Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Den smarte og fine - og så den, der dur

1: Stort set enhver rundsav har et T-spor, som kan bruges til at spænde ting og sager fast - det …
Om at skære det rigtige bræt.

Det’ fordi - for ikke så længe siden skulle jeg lave en stak helt tynde pinde. Sådan noget med 2,5-3,0 mm, så jeg kunne lave en formspændt bue - altså et stykke buet træ, som er limet sammen af mange tynde lag, som er presset i facon.

Den teknik kan bruges til mange sjove ting, men det er ikke det, vi skal snakke om - nej, vi skal lave et lille hjælpeværktøj til rundsaven, som gør det nemt at lave de tynde lister. Det er nemlig ikke så let, som det lyder …

- Ork-jo, hører jeg alle de kloge sige i kor.

Men jeg fastholder stædigt, at det er faktisk ikke spor let at lave tynde lister - på en rundsav. Jeg indrømmer, at det er et lidt nørdet emne, men ikke desto mindre vigtigt, hvis man lige har købt sin første rundsav og har tænkt sig at slå sine folder i lamineringsbranchen.

Lad os sige, at du har et bredt bræt - er der for resten et nogenlunde begavet menneske, som kan forklare mig, hvorfor der er et d i ordet “bredt”, medens man får smæk, hvis man skriver brædt? Ifølge sprogpolitiet hedder det nemlig et bræt, men trods alt stadig to brædder - hvis der skulle være lidt logik i foretagendet, burde det vel så hedde to brætter?

Nå, pyt nu med det - på min gravsten kan der jo passede komme til at stå: Ham med bratterne …

Men altså - som nybegynder udi rundsavningens kunst begår man typisk en fejl, når man skal save ganske tynde lister af et større brædt - øh, bræt: Man indstiller afstanden mellem landet og klingen til eksempelvis to eller tre millimeter, og så saver man ellers løs, som var det en pølsemaskine.

Den går ikke, og det er der flere årsager til. Dels kiler pinden sig fast imellem land og klinge - dels er der risiko for, at den bliver trukket ned af klingen - dels er den svær at skubbe frem, fordi din “skubbe-pind” skal være meget tynd - dels vil snittet blive svedet sort - og endelig er der en god chance for, at pinden kommer flyvende bagud med et drøn. Det er simpelthen noget juks!

Annonce
2: … kræver bare lidt snilde og fantasi, så har man en blok, som sidder godt fast. I …

Bare bedre

Når man har fået lidt erfaring, opdager man, at der er en bedre måde at gribe opgaven an på. Lad os sige, at du har et 125-mm bræt, som du vil skære op i 2,5-mm lister - og lad os sige, at klingen er 3 mm - så indstiller du landet til en afstand af 119,5 mm. Klingen æder altså 3,0 mm, og så bliver det overskydende stykke 2,5.

For hver ny liste skal man altså skubbe landet 5,5 mm frem. Og hver gang er det den overskydende pind, som vi bruger. Tro mig - den bliver mere præcis, og det er lettere at have med at gøre. Dog er der det problem, at man for hver pind skal indstille saven på ny - det er træls og bliver ikke nøjagtigt. Hvad gør man så?

Det er her, mit hjælpeværktøj kommer ind i billedet - en lille dims, som betyder, at man kan indstille “den nye bredde” lynhurtigt og sikkert. Fidusen er i grunden bare en slags indstillelig stopklods - lige ud ad landevejen - se fotos.

Plads til at rette

Men der er stadig et lille problem tilbage - nemlig det at i næsten alt træ er der spændinger. I større eller mindre grad, men man gør klogt i at indregne spændinger som en mulighed.

Det betyder - til evig irritation for alverdens træmænd og -damer - at når du flækker et bræt, som i forvejen var lige, så får du to pinde i halv bredde, som til gengæld begge er skæve. Sådan er det bare.

Det er, fordi man udløser de nævnte spændinger i træet, når man flækker det - så slår det sig en lille smule og buer den ene eller den anden vej.

Hva’ gør man så - hvis man har brug for helt lige pinde på eksempelvis 50 mm? Du finder et bræt, som er lidt bredere end umiddelbart nødvendigt - lad os sige 110 mm: De 3 mm bliver til savsmuld, og så er der to pinde på 53,5 tilbage - de er lidt skæve, men nu er der plads til, at du kan rette dem og holde bredden på de ønskede 50 mm. Forstået?

3: … siden af blokken bores et hul - i hullet limes en stump messing med gevind, som …

Rette undervejs

Når du saver et bræt op i lister på den måde, jeg lige har anbefalet, vil listen holde bredden hele vejen - den vil måske bue lidt på grund af de udløste spændinger, men det gør ikke noget, hvis den eksempelvis skal bruges til laminering.

Men det stykke af brættet, som er tilbage, og vi skal skære den næste liste af, har muligvis også slået sig en smule - det finder du ud af ved at holde den tæt op imod landet.

