Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Luft i dækket - på den lette måde

1: Lille lækker kompressor fra Makita - kører lydefrit og fylder en (økologisk!) bærepose med luft på 10-12 sekunder - indeni …
Om få det rette tryk på ...

Engang stod der Stenhøj eller Alfa Laval på næsten enhver kompressor - de kostede som en brugt Folkevogn.

Så fandt italienerne på at kaste sig over produktionen af kompressorer, og de blev så dygtige til det, og de blev så billige, at alle og enhver kunne få trykluft i garagen - det var tider.

Og så tog kineserne fat, så vi nærmest blev oversvømmet med de arrigt knurrende bæster til næsten grinagtige priser. Og nu kunne man også få dem i alle mulige faconer og størrelser - inklusive ganske små.

Sådan blev markedet mættet, og samtidig steg prisen faktisk lidt - vistnok noget med nogle toldregler, som skulle dæmme op for flodbølgen af kinesisk trykluft i EU.

Og endelig kom så det sidste skud på stammen - nu skulle og skal vi også have trykluft på batteri - sgu. Okay, de første absolut mini-kompressorer med akku kom faktisk for ret mange år siden, men det er først nutidens forbedrede akku’er, at de har fundet udbredelse.

Annonce
2: … er den kompakt og vel organiseret, og det “ligner” kvalitet - selve blokken er da også …

Du er jo manden

Idéen med de helt små luft-bæster er primært, at man kan bruge dem til at pumpe cyklen eller knallerten - eller fodbolden - eller trillebøren og sækkevognen - og i en snæver vending bilen. Og hvis man har lidt tålmodighed, kan den også klare en enkelt luftmadras.

Når jeg pludselig har kastet mig ud i at studere fænomenet, er det, fordi vi har et par cykler på båden - på samme måde, som rigtigt mange har cykler med på bilen, eller når de er på camping: Ja, man kan leje eller låne cykler her og der og alle vegne, men sjovt nok aldrig lige der, hvor man har brug for den. Og hvis man en enkelt gang skulle være heldig at finde en gammel damecykel, som er ledig, så kan du da godt nok bide spids på, at den er flad!

Og det er jeg træt af - evigt og altid skal ferie-cyklerne pumpes - hårdt - meget hårdt, fordi hjulene på vores klap-sammen-cykler er ganske små.

Og Fruen forventer som det naturligste i verden, at det er mig, som skal ned på knæ og pumpe som en gal, medens perlestenene borer sig ind i de ømme led.

- Du er jo manden - eller hvad?

Det kan jeg jo ikke argumentere imod - i hvert tilfælde ikke uden risiko for at skulle svare på, hvornår jeg sidst har vasket mine egne sokker - måske?

Hun er så heller aldrig - som i aldrig nogensinde - blevet taget på fersk gerning med en cykelpumpe i hånden.

Dyrt og billigt

Nå, men sådan noget mugger en rigtig mand ikke over - i stedet går vi på jagt efter en snedig teknisk løsning. Jeg mener: Vi har haft cykler siden 1800-og-hvidkål - i mellemtiden har mennesket været på månen, og den sidste nye Tesla kan selv køre ud af garagen og sige dyt, når frontruden er tøet op, og sædet er dejligt varmt - men cykelpumpen virker på samme oldnordiske måde, som da min bedstefar var ung. Kan det virkeligt passe - nogen må da have fundet på noget smart?

Derfor har jeg nærstuderet to små kompressorer. Bevidst har jeg valgt en rimeligt dyr model (Makita), som vi til gengæld må formode er et regulært stykke værktøj af topkvalitet - og til sammenligning en billig model fra Biltema, som kan alt muligt, men man frygter det værste.

Og som rosinen i pølseenden har jeg fundet en lille smart tingest - den vender vi tilbage til.

3: … støbt kobber - tandhjulene er metal, og det hele kører i små kuglelejer.

Japansk - det dur

Mine fordomme skulle vise sig at holde nogenlunde stik. Makita’en er på vanlig japansk maner en nydelig og gennemført lille maskine - den kan, hvad man forventer, og den kører som en symaskine - ren i kanterne, og der er ikke sprunget over, hvor der er lavest. En regulær lille maskine, som jeg forventer vil holde langt ud over garantien.

Jeg har faktisk haft den skilt ad for at finde holdepunkter for mine fornemmelser - og jeg bemærker straks, at tandhjul/krumtap er af metal, og det hele kører i fine små kuglelejer.

Desuden er hele “motorblokken” lavet af forkromet kobber. Et dyrt materiale, men til gengæld kan det lede varmen effektivt væk. En kompressor bliver jo nødvendigvis varm, når den kører, fordi hvert eneste stempelslag udvikler varme - jo højere tryk, desto mere varme.

Det står da også højt og tydeligt på den lækre lille sag, at man højst må køre 5 minutter - herefter skal den køle i 5 minutter - ærlig snak.

For at sætte det i perspektiv, ta’r det omkring 13 sekunder at pumpe et pænt stort cykeldæk op - fra flad til knaldende hård (3 bar).

På bilen med store 16-tommer dæk lukkede jeg luft ud til 1,50 bar og pumpede derefter op til 2,10 - det tog 23 sekunder, hvilket svarer ret godt til den tid, det ta’r oppe ved Brugsen - såmænd.

10,8 volt og 2.0 A akku - lithium.

4: Man kunne kalde den Kombi-komp i kombo-størrelse: Kompressor, blæser, lys og sågar strøm til usb-stikket i én enhed - men …

Plastic

Biltemas super-maskine kan både det ene og det andet - pumpe cykel, bil, trillebør og så videre med kompressoren, men dertil har den en lille hylende pumpe med lavt tryk, men masser af luft - til gummibåd, luftmadras etc. Og der er indbygget lys, hvis man skulle stå på en mørk landevej med et fladt dæk - og den kan, så vidt jeg forstår, køre må 12 volt fra bilen.

Til gengæld fylder den godt i landskabet - den er faktisk jævnt hen klodset - billigt plastic, og kvaliteten generelt er ikke overvældende: Når den kører, lyder den ikke ligefrem mekanisk usund - nærmest lidt rå - som et stykke mekanik, som nok virker, men med begrænset levetid.

Motorhuset er da også af aluminium, det store tandhjul af plastic, og der er ikke skyggen af kuglelejer. Men når der ellers er strøm på batteriet (12 volt bly/syre), pumper den okay - stort set som Makita’en, bortset fra at den omdrejningerne falder mere mærkbart, når trykket stiger.

5: … indenfor ligner det hele en mekanisk rodebutik - især opladning af syrebassen (bly/syre akku) er problematisk - og …

Tvivlsom lader

Det har muligvis med akkumulatoren at gøre - eller måske laderen. Det er nemlig svært at gennemskue, om og hvornår den er ladet helt op. Jeg var lidt mystificeret og faktisk i tvivl, om laderen overhovedet virkede - de forskellige lys-dioder, som skal vise ladestanden, gav nemlig enten intet svar eller modstridende svar.

Så jeg skilte den ad én gang til - for at måle på batteriet - og sandelig: Laderen virker, så det er altså “bare” de smarte dioder, som er snotforvirrede - den røde diode i bunden, som skal vise, at den lader, lyser som vinden blæser. Og de tre dioder, som skal vise ladestanden, er ikke til at drive op over 50 procent, selvom mit instrument siger 14 volt.

Men sådan er det måske bare, hvis man vil have for meget for sine penge. Akku’en af typen bly/syre holder næppe mange dage ud over garantien.

6: … selve kompressoren ser også billig ud. Præstationerne er dog cirka de samme som Makita’ens - spørgsmålet er blot, hvor længe det holder.

Lille bitte

Til slut en decideret smart og billig tingest fra Biltema - en lille regulator med en dertil hørende patron med CO2 under tryk. Man kan have den i lommen, eller den kan ligge og flyde på hylden med alt det andet, som Fruen ikke kan forstå, at man har brug for på en båd eller i campingvognen.

På regulatoren er monteret en lille slange og en forskruning, som passer til de to gængse slags ventiler - pift! - så er der luft i hjulet. Og det virker!

Men - de små patroner koster jo en slat, og jeg har efter bedste evne regnet ud, hvor meget luft der egentlig er i sådan en lille cylinder med 16 gram: En kubikmeter CO2 vejer i runde tal 2 kilo - det betyder, at 16 gram rent teoretisk svarer til 8 liter luft ved 1 atm og 0 grader C.

Som du kan se på billedet med den slatne plasticpose (bemærk, at det er den økologiske slags - da-da!) er der i praksis højst 5 liter luft, og jeg vil mene, at det rækker nogenlunde til at pumpe begge dæk på én stor cykel. Måske til begge vores klap-sammen-cykler, fordi de har meget små hjul.

I den virkelige verden er CO2-fidusen altså ikke slet så smart, men det er godt tænkt - det synes jeg faktisk. Og hvis man er lidt fingerfærdig, så kunne man vel bygge en sodavandsmaskine bag på cyklen - og få lidt ekstra sjov ud af de dyre patroner …

7: Det ta’r 13 sekunder - fra fladt cykeldæk til 3 bar (knaldende hård). Max tryk er 8 bar.
8: Er det overhovedet realistisk at pumpe et stort bildæk op? Ja - fra 1,5 bar til 2,10 på 23 sekunder - ikke ringe af sådan en lille pjat-maskine.
9: Århundredets ide? Nej: Én patron indeholder 16 gram CO2 - ved 1 atm bliver det til en slatten bæreposefuld. Ellers godt tænkt!
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Odense For abonnenter

Flere penge på vej til TBT-projekt: Enigt udvalg siger ja til ekstraregning på én million kroner

Annonce