Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Hvad man ikke kan med lidt Brasso

1: Skærmen på en ikke synderligt gammel Apple ligner en ulykke. Det er ikke en fedtet film, som kan tørres væk - på …
Jeg havde egentlig så småt vænnet mig til, at det igen var på tide at hoste op med en mindre formue til en ny computer.

Den er ganske vist ikke meget over to år gammel, men igennem tiderne har jeg måttet erkende, at det åbenbart er et barsk liv at være min computer. Jeg ved ikke lige, hvad jeg gør forkert, men efter tre-fire kan man simpelthen ikke se tasternes bogstaver - det har måske noget at gøre med, at da jeg i sin tid lærte at skrive på maskine, skulle man hamre godt igennem …

Nu er det ikke nødvendigvis det store problem, at tasterne slides, så jeg ikke kan se forskel på dem. 30-40 års erfaring har jo lært mig sådan nogenlunde, hvor de vigtigste bogstaver gemmer sig - og så alligevel ikke: Jeg skriver, som fanden var i hælene på mig, men så skal jeg også kunne se tasterne. Men det går så stærkt, at jeg alligevel ikke når at se de enkelte taster - sådan rigtigt. Giver det mening?

Det er i hvert tilfælde sådan, at hvis jeg kikker væk - og altså prøver at skrive “rigtig blindskrift”, går der straks ged i det. Det er, som om mine fingre godt ved, hvor tasterne er, og de ved også, hvordan man staver de fleste ord - men hvis jeg lukker øjnene og prøver at styre det med hjernen, ender det i kaos og kaudervælsk.

Man kan sige det sådan, at mine fingre ved, hvor alle bogstaverne er, men min hjerne ved det ikke, så det går bedst, hvis jeg kan få hjernen til at blande sig udenom - så kører det bare derudad - som et maskingevær med tyndskid …

Annonce
2: … den anden side ses det tydeligt, når man slukker skærmen og holder den på skrå, at fejlen ikke sidder inde i materialet, men på overfladen.

Nyt tastatur

Nå, men på de første laptops fra Apple kunne man med lidt fingerfærdighed skifte tastaturet ud, når det gamle var slidt ned til ukendelighed. For små penge kunne man købe et uoriginalt, men helt nyt tastatur - og så kørte det igen i et års tid eller to.

Men det har Apple sat en stopper for - i dag er en computer, som immervæk koster små 20.000 kroner, basket ud i ét stykke, så man skal skifte gud ved hvor meget, hvis blot en enkelt lille duppedit går i stykker - uanset hvor lille en fejl det handler om, kan det altså bedre betale sig at købe en ny computer.

Men al den snak om tastaturer var bare en sidebemærkning - denne historier skal handle om noget helt andet.

Siden Apple blev opfundet, har jeg holdt mig til dem - jeg har haft én PC (med DOS), og den var ved at drive mig til vanvid - vitterligt! Det elendige lort ville bare ikke det, som jeg ville - og jeg var ved at blive sindssyg. En god ven fandt det urkomisk og anbefalede i en bisætning, at jeg skulle prøve en helt ny slags computer, som lige var kommet frem - en Apple. Det gjorde jeg, og det var som at komme i himlen: Den havde en latterligt lille skærm, men den kunne og ville lige nøjagtigt alt det, som jeg også ville, og siden har jeg holdt mig til dem - de virker bare - altid og hele tiden.

Men den stjernedyre MacBook, som jeg skriver på lige nu, er undtagelsen: Den fine og blanke skærm mistede hurtigt glansen. Det begyndte langs kanten, men arbejdede sig med tiden helt ind imod midten af skærmen.

Det ser ud, som om nogen har hældt cola (med sukker) ud over det hele, og i første omgang tænker man, at den trænger godt nok til at blive pudset. Men så opdager man, at det ikke hjælper det mindste - det klistrede udseende lader sig ikke pudse væk. Derfor tænkte jeg, at der åbenbart ikke er tale om “skidt” uden på skærmen, men en slags delaminering af selve skærmen.

Jeg burde selvfølgelig have fået computeren lavet på garantien, men jeg fik det ikke lige gjort. Dels fordi jeg er doven, dels fordi jeg ikke kunne undvære computeren, og dels fordi Apple har ry for, at alting altid er din egen skyld - så jeg selv ville komme til at betale for en stjernedyr skærm - og så kunne jeg godt leve med, at den er grim.

Det er slut

Men “plamagen” blev ved med at brede sig og fylder nu hele skærmen - og for lidt siden blev jeg irriteret og tænkte, at nu kan det fan’me være nok: Nu bestiller jeg altså en helt ny computer, for det kan ikke passe, at jeg skal sidde dagligt og arbejde på sådan et stykke skrammel, hvor man hverken kan se tasterne, eller hvad der står på skærmen.

Jeg ta’r dagligt mig selv i at gnide øjnene - eller ligefrem pudse brillerne - men det er altså den skide skærm, det er galt med - og nu skal det være slut!

Men - tænkte jeg så - hvis jeg alligevel vil skrotte vidunderet, så kunne jeg jo godt lige prøve, om jeg med lidt probate midler kunne løse skærm-problemet selv?

Der står ganske vist i brugsanvisningen, at man endelig ikke må bruge hverken det ene eller andet rensemiddel - kun en fugtig og blød klud.

