Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: Den Dybe Tallerken

1: Lisbeth Kring gør sig normalt ikke i så store ting - det kræver stærke arme, og …
Kjeld Bjerre besøger Lisbeth Kring i Den Dybe Tallerken i Tommerup.

Før vi går i gang med denne historie, skal du lige vide, at der er forskel på en keramiker og en pottemager - ikke nødvendigvis, men i princippet!

Til gengæld er det en meget vigtig forskel - især hvis man er pottemager. Det forholder sig nemlig sådan, at en pottemager ikke bare er en, som laver potter og alt muligt andet, man kan dreje ud af ler - nej, en pottemager er en, som er uddannet og har et svendebrev som bevis på, at man virkelig kan det der med at dreje, brænde og glasere alt muligt fra små kopper til mægtige gulvvaser og fade til æltning af dej. Princippet er vel nærmest, at dit produkt skal kunne laves på en drejeskive, og der skal være hul i midten - sådan cirka.

Man kan også være uddannet keramiker, men det er ikke en “beskyttet titel”, som det hedder. Jeg kan altså kalde mig keramiker, hvis jeg har lyst. Hvis jeg engang har “gået til keramik” på et aftenkursus - og har lavet en rigtig pæn kop - kan jeg købe min egen drejeskive og keramikovn, og jeg kan åbne en butik og kalde mig keramiker: Jeg er keramiker, fordi jeg laver keramik - der er ingen krav til en særlig uddannelse eller noget bestemt, jeg skal kunne.

Sådan er det. Og det kan man jo godt synes er lidt træls, hvis man tilfældigvis har brugt nogle år på at uddanne sig til “rigtig” keramiker - eller pottemager.

Annonce
2: … forresten er der også større rift om de små og fine ting - kunderne kommer igen for at købe mere, og …

Ikke så ringe

Og alt det ved jeg, fordi jeg kom galt af sted med at kalde Lisbeth Kring fra Den Dybe Tallerken i Tommerup for keramiker. Hun blev ikke ligefrem sur, for hun har et meget sødt og venligt væsen, men hun ville tydeligvis gerne have sig frabedt at blive kaldt noget som helst andet end pottemager - og så blev jeg ellers belært efter noder.

I øvrigt kan man ikke længere blive uddannet som pottemager i Danmark - der var for få lærepladser. Derimod findes den noget bredere uddannelse til keramiker stadig. Og som keramiker må og kan man jo altså også lave potter, fade, skåle og alt det der - og desuden kan man lave alt muligt andet, uden at komme i karambolage med tradition eller regler. Så måske er det ikke så ringe endda. At være keramiker.

Lisbeth har værksted og butik i Tommerup. Hun har ellers slået sine folder i Middelfart - hun havde værksted på Keramikmuseet, dengang der var noget, som hed sådan. Det er siden blevet ombygget og udbygget, så det blandt andet rummer hele den enorme samling af porcelæn, som stammer fra Den Kongelige. Museet hedder nu Clay - det betyder ler, hvis du ikke skulle vide det - og det er meget fint og ligger smukt lige ned til Lillebælt. Hvis du ikke har andet at lave i weekenden, er Clay absolut en udflugt værd - især hvis du er vild med China, som det hedder på internationalt, men der er også alt, hvad hjertet kan sukke efter inden for keramisk kunst. Og vi taler altså ikke om små blå pipfugle, men om regulære skulpturer af berømte keramikere - til det hvide ud af øjnene.

Men til gengæld er der ikke længere plads til et lille værksted med en arbejdende pottemager, og derfor holder Lisbeth nu til i Tommerup.

Fordomme

Ved første øjekast var jeg lidt skuffet, fordi jeg ventede at møde en rappenskralde med solide overarme, lidt bred over røven og tørklæde om hovedet. Jeg ved ikke, hvor den fordom stammer fra, men sådan er det altså - og det skriger nærmest til himlen, for i virkeligheden er Lisbeth en væver og stilfærdig lille dame - hun kunne lige så godt have været lægesekretær eller gymnasielærer.

Som ung havde hun da også planer om at ville læse matematik, men så tog hun lige et smut på højskole i Kerteminde - det er dem med husflid - og her tilbragte hun al sin tid på keramikværkstedet. Hun var solgt, og siden fandt hun en læreplads - og om ikke så længe har hun 20-års jubilæum som glad pottemager.

Og når nu vi er ved mine fordomme, så havde jeg også ventet at se et stort og gammelt værksted - lidt mørkt, støvet og lavloftet - og med tonsvis af keramiske produkter på endeløse hylder og i store stabler.

Men sådan er det ikke. I Den Dybe Tallerken er der pinlig orden. Der er selvfølgelig hylder med eksempler på de kopper, skåle, fade, kander og så videre, som er Lisbeths favoritter - men typisk er der bare én af hver. Ingen stemning af udsalg her!