Hvis pinden er blot en anelse skæv, skubber du landet en smule frem og kører den igennem saven - du retter altså kanten ved at snuppe måske bare en halv millimeter - først på den ene side og så på den anden - og så skubber du landet frem til din stopklods og saver en ny liste. Og så videre.

Det lyder omstændeligt, men sådan er det bare. Træ arbejder - det vrider og vender sig - ikke bare bagefter, men også under selve processen. Og den gode snedker bliver ikke sur over træets bevægelser - han ta’r højde for dem - han laver en lille “hjælper”.

4: … passer til en 12 mm gevindstang med 1,5 mm stigning - hvilket giver præcis 1,5 mm …

To modeller

Som du kan se på billederne, har jeg to forskellige versioner af min lille hjælper - en fancy model med gevindstang, som er lidt svær at lave, men til gengæld ser den meget professionel ud.

Og så en simpel lille sjover, som består af et stykke krydsfiner og et hængsel - og til gengæld virker den!

Jeg lavede først den smarte - og brugte en hel formiddag på at gøre den fin. Det fortryder jeg ikke, for jeg kan godt li’ hjemmestrikket værktøj, som man gør lidt ekstra ud af - det forplanter sig kvaliteten af det, man laver.

Men bagefter lavede jeg så den enkle model, som enhver kan bikse sammen af det, man har i skuffen - altså den med hængslet. Og nu har jeg prøvet dem begge af i praksis, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er den primitive version nok så handy i praktisk brug.

Den fine har ganske vist en slags “mikrometer-skrue” - man kan finindstille bredden ved at dreje den flotte skive af messing, men det er der jo ikke brug for.

Den enkle model har til gengæld en lyn-klap, så hver gang man har skubbet land og bræt frem, vipper man lige klappen til side, medens man saver - så lukker man ned igen og skubber land og bræt frem - åbner klappen og saver - og så fremdeles. Det er faktisk smartere.

I virkeligheden burde jeg kun vise “den primitive” - den er simpelthen bedre. Men når nu jeg har brugt en hel eftermiddag på at lave den fine, så skal den dæl’me også i avisen …

Lige til sidst vil jeg gerne fortælle om et lille trick, som kan være til stor gavn for den, som har en fin rundsav, men ingen rutine i at bruge den.

Du kan nemlig ikke regne med, at en rundsav fra fabrikken er korrekt indstillet, og det kan drille noget så eventyrligt, indtil man fanger fidusen: Land og klinge skal være absolut - som i “noget så edder forbandet absolut” - helt parallelle.

Ja, selvfølgelig - siger du. Men det er ikke spor selvfølgeligt, fordi “absolut parallel” betyder “bedre end et flækket myrekussehår” - som vi sagde i gamle dage.

Problemet er i al enkelhed, at når du skubber et emne igennem en rundsav, kan det kun følge én retning - samme retning som klingen. Hvis man drejer emnet bare en lille bitte anelse, skærer klingen sig ikke længere fri, men skramler imod på enten den ene eller den anden side af savsporet - der vil opstå svidemærker, og snittet vil blive skævt.

Derfor skal landet være helt parallelt med klingens for- og bagkant. På de to fotos med pilene ser du, hvad der sker, når landet står til den ene eller den anden side: Enten kiler emnet sig fast imellem land og klinge (og savsporet bliver svedent og sort) - eller emnet “vandrer” væk fra landet (det bliver smallere og smallere og holder altså ikke mål).

5: … pr. omdrejning - bemærk kontra-møtrik med håndtag, wauw - men …

Ikke spor svært

Derfor skal du bruge tid på at indstille dit land, så det står hysterisk nøjagtigt. Det gør du nemmest ved hjælp af en lineal eller et kort bræt, som på forhånd er helt lige - pres det ganske let op imod klingen, og før så landet forsigtigt sideværts, indtil det akkurat rører.

Sandsynligvis vil det kun røre i den ene ende - indstil landet (med de dertil indrettede stille-skruer), så det akkurat rører i hele brættets (klingens) længde. Nu vil du opleve, at din sav kører som en drøm - den saver lige, og den gør det uden at svide, hyle eller skrige.

Det er ikke spor svært - man skal bare lige fange fidusen og være lidt omhyggelig. Og hvis saven stadig ikke vil makke ret, skal du overveje at få klingen slebet - eller købe en ny: En sløv klinge “vandrer”, uanset hvor godt saven er indstillet. Og alt dette gælder i særlig grad, når man saver smalle lister.

6: … i virkeligheden er en klods med et hængsel nok så smart i praktisk brug - skub …
7: … emnet (og landet) frem, og vip klappen op - tænd saven …
8: … og skub emnet igennem - vær altid forsigtig med tynde og korte emner - så …
9: … er vi klar til at skubbe emne og land frem igen - og så videre.
10: Emnet kan kun bevæges frit (og lige) i klingens længderetning - landet skal være …
11: … absolut parallelt hermed - ellers går det galt på den ene eller den anden måde.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Annonce