Ikke noget med sulfo, shampoo, sprit, og hvad har vi - og da slet ikke skrappere midler - det er dybt forbudt, og garantien bortfalder!

3: Inden vi køber en ny computer, prøver vi lige at polere skærmen med “boat rubbing” - en slags fint skurepulver - og sandelig …

Skurepulver

Men nu havde jeg jo afskrevet min Apple, så jeg kunne gøre, hvad der passede mig - og før jeg kastede penge efter en ny, kunne jeg vel godt tage chancen og prøve noget vildt: skurepulver - sgu!

Ved at holde skærmen på skrå, så lyset blev reflekteret i glassets overflade, havde jeg nemlig overbevist mig selv om, at fejlen alligevel ikke lå inde i skærmen (delaminering), men faktisk lige der i overfladen - som om den fra ny har været behandlet med et mikro-tyndt lag af et eller andet, som langsomt var ved at gå i opløsning.

Og nu ved jeg ikke, om du kan huske, at jeg for nylig fortalte om, at man kan polere plexiglas, som er blevet mat og ridset, så det bliver tindrende klart igen?

Man bruger simpelthen meget fine slibeskiver og/eller et polere-middel med ekstremt fine slibekorn - en slags fint skurepulver.

Det lyder vildt og voldsomt og ikke ret fornuftigt, men jeg ved, at det virker perfekt på plexiglas - hvorfor skulle det så ikke virke på en Apple?

4: … efter en times energisk og hårdhændet gnubberi er skærmen som ny - og hvis man ikke kan se hvilke bogstaver …

Vi prøver, sgu

Jamen, det kan man sgu da ikke! Telefoners og computeres skærme tåler absolut intet - det kan selv et barn vel regne ud, og så burde en vidt berømmet over-gør-det-selv’er vel også kunne forstå det …

Ja, men jeg var altså desperat. Før jeg var villig til at berige Apples i forvejen bugnende kasse med yderligere en snes tusinde, ville jeg kunne sige til mig selv, at jeg har prøvet alt - alt!

Og nu har jeg jo en ikke så fjern fortid med diverse sejlbåde af glasfiber, og fra den tid har jeg endnu en pænt stor samling af poleremidler - såkaldt rubbing. Og jeg valgte den slags, jeg husker som det absolut bedste og fineste - Ren Skib A+B.

Ren Skib A er i realiteten et ekstra fint slibemiddel (alu-oxid) - korn 8000 - Ren Skib B er en forsegling, som lukker overfladen og gør den afvisende.

Enhver slibning efterlader ridser, men jo mindre korn, desto mindre ridser - når man sliber med et tilpas fint middel, kan man ikke se ridserne med det blotte øje, og så kalder man det polering. Men det er altså en slibning.

Og nu “sleb” jeg så skærmen på den stakkels Apple - ikke sådan forsigtigt og med angst for at ødelægge den, men udpræget energisk. Jeg tog alvorligt fat - jeg gnubbede løs med Ren Skib A i en hel time, før jeg polerede efter med Ren Skib B.

5: … der gemmer sig bag hvilke taster, må man lære at slå hjernen fra - fingrene ved nemlig godt, hvor de er.

Wauw!

Nu stråler skærmen igen, som havde jeg lige pakket den ud af kassen. Og det er ikke engang løgn. Jeg har gjort det, man absolut ikke må - og det virker bare. Perfekt.

Det skal så lige siges, at jeg har ikke brugt noget, der bare minder om kemi på skærmen - altså sprit, terpentin, acetone og den slags - end ikke sulfo eller grundrens. Og det vil jeg da også advare imod, da overfladen sagtens kan være påvirkelig af kemi.

Men hvad er det så, jeg har “slebet” væk fra skærmens overflade? Altså det, som lignede en ulækker og fedtet film, men absolut ikke var det - det var tværtimod en meget hård film, og derfor skulle jeg polere/slibe længe og energisk, før den sidste rest var væk.

Jeg tror, at der er tale om en slags refleksbehandling - ligesom den, man betaler 500 kroner ekstra for at få på sine briller. Skærmen er nemlig fra ny gnistrende blank, men sælges ikke desto mindre som værende “anti-refleks”.

Men den er åbenbart komponeret af noget kemi, som ikke tåler kontakt med virkeligheden - eksempelvis miljøet på mit værksted eller om bord på båden.

Uanset, hvad der er forklaringen, så er jeg nu en lykkelig mand - jeg har sparet en masse penge, og jeg behøver ikke længere at gnide øjnene for at læse mine egne guldkorn …

PS: Det er ikke helt sandt, at jeg aldrig har oplevet et problem med en Apple - under en længere ekspedition op langs den norske kyst steg min harddisk af, og det udviklede sig til et mareridt, som endte med, at jeg måtte købe ikke mindre end to Windows-computere - hvilket medførte en akut depression. Og lavvande i kassen.

Jeg er ellers dygtig til at fortrænge dårlige oplevelser, men når denne nu rinder mig i hu, beviser det vel bare, at den tilstand, som psykologer betegner PTSD, ikke er sådan at spøge med …

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Odense For abonnenter

Flere penge på vej til TBT-projekt: Enigt udvalg siger ja til ekstraregning på én million kroner

Annonce