Det hun laver, er nemlig så attraktivt, at hun næsten udelukkende arbejder på bestilling. Det er gamle kunder, som kender hendes kvaliteter - måske har de for længe siden købt et par kopper, som med tiden er blevet til et helt stel - så skal de også lige have en skål og en kande - og når datteren skal giftes, skal hun da også have …

3: … før eller siden er der nok heller ingen vej uden om Lisbeths signatur-design - en vinder!

Ler er ikke bare ler

Noget, der altid har forvirret din udsendte, er begreberne keramik og stentøj - for ikke at tale om porcelæn og fajance. Hvad er hvad, og hvad er forskellene?

Lisbeth trækker vejret dybt - min uvidenhed på området er åbenlys og nærmest grænseløs, og omvendt spørger jeg om noget, hun kan tale om i timevis - hvor skal hun dog begynde?

Keramik, stentøj, fajance og porcelæn har det til fælles, at de er lavet af ler, og de er brændt. Men man bruger forskellige typer ler, og der er forskel på brændingen.

I Danmark har vi groft sagt kun rødler og blåler, og det kan kun bruges til keramik - altså det, vi i rå form kender som urtepotter, mursten og den slags, omend pottemagerens ler er af fineste og reneste slags.

Men det er altså et relativt blødt og skrøbeligt materiale - i praksis bliver det næsten altid glaseret for at skabe en lukket og ikke-sugende overflade - og af dekorative årsager. Brændingen foregår ved cirka 1050 grader - hvis temperaturen når ret meget højere op, smelter leret simpelthen, og koppen eller kanden skvatter sammen og flyder ud på bunden af ovnen. Ikke godt!

Stentøj er næste trin på stigen. Det fremstilles af ler, som hentes i Tyskland - det kan tåle at blive brændt ved en højere temperatur, og resultatet er (som navnet antyder) et væsentligt hårdere, stærkere og mindre porøst materiale.

4: Der er nok at gøre i Den Dybe Tallerken. Om ikke andet, så kan man vel lave en opslagstavle af keramik …

Kongen

Porcelæn laves også af en særlig type ler - hvid ler. Det indeholder kvarts og kan brændes ved meget høje temperaturer uden at smelte - resultatet er noget, som minder om glas i hårdhed, og det er helt hvidt og homogent hele vejen igennem - porcelæn er så at sige keramikkens konge.

Men porcelæn er - og især var - ganske dyrt. Så nede i Italien gik man og eksperimenterede med at lave noget tilsvarende, men af lertyper, som var lokalt tilgængelige - resultatet blev fajance. Det er og forbliver en fin keramik, men glaseret på en måde, så det umiddelbart godt kan ligne porcelæn.

Men det er altså kun udenpå - indeni er fajancen altid gullig og blødere end overfladen - og lyset kan ikke skinne igennem, som det kan ved fint og tyndt porcelæn.

Og man kan i øvrigt lytte sig til forskellen: Hvis du slår på den musselmalede kop med teskeen, klinger den som en lille klokke - hvis koppen eller tallerkenen er af fajance, er det en anderledes dump lyd. Især hvis det er en ældre sag, som med tiden har fået tusinder af små krakeleringer i glasuren. Det fænomen skyldes spændinger imellem den glas-hårde glasur og fajancens bløde indre - når du hælder brændende varm kaffen i koppen, øges spændingen imellem de to materialer, så der opstår små revner i glasuren og klangen bliver mere plump - og når den en dag lyder, som om man slår på en papkasse, er det, fordi hele koppen har fået en usynlig revne.

Lisbeth laver ikke kun smukke kopper, kander og skåle - bemærk for resten hendes signatur-kande, som har vundet en pris inden for faget: Først er toppen trukket tyndt ud som en vifte, så laver hun fire lodrette slidser - og så folder hun ind imod midten, så slidserne overlapper hinanden - smukt!

Men for pottemagere gælder jo det samme som for tømreren: Hvis man er god med en hammer, ser man søm alle vegne - for en rigtig tømrer er der ikke det problem i hele den vide verden, som ikke kan klares med et par søm og et drøn af en lægtehammer.

På samme vis ser pottemagere keramiske løsninger alle vegne - der er ikke det problem, man ikke kan løse med en klat ler på drejeskiven.

5: … eller en hylde til udstillingen - den skal naturligvis have ben af keramik, og …
6: … håndklædet kan da ikke bare hænge på en dum krog, hvis det kan kombineres med en huske-tavle - af keramik - for …
7: … slet ikke at tale om sofabordet derhjemme i privaten - ben af keramik - og …
8: … ligesom skomagerens børn går i træsko, må pottemageren ty til at par tekrus, når der ikke lige er andet for hånden.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

OUH i corona-beredskab: - Vi bruger flest ressourcer på frygt og bekymring

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Danmark

Endnu en dansker er coronasmittet efter tur til Norditalien

Annonce