Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: En underlig historie

1: Bare noget gammelt jern - men det er da synd at smide det ud, såh …
Om en sav, som bliver bedre og bedre med alderen.

Nogle gange oplever man underlige ting og sager, når man har gjort det til sin mission i tilværelsen at fortælle andre om, hvad man sådan kan gå og lave - derhjemme på værkstedet - med sine hænder og sit hoved.

For nogle år siden skulle jeg eksempelvis skrive om en båndsav til metal. Billige modeller fra Kina var lige begyndt at vælte ind over landet. En elektrisk båndsav havde indtil da kostet kassen - det var sådan noget, som vvs’eren og smeden havde bag i sin bil, så han kunne skære rør og profiler af plastic og jern ude på pladsen. Det var sådan noget, vi andre drømte om, men det var helt ude af betragtning, fordi sådan en lille lækker sag var næsten ikke til at betale.

Men så kom de altså pludselig fra Kina og kostede kun en brøkdel - Harald Nyborg og de andre, som gør og gjorde sig i billige kopier af traditionelle vestlige mærker, tonsede båndsave ud over rampen - snart var der ikke en seriøs gør-det-selv’er i Kongeriget, som ikke havde en båndsav ude i garagen.

Annonce
2: … vi starter lige den herlige Topland (reklame? - nej, den kan nemlig ikke købes nogen steder) - og …

Ud med vinkelsliberen

Jeg var selvfølgelig med på bølgen, og det var aldeles herligt. Endelig kunne jeg save rør, fladjern, vinkeljern og alverdens profiler af aluminium og plastic over - vinkelret eller i perfekte 45 grader.

Før i tiden havde jeg altid holdt mig tilbage fra at lave ting i jern, selvom jeg havde en svejser - det var fordi jeg af et godt hjerte hadede at skære profiler over med vinkelsliberen. Den larmer, hyler og skriger, og man føler hver gang, at det er med livet som indsats - gnisterne flyver om ørerne, og hvis man ikke har tinnitus i forvejen, så får man det helt sikkert af det skrigende djævelskab.

Og som om det ikke er nok, skal man desuden regne med, at resultatet bliver et rør eller en stump jern, som er skide skæv og en smule for kort - jeg hader det!

Med den kinesiske båndsav i maskinparken kunne jeg pludselig smække et rør i skruestikken og regne med, at det et øjeblik senere ville have lige den længde, jeg ønskede - et helt lige snit - uden varme, uden gnister og helt uden larm. Ih, hvor var det bare herligt!

Som en skuffe

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og af én eller anden grund fik jeg aldrig fundet en fast plads til båndsaven. Den fyldte godt i landskabet på sit grimme stativ - den stod faktisk altid midt i det hele og var i vejen på værkstedet.

Så en dag, da jeg var i færd med at organisere det hele lidt bedre, faldt det mig ind, at den måtte kunne placeres under filebænken, så jeg bare lige kunne hale den ud, når jeg skulle bruge den - og skubbe den ind under bordet igen, når jeg var færdig.

Men den var for høj, for stor og for klodset, så jeg gik på jagt efter en sav, der fyldte lidt mindre - og fandt den hos Primus. Den hed Topland og var støbt i aluminium - kompakt og lige til at smide ud bag i bilen, hvis man har det behov - og først og fremmet var og er den ganske lav: Jeg har lige målt den til at fylde bare 30 cm i højden.

Jeg har nemlig saven endnu, og den har efterhånden gjort lang og tro tjeneste. Jeg byggede nemlig et skuffe-udtræk under bordet, så jeg vitterligt bare kan hale saven frem, når jeg skal bruge den - og kyle den tilbage igen, så den aldrig er i vejen.

3: … det ser da ikke helt tosset ud - det kunne vel være en “organizer”?

Grus i mekanikken

Men - det begyndte slet ikke så rosenrødt. I begejstring brugte jeg nemlig en hel eftermiddag på at lave hylden, som saven skulle stå på - den skulle jo passe i både højden og dybden, og den skulle køre på solide udtræk med kuglelejer og det hele, så det ikke ville blive noget dalreværk. Og først da faldt det mig ind at sætte strøm til saven - den så så overbevisende flot, solid og gennemtænkt ud, at jeg slet ikke havde prøvet den af.

Det gjorde jeg så nu - og den hylede og skreg som en stukken gris. Fanden og sgu …

Jeg fik fat i Primus, og de gav mig ret - den lød helt forkert, så jeg fik den byttet uden bøvl. Og den lød akkurat lige sådan. Jeg kunne godt acceptere, at den hyler lidt - motoren er nemlig af typen med kul. Ligesom en boremaskine, rundsav eller vinkelsliber - de hyler, og sådan er det bare. Men båndsaven lød, som om der desuden var hældt en skovlfuld grus i gearkassen - det lød helt forkert, og jeg ventede, at den ville bryde sammen hvert øjeblik.

Og hos Primus fandt de ud af, at det samme gjorde sig gældende med hele den sending af Topland’er, de havde på lager. Og det var jo ikke godt, men ingen - heller ikke jeg - kunne hitte ud af, hvad der var problemet.

Jeg splittede faktisk en sav ad - i et forsøg på at regne den ud - men uden held. Så Primus fyrede samtlige save af som “andensortering” og med voldsom rabat - og lod dem udgå af sortimentet. Det skal lige siges, at de har stadig klinger på lager!

4: Men den er lidt flosset i kanten, så vi sliber lige snitfladen pæn og glat - og …

Ikke mere grus

Og nu er vi så fremme ved pointen - en sørgelig pointe, men med lykkelig slutning, kunne man godt sige.

Nu har jeg jo haft saven i en del år, og du drømmer ikke om, hvor meget jern den har tygget sig igennem. Dels selvfølgelig alle de småting, som falder for i dagligdagen, men også et større projekt, som involverede 60 x 60 mm firkantrør med 6 mm gods - gud ved hvor mange korte stykker skåret i forskellige vinkler, som jeg så svejsede sammen til en større konstruktion.

Og alt muligt andet - jeg har virkelig brugt og misbrugt den lille sav, fordi jeg tænkte, at den jo alligevel ville bryde sammen om et øjeblik - den skulle med andre ord bare smides ud lige om lidt, og så kunne jeg jo lige så godt lade den pukle sig ihjel.

Men den har altså pure nægtet at give op, og hen ad vejen er der sket det mystiske, at den ubehagelige støj langsomt har fortaget sig. Efterhånden lyder den helt civiliseret - den hyler stadig, og sådan er det bare, men det er, som om der ikke er mere grus i gearkassen.

5: … så er der den grimme svejsesøm indeni - og lidt …

Grim ælling

Hvad kan det skyldes? Jeg aner det ikke. Jeg har jo faktisk tjekket, om der var urenheder i gearkassen - det var der ikke.

Det specielle ved denne sav er - i forhold til alle de andre, jeg har fundet på nettet - at motoren er vinklet 45 grader i forhold til selve saven. Motoren er altså vandret, og derfor er hele saven usædvanligt kompakt. Det kræver til gengæld, at den drives via det, som vistnok hedder “kron- og spidshjul” - måske de ikke har været helt fine i kanten, men med tiden er de blevet slidt til, så de passer bedre til hinanden?

Det er der nok andre, som har mere forstand på end jeg. Jeg ved bare, at min lille herlige jernsav lyder bedre og bedre, som tiden går - og jeg er ligefrem begyndt at passe på den. Når nu den har stået så meget igennem, skulle den jo nødigt gå i stykker på min vagt.

Det betyder ikke, at den får lov til at fise den af. Som det fremgår af billederne, kan den stadig tage fat, når den bliver bedt om det, men jeg presser den ikke så hårdt - den får lov til at bruge et par minutter på at save sig igennem de 60x60-profiler, du ser på billederne.

Den skal bare have en ny klinge i ny og næ - de når aldrig at blive sløve, selvom jeg har skåret en del rustfrit, men de knækker simpelthen efter en given tid.

Det lille “kunstværk” er rester fra det store projekt - vel nærmest bare fordi det er synd at smide sådan noget godt jern ud. Og så fordi man kan - når man har en Topland …

PS. Jeg har for resten ledt højt og lavt med Google, men uden held - netop denne sav findes tilsyneladende ikke mere.

6: … åbenlys rust på overfladen, som klares med stålbørste - så er vi klar til …
7: … opspænding med diverse tænger - er den lige? Ja, så er vi klar til at svejse …
8: … luk øjnene!
9: Diskret og effektiv svejsning, men for en sikkerheds skyld sætter vi også …
10: … lige et par klatter på siden - det skulle vi ikke have gjort - klodset!
11: Men vi fortsætter ufortrødent - afdækning med tape, så vi kan …
12: … male indersiden uden at ramme ydersiden - den er godt nok rød, så det vil noget, men …
13: … smag og behag - sokkel limes på og det hele får to gange klar lak. Kunst - eller en udsøgt hade-gave?
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce