Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Det skulle jeg have gjort for længe siden

1: Landet på en søjleboremaskine er enkelt og ganske velegnet til at …
Med lidt hjemmestrikket tilbehør bliver boremaskinen dobbelt så nyttig.

Da jeg var en lille dreng, var det kun smeden, som havde en søjleboremaskine. Den var kæmpe-koloenorm og blev trukket af en lang fladrem og en række hjul af træ oppe under loftet - de sad på én lang aksel, som rakte hele vejen igennem værkstedet og trak både drejebænken, slibemaskinen og alt det andet - og ude i et andet rum stod så den eneste, men til gengæld mægtige elektromotor.

Det var dengang, man kunne grave et hul i jorden, og hvis man gravede længe nok, ville man komme ned til kineserne - til Kina, som vi ikke vidste noget om, men det kom vi til mange år senere: Først var der Mao og hans lille røde, som vi unge på venstrefløjen syntes var alle tiders, men de af os, som havde lidt omløb i hovedet, indså efterhånden, at der var ugler i mosen - og det næste, jeg hørte om Kina, var så prisen på søjleboremaskiner!

Annonce
2: … bore i jern - især hvis man har en god maskinskruestik til at holde emnet. Hvis man vil bore i træ …

For rigtige mænd

Ja, sgu - pludselig blev verden oversvømmet med billigt værktøj, kram og sager fra Kina - og personligt hæftede jeg mig især ved det vanvittige i, at en kinesisk søjleboremaskine af 100 kilo groft forarbejdet støbejern kunne sejles hele vejen rundt om Jorden til lille Danmark og sælges til det samme som et hakkejern - made in Denmark.

Okay, det var ikke den bedste kvalitet, men for os, som var udpræget praktisk begavede, var det som at komme i himlen: Tænk, at man kan købe sin egen søjleboremaskine - bare for sjov, og fordi man altid har haft lyst til at have sådan en karl på værkstedet. Jeg købte straks et eksemplar - sikkert hos Harald Nyborg - og alle de andre “rigtige mænd” gjorde det samme - Harald Skrald skovlede en container fyldt med boremaskiner ud til danskerne - hver uge!

Men først for et par dage siden faldt det mig ind, at nu skulle den efterhånden gode gamle maskine opdateres, så den er egnet til det, jeg faktisk bruger den til.

Av

Sagen er nemlig, at en søjleboremaskine er tænkt og skabt til brug for smeden og de andre med sorte fingre - den er indrettet til at bore store og små huller i jern. Og det er den rigtigt god til - især hvis man også har det, som hedder en maskin-skruestik: Lad os sige, at du skal bore et pænt stort hul i et stykke 5 x 50 mm fladjern - det går gevaldigt, lige indtil boret er lige ved at bryde igennem - lige i det øjeblik hugger boret og flår den halve meter fladjern ud af hånden på dig med et brag - av for fa ...

Det undgår man ved at spare sammen til en maskin-skruestik - den skal være stor og tung, og den er ikke helt billig, hvis den er i god kvalitet - men så kan du spænde dit fladjern fast og holde i skruestikkens håndtag, og du får aldrig smæk over fingrene, for skruestikken er så tung, at den ta’r skraldet. Og det er især nyttigt med små emner, som ellers kan give nogle fæle rap over fingrene.

3: … skal man derimod selv finde på en opstilling - noget med en masse skruetvinger, og det er træls - hvad gør man så?

Skruetvinger

Nå, men jeg bruger næsten udelukkende søjleboret til træ - sådan noget med at bore meget nøjagtige huller. Når man snedkererer, skal hullerne gerne være både vinkelrette på overfladen og placeret i et bestemt mønster med samme afstand til kanterne - og så videre.

Man har altså brug for en opstilling af en art - noget med en retskinne at lægge emnet op ad - og et stop, så man holder samme afstand til enden af sin kæp - og gerne et stort land, så man kan balancere lidt større emner.

For mig personligt har det altid betydet, at jeg bruger en halv formiddag på et lave en vældig opstilling - noget med en plade, en kæp og en masse skruetvinger - og bedst som man synes, at det hele passer, skal man lige sænke landet en smule, og så er det hele igen ude af kurs ...

4: Man borer (med søjleboremaskinen) et 4 huller i landet, og så …

Alu-skinne

Så jeg ville altså lave en slags standardopstilling, som hurtigt kan indstilles og bruges til det meste - og uden brug af en masse skruetvinger.

Så jeg lavede en kop kaffe og satte mig til at tænke - og jeg kikkede også lidt på nettet. Men de løsninger, jeg fandt her, var enten én tand for primitive eller så avancerede, at de er skudt over målet - det er jo ikke raketvidenskab, vi taler om.

Så jeg startede bare med at save en god plade af krydsfiner (den gode slags - birk - 20 mm) ud - 45 x 55, fordi jeg syntes, at det så passende ud. Jeg ville gerne lave en slags lyn-påspænding og overvejede fire store magneter - men jeg havde kun to, så det endte med fire bolte med vingemøtrikker. Måske laver jeg det om en dag - måske.

Og nu skulle jeg så finde på noget med et anslag eller en skinne, som kan rykkes frem og tilbage.

Det løser de fleste ved at fræse noget, der ligner en gardinstang ned i landet - og så bolte med flade hoveder op igennem anslaget af træ. Men jeg var heldig at finde en alu-profil ude i garagen, som er født med notgange, og så var det mere logisk at gøre, som du kan se på billedet. Især fordi dette anslag faktisk er en hel meter langt, så jeg kan vælge at have den i midten eller skyde den helt ud til den ene eller den anden side, når jeg skal bore hul i en lang kæp.

5: … bolter man en passende stor og kraftig plade fast - boltene skal sidde ganske præcist - og så laver man …

Offer-brik

Og da der er notgange på alle fire sider, er det let at montere en stopklods - også med en bræddebolt, som jeg har slebet lidt til, så hovedet passer perfekt i notgangen.

Hvis du ikke lige har sådan en smart alu-profil (hvis du leder på nettet, kan du snildt finde noget tilsvarende), kan du sagtens lave anslaget af træ - problemet er kun, at du ikke kan skyde det fra side til side, men det problem kan du jo løse ved at bore 2-3-4 sæt af huller, som passer parvist sammen med de to slidser - og stopklodsen kan jo godt monteres med en skruetvinge.

Hullet i midten - med udskiftelig klods - er ganske vigtigt. Snart vil dit land jo være fyldt med huller og skrammer, medmindre du hver gang finde et underlag at bore ned i - og ellers vil de huller, du borer, blive flossede på bagsiden.

Tanken med den runde brik er, at den er lige til at skifte ud - det er en offerbrik, en sliddel, og når den bliver for grim og fyldt med huller, smider du den bare ud.

Selve hullet er lavet med en 73 mm hulsav, medens brikken er lavet med en 78 mm - jeg kan altså lynhurtigt lave en hel stak løse brikker, som passer perfekt i hullet.

Og som en ekstra smart feature bedes du bemærke, at det ikke er noget uheld, at brikken ikke er placeret lige i midten: Fordi brikken er lidt forskudt for midten, kan jeg bare dreje den lidt - så har jeg igen et frisk og hul-frit underlag at bore i - skide smart!

6: … to slidser med sin overfræser (evt. bor, stiksav og/eller stemmejern), og så går man ud i garagen …

Præcision - min bare ...

På forhånd havde jeg egentlig tænkt, at min universal-borelære - eller hvad vi skal kalde den snedige indretning - skulle laves meget præcist for at virke. Men det skal den faktisk ikke.

Eksempelvis frygtede jeg, at hvis de to slidser ikke var 100 procent parallelle, ville der gå ged i foretagendet - men de kan faktisk være lige så skæve, de være skal, fordi boltene i anslaget jo kan forskydes sideværts.

Jamen, skal anslaget da ikke forskydes parallelt?

Nej, hele bordet - altså det originale land af støbejern - er jo lavet, så det kan dreje om sig selv. Så der er jo ligesom ikke noget at forholde sig parallelt til - og det er også uden betydning: Når du skal bore en række huller, som eksempelvis skal være 15 mm fra kanten af et bræt, så griber du dit stregmål (det vi lavede for nogle uger siden - ikk’ og ...) og markerer afstanden på dit bræt - og så lægger du det op på maskinen og trækker det lidt frem og tilbage, indtil boret lander lige i stregen - og så trækker du anslaget hen til brættet og gør det fast. Nu er anslaget indstillet, og det er uden betydning, om det går mere eller mindre på skrå af landet.

Fænomenet skyldes, at der ikke findes nogen “vinkel til et punkt” - det er afstanden og kun afstanden, det handler om.

Der er med andre ord ikke vundet noget ved at lave landet nok så vinkelret - eller at få anslaget til at køre parallelt med kanterne: Det ser pænt ud, men er uden praktisk betydning.

Det er næsten som at have fået en helt ny boremaskine - alle tiders, og jeg har allerede taget den i brug.

Eneste hage er, at jeg skal bruge et par minutter på at pille hele herligheden af, når jeg lige skal bore i lidt jern. Det er træls, så jeg tror, at jeg vil bestille fire stk. 40 mm potte-magneter hos Brisingi - så jeg kan tage det hele af på et sekund - og smække det på igen. Jeg er sikker på, at det kan holde, og som sagt er det ikke afgørende, om landet sidder præcist det samme sted hver gang.

7: … og finder en alu-profil med notgange på alle sider - sliber et par bræddebolte til …
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce