Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: En kinesisk ven i nøden

Denne unge dame hedder Sofie Chuang - ligner hun én, som har skumle bagtanker?
Corona-krisen raser - forårsolen skinner, men den ondskabsfulde virus spolerer idyllen ved at feje over landet som en kuling fra nordvest - faktisk blæser det koldt fra øst, men det lyder ikke så godt.

Med trompeter og basuner er der blæst til national samling, og så vidt jeg kan se fra min ganske lille udkigspost i jordhøjde, går det ganske godt.

Problemet er bare, at hvor jeg ville ønske, at jeg kunne bringe et frisk pust med en rapport ude fra virkeligheden, så er jeg - akkurat som de fleste læsere - henvist til at gå derhjemme og trille tommelfingre.

Meeen - indimellem kan man vel snige sig ud af det “åbne fængsel”, vi er henvist til, og et smut hen i Brugsen, hvor jeg oplever en sær distance til den ellers søde og snakkesalige dame i bagerafdelingen - underligt - indtil det går op for mig, at der hænger en stor glasplade imellem os - aha, godt tænkt.

Videre til apoteket, hvor der er en lang kø - alle vil have håndsprit, og alle får den samme lille tale: Desværre vi har kun almindeligt sprit til desinfektion - det udtørrer hænderne, men så skal du bare smøre dem med en god creme bagefter - okay?

Ja, det er okay - og så kørte jeg videre ind til byen - til Stark, fordi jeg skulle have byttet et par gasflasker - ikke for at hamstre, men fordi komfuret kørte på de sidste dråber fra reserve-flasken - den til grillen!

Annonce

Så sprit dog af

Ind ad de automatiske døre - “politi-afspærring” omkring disken og en stak paller midt i det hele - med håndsprit og en kontant opfordring til at spritte hænderne af.

Vi stod et par stykker og ventede - for sjov hev jeg tommestokken frem og begyndte at folde den ud - håndværkeren ved min side syntes ikke, at det var sjovt …

Normalt står man jo og hænger ind over disken, når man snakker med ekspedienten, og der plejer at være lidt sjov i luften. Men i dag var smilet stivnet en smule, og den unge mand gjorde i utvetydige vendinger klart, at man skulle holde sig to meter fra disken. Når nogen nærmede sig med en pakke søm eller en spand maling, veg han tilbage - så skulle du stille søm og maling af på disken og gå et par skridt tilbage - så han kunne gå frem for at bippe varerne.

Jeg skulle bare betale, og skide sjov, som jeg jo er, forklarede jeg, at pengene måtte han skyde en hvid pind efter, for man kan jo ikke så godt taste sin kode ind på to meters afstand, vel?

For ligesom at understrege min morsomhed stod jeg stadig og strittede med min tommestok - den unge mand smilede pligtskyldigt, men tydeligt træt af at høre den samme vits dagen lang - igen trådte han et par meter tilbage, medens jeg trykkede koden og mumlede noget om, at tasterne garanteret var fyldt med virus.

- Det er jo derfor, at du skal spritte hænder! - sagde den unge mand - træt til døden. Ved nærmere eftertanke kan jeg egentlig godt forstå, at det måske ikke er så sjovt at arbejde i butik i disse dage. Og jeg tager faktisk hatten af for den indsats, som de gør for at få os andre til at opretholde disciplinen: Hold afstand og sprit hænder - det er alvor, dette her!

Bare en venlig tanke

Da jeg kom hjem fra min lille ekspedition ude i samfundet, bippede min telefon - det er sådan en hyperaktiv model, som mener, at jeg skal holdes opdateret om alt muligt, som rager mig en høstblomst, men denne gang tjekkede jeg den faktisk, og det var en besked på noget, som hedder WhatsApp - det er her, vi plejer at snakke med sønnen og svigerdatteren, men denne gang var det en besked helt fra Kina sgu.

For nogen tid siden fik jeg nemlig fremstillet nogle specielle fræseværktøjer i Kina - i den forbindelse røg der mange beskeder frem og tilbage imellem mig og en ung dame, som hedder Sofie Chuang - hun var tovholder på det lille projekt derude i Østen.

Det var selvfølgelig ingen privat “samtale”, men i en periode sendte vi beskeder frem og tilbage næsten dagligt, og da jeg første gang hørte om epidemien i Kina, spurgte jeg til hendes personlige situation - jeg ønskede hende held og lykke og bad hende om at passe godt på sig selv - bare en venlig tanke.

Hun takkede pænt og fortalte beroligende, at hun nu arbejdede hjemmefra - og alting skulle nok gå. Midt i den kinesiske katastrofe lykkedes det endda Sofie at få sendt en lille pakke af sted - med fly og indeholdende 10 små platter til mine fræsere.

I mellemtiden har virusen så spredt sig til vores breddegrader, og til gengæld er situationen lettet i Kina - og nu skrev Sofie:

“Dear Kjeld - I hope you are well. If you need any help about virus, please let me know - anytime. I can help you find masks etc. - without any profit.

Yours Sofie”

Wauw - jeg blev sgu helt rørt. For tænk engang: Jeg har en ven i Kina! En helt almindelig ung dame, som har siddet og tænkt på mig - helt frivilligt og helt ude i Kina.

Og det er bare, fordi jeg en dag spurgte venligt til hendes personlige situation - ingen store ord, men bare lige et øjeblik, hvor jeg tog mig tid til at sende en venlig tanke i hendes retning. Men måske var det lige den dag, da hun var bange og ked af det - måske ramte jeg lige det øjeblik, da hun havde brug for at føle, at nogen tænkte på hende.

Og nu, når de åbenbart har fået styr på situationen i Kina, er hun sikkert både glad og stolt - og da bruger hun lidt af sit overskud til at tænke på mig - det er sgu da smukt - et helt lille eventyr …

Det var bare det, jeg ville sige: Det kan strengt taget godt være, at kineserne gør det af et godt hjerte, når de nu tilbyder at hjælpe Vesten med containere fyldt med masker, dragter og respiratorer. Sofie har i hvert tilfælde ingen skumle bagtanker - det står jeg inde for ...

Venlig hilsen Kjeld Bjerre

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nyborg For abonnenter

Massiv jordforurening nej tak: Flertal i Nyborg Byråd vil ikke købe den forurenede Lynfrosten-grund

Annonce