Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Italiensk sværvægter

1: “God stand, men tydelige spor efter brug” passer fint på den 10 år gamle Veterano - under hjelmen …
Espresso - trods utallige dårlige erfaringer prøver vi én gang til.
Annonce

Jeg har været ude på en rejse - som det hedder nu om dage, hvis man har gjort en erfaring, som har sat blot et lille aftryk i dit sind. Og du er naturligvis inviteret med på rejsen - wow!

Det begyndte for nogle måneder siden, da jeg beslutsomt kylede vores ellers berømmede Oscar i skrotkassen - ud med lortet, jeg gad simpelthen ikke at se på den mere.

Oscar var en i mange henseender udmærket espressomaskine - italiensk, som den slags nu engang er - fra virksomheden Nuova Simonelli. Den var ganske avanceret - med varmeveksler, hvilket betyder, at man med én stor kedel kan brygge espresso og ”steame” mælk på samme tid. Den lavede efter mine begreber god espresso, og der var fuldt knald på dampen, så den var tæt på perfekt til cappuccino - hvilket Fruen sætter stor pris på - og jeg går heller ikke ad vejen for denne drik, omend den ifølge min gamle ordbog bare hedder en café au lait.

2: … finder vi flere nye dele, som er skiftet af professionel, men service omfatter tydeligvis ikke …
Annonce

Den første espresso

Men forud for Oscar gik en lang og til dels lidelsesfuld historie med diverse espressomaskiner.

Mit første møde med denne magiske maskine skete i de dage, da jeg i ungdommeligt letsind havde købt et mægtigt sejlskib i en lille by uden for Lissabon - for tusinde dollars. Den skulle bygges lidt om, og så skulle vi erobre verden - jeg og en ven knoklede fra morgen til aften, og hver dag begyndte med pandekager, som vi lavede over bål på stranden, hvorefter vi gik hen på den lille lokale for at få kaffen og en skarp at starte dagen på.

Den lille bar åbnede ved 7-tiden med, at Fatter fyrede op under det forkromede djævelskab i hjørnet bag bardisken - den kørte vistnok på gas. Lokale mænd kom dryssende på deres vej til arbejde -medens vi ventede på, at temperaturen og trykket steg, så vi kunne få vores ”bica e bagas”, gik snakken ved baren - mest noget med, at vi på ubehjælpsomt portugisisk skulle forklare om vores vilde og vanvittige bådprojekt.

Efter et kvarters tid drejede Fatter på en hane og forsvandt i en sky af hvæsende damp - så var han klar til at brygge: Med et snuptag fyldte han brygge-håndtaget med kaffe direkte fra kværnen og klemte det fast med en lille stamper - med et svirp af håndleddet vred han håndtaget fast under bryggehovedet og satte en lille kop under - alt sammen i én glidende bevægelse, som sluttede med at han førte en stor stang op i 45 grader, hvorefter han med begge hænder tvang den ned i vandret, medens en slat begsort, men aldeles himmelsk, kaffe tissede ud i den latterligt lille kop - og hertil en lille skarp, værsgo: Bica e bagas!

Annonce

20 år senere …

Og så gik der mange år, hvor jeg måtte vænne mig til almindelig røvsyg filterkaffe - og den lidt mere okay stempelkaffe, men det var én lang ørkenvandring!

Så fik jeg i Metro øje på en tilsyneladende fantastisk maskine - skidedyr og italiensk, men jeg kunne vel købe den til firmaet og trække den fra som kontorudstyr?

Den hed Delonghi og havde display og blinkende lamper, og man skulle bare trykke på en knap - så hylede og brummede den, og ud kom noget, som lignede espresso - så kunne man ”dampe” et glas mælk og hælde kaffen oveni, så havde man en café au lait - i modsat rækkefølge så er det cappuccino.

Men fornøjelsen var kort - efter et par måneder strejkede vidunderet. Jeg fandt fejlen, men Metro kunne ikke reparere den - modellen var udgået, og jeg kunne ikke få pengene tilbage, men: Jeg kunne få en endnu smartere model imod et ”lille tillæg”. Så nu havde vi - altså firmaet - en decideret skidedyr firma-fantom-kaffemaskine, som med ét tryk på knappen kunne lave en færdig cappuccino - voila!

Men den holdt heller ikke længe.

3: … afkalkning - den mægtige pumpe med motor er begravet i “drypsten” fra diverse utætheder …
Annonce

Skrøbelig teknik

Meget skuffet og til dels ruineret holdt jeg en espresso-pause på nogle år, før jeg forsøgte mig igen. I mellemtiden var alt det der barista-sjov blevet moderne og populært, og jeg skrev ligefrem om mine erfaringer lige her i spalterne. Jeg prøvede adskillige af de mest populære (og nu mere enkle) modeller af - jeg gav den som hobby-barista og endte altså med den omtalte Oscar, som var et godt bud på en smart, men gedigen og ikke alt for teknisk avanceret espressomaskine - ikke helt billig, men dog til at betale.

Den erfaring, jeg havde gjort - i ganske dyre domme - var, at jo flere knapper, displays og smarte finesser, desto mindre sandsynligt er det, at maskinen holder dampen oppe, indtil garantien udløber.

De mest avancerede og automatiske maskiner er proppet fulde af slanger, rør, sensorer, ventiler, motorer og elektroniske kredsløb - de kan laves forbavsende billigt, men som en ædruelig nordjyde i branchen siger: Hvis sådan et vidunder koster ret meget under 25.000 kroner, skal du gå ud fra, at det er noget skrammel, som typisk holder 2 år og 3 dage. Ofte giver den op længe før på grund af kalk, og så dækker garantien ikke.

4: … og toppen af kedlen ser ikke bedre ud - vand siver fra samlinger og efterlader kalk, for slet ikke at tale om …
Annonce

Til håndkraft, tak

Nå, men Oscar holdt en del længere. Jeg havde mine problemer med kalk og forskelligt andet, så jeg havde den skilt ad nogle gange - men jeg havde jo fortalt i avisen, at det var stabilt kram, og den lavede god espresso, såh …

Men til sidst gad jeg ikke mere, for den var ganske bøvlet at skille ad - så den stod bare og blomstrede, og til sidst røg den ud som storskrald.

Men Fruen sætter pris på sin cappuccino, så hun fandt den gamle espresso-kande til komfuret frem - og det er altså lavpunktet: Du kender sikkert disse små alu-kander i to etager - de ser smarte ud og er dejligt simple, og jeg ville ønske, at de virkede, men realiteten er altså, at sådan en ”espresso” på godt dansk smager ad helvede til.

Noget måtte gøres - jeg savnede en god espresso i ny og næ, og da var det, at mine portugisiske minder dæmrede: Kan man da ikke købe sådan en ”rigtig” gammeldags espressomaskine - uden teknisk og elektronisk diller-daller - til håndgemæng, så der ikke er noget, der går i stykker hele tiden?

Jeg ledte på nettet, og ganske rigtigt - den hedder La Pavoni. Og den er ganske moderne iblandt hipstere med smag for god kaffe. Den vilde jagt (på Den Gule og Den Blå) gik ind, for jeg ville selvfølgelig ikke betale, hvad det koster fra ny - og der var faktisk en del brugte til salg. Men mest i København og omegn, og det gider jeg trods alt ikke - og dertil kom, at selvom de var godt brugte, var prisen stort set den samme som for en ny.

De kan rende mig!

5: … den indvendige side af kedlen og eksempelvis spiralen, som bør være helt ren.
Annonce

To klasser

Men så fik jeg øje på en ”rigtig” barista-maskine - et forkromet vidunder, som er berømmet på Youtube for at være toppen af poppen - en rigtig hipster-barista: En “Vebrano by Quick Mill” - fra ny koster den spidsen af en raket, men jeg kunne købe dette 10 år gamle, men fuldt servicerede eksemplar for sølle 3000 kroner.

Den eneste hage var - og er - måske - at den er elektrisk drevet. Den har altså ikke det der håndtag, som Fatter … ups, nu husker jeg det: Han hed Mathis! Men Vebrano’en har altså ikke et rigtigt håndtag, men en elektrisk pumpe, og det var jo det, jeg ville undgå.

Men så ringede jeg til Steen fra CJ Hvidevareservice i Aalborg, og han fortalte til min beroligelse, at Veterano’en frem for et håndtag har en kæmpe rotationspumpe, som har ry for at holde evigt - og det stoler vi så på.

Steen er nemlig en klog mand og helt nede på jorden. Han har hjulpet mig med mange historier i årenes løb - om alle de ”små elektriske apparater”, han er ekspert i.

Han og CJ skaffer og sælger næsten enhver tænkelig reservedel til hjemmets maskinpark, og han er en guldgrube af gode råd - tjek deres hjemmeside og ring til Steen, hvis du selv har mod på at reparere dine hvidevarer - han er en guldklump!

Nå, men Steen forklarede mig, at der er en klasse af populære, avancerede og relativt billige espressomaskiner, som er lavet (næsten) helt i plastic og med lidt held holder i to år - og så er der den klasse, som er meget simplere, men er 3-4 gange dyrere, vejer som en damptromle og til gengæld holder livet ud - hvis man er tilpas gammel og i øvrigt passer dem. Forskellen ligger dels i de dyrere og bedre komponenter - dels i at de er solidt bygget og med øje for, at de skal kunne skilles ad.

Selv de bedste komponenter kan jo fejle, og med års mellemrum skal det hele renses og gås efter.

6: Det går simpelthen ikke - men efter en krig med skrabejern, stålbørste og syre lysner det, og …
Annonce

Ingen stumper

Veterano’en er sådan en maskine - sagde Steen. Måske ikke en Rolls-Royce, men så en grå Ferguson: Ærlig mekanik, som kan skilles ad og repareres i det uendelige.

Han tog uden at blinke (og uden at have set maskinen) ansvaret for, at jeg kunne købe den gamle italiener - som jeg i parentes heller ikke havde set. Men sælgeren svor på, at den altid havde kørt på afkalket vand og i øvrigt var blevet serviceret af en prof hvert eneste år i sit lange liv.

Sådan blev det, og der stod jeg så med en kaffemaskine så tung, at Fruen og jeg valgte at fragte den fra bilen til huset på sækkevognen - den vejer et ton!

Men Fruen syntes, at den så flot ud på køkkenbordet - altså godkendt, når nu det ikke kunne være anderledes - og så slæbte vi den ud på værkstedet til det store eftersyn.

Jeg troede, at det nok ville tage en dags tid - herefter en dag mere, så Steen kunne sende de nødvendige reservedele - og så nogle timer til at samle det hele igen. Men …

Det tog et halvt år og det meste af en eftermiddag. Men det var sjovt, fordi alting er skruet sammen på god, gammeldags maner - der er tale om seriøst godt kram. Og da det viste sig, at ikke én eneste komponent krævede udskiftning, steg humøret yderligere.

7: … så mangler vi bare at samle det hele igen - i modsat rækkefølge. Det …
Annonce

Kalk alle vegne

Et par komponenter var allerede skiftet for nylig (pressostat og overtryksventil) - det var altså ikke løgn, at der var lavet service!

Det var dog tydeligt, at det ikke inkluderede afkalkning - og lige så indlysende var det, at sælgers kalkfilter kun har virket periodevis: Som følge af utætheder og dryp var der fede aflejringer af kalk alle vide vegne - også inden i kedlen, hvor varmespiral og diverse følere var totalt pakket i kalk og okker - det var et under, at spiral og følere ikke for længst var feset af.

Så jeg tog billeder med mobilen og splittede så alt ad i atomer - jeg skrabede, børstede og syrede af til den store guldmedalje - indtil det bare metal. Det blev til en stor kop fuld af kalk og 1,5 liter eddikesyre.

Det tog mange timer, og bagefter brugte jeg lige så lang tid på at samle det hele igen. Jeg støttede mig til mobilen, men lavede alligevel først et ”dry fit” for at få rækkefølgen rigtig - så skilte jeg det ad igen og samlede det for alvor med teflon og en speciel Locktite. Der er tryk på hele systemet, så alt skal være i den grad tæt.

8: … ligner muligvis en slem rodebutik, guderne må vide, hvorfor det altid ender sådan - men …

Direkte vand

Et mægtigt arbejde, men fornøjeligt - hvis man kan lide god mekanik. Og for at sætte kronen på værket drejede jeg ”lige” et sæt nye knopper og håndtag - af slangetræ!

Og som om det ikke var nok, så brugte jeg også lige en hel dag på at skille det halve af køkkenet ad. Den gamle Veterano er nemlig uden tank - altså med direkte tilførsel af vand (via kalkfilter), og det betød, at jeg skulle føre vand frem fra den ene side af køkkenet til den anden - tværs igennem samtlige skabe - nogenlunde elegant og som de siger nord for æ fywer: Så lovlig som mouwlig …

Jeg mangler lige et par detaljer, men kan konstatere, at det hele ser ud til at virke - i princippet. Om kaffen smager, som jeg husker det fra mine ”formative år”, som det hedder omme i den anden ende af avisen - ja, det må vise sig: I næste uge brygger vi.

PS: For ikke så mange år siden var jeg på Azorerne, som er portugisisk, og jeg skulle selvfølgelig brillere ved at bestille en ”bica e bagas” på havnens café - de kikkede underligt og bad mig om at snakke engelsk.

Nu har jeg så googlet udtrykket og får at vide, at det betyder ”tud og bær” - spout and berries.

Men jeg sværger på, at i 1975 (året efter verdens smukkeste revolution: Nellikerevolutionen, som med magt afsatte diktaturet og straks indførte demokrati) fik man i Alcochete en espresso og en ganske kras snaps, når man sagde de magiske ord.

Om bagas’en sagde de i øvrigt, at når portugiserne laver vin af druer, bliver resterne brugt til billig brandy - og det, der er tilbage og absolut ikke dur til andet, spæder de op med petroleum og laver til bagas - og det er lige sådan, det smager: Bare ned med lortet - herefter føles bica’en til gengæld som sødmefuld og balsamisk englesang til halsen.

9: … bare rolig: Far har styr på det! Alt er nu samlet, tjekket og klar - og her har vi så …
10: … Veterano’en i sit rette element, dog uden motorhjelm indtil alt er tjekket - til gengæld med nye håndtag af slangetræ.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Trods nedgang i industrien hæver fynske Alumeco bundlinjen: Omstrukturering har givet pote

Kerteminde For abonnenter

60 dage for et facebook opslag: - Det er samfundet, der har censureret en folkevalgt politiker, mener forsvarsadvokat

Alarm 112

Efter flugtforsøg fra fængsel: Nu skal Peter Madsen igen for en dommer

Kerteminde For abonnenter

Tvunget til at forlade byrådet efter anmeldelse fra lokal avis: - Det er godt nok det mest usmagelig, jeg har været udsat for

Annonce