x
Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Møffes lille hus

1: Kim elsker Møffe - og nu skal Møffe ud at køre …
Vi bygger garage til robot-klipperen - med automatisk port.

Indtil flere læsere har udbedt sig gode idéer til, hvor man bygger en garage til sin robot-klipper - hvis man har sådan en karl.

Det har vi ikke lige for tiden. Vi har haft, men den kunne ikke klare mosten - vores plæne var for ujævn og for kringlet, og vi var ved at blive vanvittige af den evige og ret højlydte brummen.

En del af problemet var nok, at plænen var så stor, at robotten nærmest skulle køre i døgndrift for at holde græsset pænt - det var nemlig mildt sagt ikke nogen ret snedig robot: Som en høne uden hoved - eller skal vi sige: en radiobil uden fører - tossede den rundt i manegen uden mål eller med. Den slog altså ikke græsset i et logisk mønster - den drønede tilfældigt rundt og efterlod sig selvfølgelig en masse striber, hjørner og pletter, som ikke var slået - og før den sidste helligdag var klippet, havde den været over plænen 5-7 gange.

Og sådan er det i princippet stadig med robot-klippere. De er på sin vis smarte, fordi vi kan sidde og nyde solen, medens de gør arbejdet, men de er så dumme, at de skal køre i mange-mange timer for at udføre det job, du selv kunne klare på et kvarter. Og det var vel til at leve med - robotten kan jo ikke gøre for, at den er dum, og den må vel selv om, hvor længe den er om at gøre sit arbejde - hvis bare den kunne gøre det lidt diskret!

Men realiteten med vores Robo var, at den brummede fælt og højlydt - man blev bims i låget af at høre den snerre morgen, middag og aften. Så den røg ud til fordel for en benzin’er med fremtræk - og Fruen som styrmand!

Annonce
2: … for første gang i år skal han klippe græs, og efter en æresrunde på plænen …

Kims idé

Nå, men jeg har hørt, at der i dag findes robo’er, som er meget bedre, så nu prøver vi igen - jeg skal teste en Husquarna (super de luxe), som påstås at være næsten lydløs og skide klog, og hvis forsøget spænder heldigt af, beholder vi den.

Og indtil da knokler jeg på med at lave en fin garage til vidunderet - med automatisk port!

Det var den, vi strakte kølen til i sidste uge, og idéen stammer fra Peder Pedersen - for flere år siden sendte han mig en tegning. Men før jeg kastede mig ud i at lave porten og den dertil hørende mekanik, ville jeg gerne se det hele fungere i virkeligheden - og ved nærmere eftersyn på åstedet viste det sig, at det er faktisk slet ikke Peder, men hans søn, Kim, som er den geniale bagmand.

Men det skal ikke skille os ad, for Kim er også en særdeles flink ung mand, som med glæde og smil præsenterede sin bot-garage.

På forhånd var jeg imidlertid lidt nervøs ved, om Kims patent vil virke med en Husquarna - jeg havde nemlig fundet ud af, at netop denne model er ekstremt følsom, når det gælder “kollision”, fordi hele bot’ens skjold er ophængt i fjedre, så uanset på hvilken side den måtte ramme selv den mindste forhindring, vil den stoppe - det handler om sikkerhed: Om den kører ind i et nysgerrigt barn, et pindsvin eller bare en tulipan, så stopper bot’en - lige på stedet. Og hvorfor skulle det være et problem?

Fordi Kims patent-port er lavet, så det faktisk er bot’en selv, som skubber/trækker porten på plads efter sig: På sin vej ind i garagen “kolliderer” bot’en så at sige med en vippe-anordning, som via et snoretræk lukker porten - og Husquarna’er stopper som sagt ved det mindste tegn på kollision - så måske virker fidusen slet ikke på netop en Husquarna?

Et ekstra skub

Kim bekræftede min tanke, men et lusket smil antydede, at nu skulle jeg bare se løjer - han rodede lidt med sin iPhone, så åbnede porten, og røven af en bot kom til syne - det var Møffe, og Møffe viste sig at være en Husquarna!

- Du har helt ret i, at der sagtens kunne være et problem med for stor følsomhed for kollisioner, siger Kim så.

Han er værktøjsmager og ekspert i automation af enhver art. Normalt er det noget med servo-motorer, computere, cnc-maskiner og den slags, men i Møffes bolig er der ikke antydning af hightech.

- Jeg var også lidt bekymret for, om Møffe ville nægte at skubbe porten i efter sig - men jeg havde lagt mærke til en detalje: Når bot’en kører ind i sin ladestation, er det, som om den lægger al forsigtighed til side - den giver lige lidt gas og et ekstra skub - for ligesom at være sikker på, at ladestikket er skubbet helt på plads - så den kan lade.

- Nu kender jeg ikke algoritmen i Møffes hoved, men jeg kan jo se, at hvor den normalt stopper ved den mindste modstand, så følger den en anden logik, når den er på vej ind i ladestationen og dermed garagen - så maser den bare på og skubber uden fine fornemmelser til vippe-pladen, som trækker porten i, siger Kim.

Og jeg kunne se med mine egne øjne, at det passer.

Jeg kunne også se en anden og knap så positiv detalje: Den garage, jeg var begyndt på derhjemme, var 5 cm for smal og 6-7 cm for kort - ikke så smart.

3: … lægger han an til landing - tungen lige i munden - fuld speed frem …

Knæ, lim og klammer

Men jeg var trods alt lettet - hjemme igen startede jeg med at skære det fine hus over på midten, så jeg kunne gøre det lidt bredere og længere - træls, men dog til at leve med.

Så lavede jeg gavlen, hvor porten skal være - en simpel kopi af gavlen i den anden ende - først i ét stort stykke, og derefter skar jeg de nederste 26 cm af, som skal udgøre selve porten.

Men jeg kunne se på det hele, at samlingen imellem gavlen og de to vægge var for spinkel, så jeg lavede to “knæ”, sådan lidt bådbygger-agtigt, men let nok, når man har en afkortersav med faste vinkler: Først saver man 2 x 22,5 grader - det giver en indbyrdes vinkel på 45 grader, som er tagets hældning - så laver man en pæn bue, og nu ligner det håndværk på højeste plan …

De to knæ danner en solid forbindelse imellem vægge og gavl - især hvis man lige putter lidt montagelim i samlingen - og for at stive det hele ekstra godt af, monterede jeg den ene tagflade på samme måde: Lim og klammer - det stiver hele hytten af.

4: … og så sidder den lige i skabet: Porten lukket og fuld kontakt med laderen - dygtig Møffe!

Smid aldrig en fjeder ud

Så monterede jeg porten - med to små rustfrie hængsler, som egentlig var købt til båden. Jeg havde også et par billige el-galvaniserede, og de ville virke fint - i begyndelsen. Men garagen skal jo stå udenfor, og de ville snart ruste - så vil de begynde at gå trægt, og det må de bare ikke, fordi det er vigtigt, at porten svinger helt uden modstand.

Og så satte jeg mig ned og tænkte lidt over udformningen af automatikken, fordi … al respekt for Kim og Peder, men løsningen med en hængslet plade og en kontravægt i form af et blylod på en kæp - undskyld, men den er altså ikke udpræget elegant!

Og så var der det problem, at min port faktisk kun lige er høj nok, så der er simpelthen ikke plads til en kontravægt på porten.

Efter at have rodet lidt rundt i skuffer og kasser med sjove ting og sager fandt jeg en fjeder - fra en meget stor arkitektlampe, som for længst er smidt ud. Men fjedrene havde jeg altså gemt, og efter lidt fjumren og eksperimenteren fik jeg den monteret - og det ser ud til at virke helt fint.

Det skal siges, at hvor en kontravægt kan gøre porten helt “vægtløs” i enhver position, så opnår man ikke helt det samme med en fjeder: Når porten trækkes i, er der i begyndelsen nogen modstand, men den bliver mindre og går næsten i nul, når porten nærmer sig lukket position - godt nok til mig!

5: 22,5 plus 22,5 er 45 grader, hvilket tilfældigvis svarer til …

Universel og justerbar

Og så var der vippetøjet - det, man kunne kalde “aktuatoren”, som via en snor skal trække i porten. Her fandt jeg i min visdom ud af, at en gevindstang, lidt møtrikker og et par kæppe kunne gøre jobbet - som det ses på fotoet.

Fidusen ved denne model er, at den kan tilpasses forskellige modeller robot-klippere. De har jo alle sammen forskellige udformninger af fronten - det eneste, de har til fælles, er velsagtens, at de er mere eller mindre runde og uhåndterlige - og at ladestikket sidder lige i midten, så “kollisionen” skal altså ske ude på den afrundede del, hvor det er mest besværligt.

Derfor er løsningen med gevindstangen ganske snedig, når jeg selv skal sige det: Afstanden imellem de to arme kan justeres helt frit, så den passer til enhver robot - måske skal armene tilpasses forneden, så de rammer i den rette vinkel - måske et par tennisbolde vil gøre det?

Desværre kan jeg jo ikke teste systemet, før jeg får fingre i den nye bot - til den tid vil du høre nærmere.

Den sidste tagflade har jeg ikke nået at lave, men jeg har tænkt mig, at den enten skal hængsles eller lægges løst på - med styre-tapper. Der bliver helt sikkert brug for at finjustere mekanikken, og så er det vigtigt, at man kan åbne taget - og hvad nu, hvis Møffe en dag gør knuder og nægter at komme ud - det kan være, at han er syg, og så skal man jo kunne tilse patienten …

6: … tagets hældning - sådan, nu har vi en solid forbindelse imellem …
7: … gavl og sider - sættes fast med skruer eller klammer og lim - og …
8: … den ene tagflade monteres på samme vis - nu har vi en solid og stiv lille bygning.
9: Så hængsler vi porten - brug rustfrie hængsler - og …
10: … en fjeder fra en gammel arkitektlampe fuldender billedet - i den modsatte ende …
11: … laver vi en simpel “aktuator” af en gevindstang og et par kæppe - og …
12: … port og aktuator forbindes med elastik-snor, så der er lidt flex i systemet - ganske snut!
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Nyborg

Ingen voldspil i år: Cyrano udsættes

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce