Annonce
Hus og have

Værktøjskassen: 1001 opgaver, der skal klares inden jul

1: Sug til centralstøvsuger - der findes en original klap, men den er grim, så vi må finde på en pænere afslutning. Og …
Jeg indrømmer blankt, at det er lidt tidligt at starte forberedelserne til jul - og mængden er måske også sat lidt højt.

Lad os omformulere indledningen og sige, at der er mindst 100 små og større job, som har hobet sig op, og nu er det på tide, at jeg får fingeren ud.

Det handler om, at den totale renovering af vores stuehus, som jeg gennemførte for nogle år siden, blev lidt kaotisk. Der kom nogle alvorlige bump på vejen, fordi jeg blev lidt syg. Det er ikke noget, jeg bruger krudt på, for sådan er jeg bare - men nøgternt betragtet blev jeg vel nærmest alvorligt syg og var ganske tæt på at stille træskoene.

Det var noget med hjertet, og havde det ikke været for vores udskældte og dybt socialdemokratiske sundhedsvæsen, var jeg helt givet røget af i svinget. Men falckfolk, læger, sygeplejersker, og hvem der ellers holder systemet gående, ville det anderledes og viste sig chokerende effektive, når det handler om at redde røven på sådan én som mig.

Såh, uden de helt store afbrydelser - og med gode venners og især min søns hjælp - kunne jeg altså fortsætte projektet. Og vi kunne flytte ind igen - og en dag erklærede Fruen og jeg ligefrem, at nu var vi “stort set færdige”.

Annonce
2: … derefter kan vi jo passende skifte denne stump loftsplade, som allerede knækkede under opsætningen - og …

Halv indrømmelse

I den situation plejer man jo at sige, at “der mangler kun lige et par lister og lidt maling”. Og som det vel også plejer at være i sådanne situationer, var det en lovligt optimistisk betragtning.

Sagen er, at fordi jeg i perioder kun akkurat hang i med det yderste af neglene, havde jeg både her og hisset valgt at springe over gærdet, hvor jeg mente, at det var lavest.

Jeg vil lige sige, at vi taler hverken om klamp eller fusk - det er mere noget med, at jeg i utallige sammenhænge har gjort tingene næsten færdige. De sidste detaljer - de sidste 10 procent - har jeg så udsat, fordi de ville tage for lang tid.

Og jeg skulle jo videre i teksten. Og det ville for resten også være meget hyggeligere at lave den sidste finish en anden dag - når jeg havde god tid …

Den dag er imidlertid aldrig oprunden - om man så må sige. Dels fordi jeg vel strengt taget var inderligt træt af det skide hus - uden at jeg nogensinde har villet indrømme det. Dels fordi jeg fik travlt med alt muligt andet, som var sjovere og mere spændende. I godt selskab og under indflydelse af tilpas meget rødvin kunne jeg måske ligefrem indrømme, at det er en af mine personlige svagheder - at begynde på noget nyt, lige før jeg er helt færdig med det, jeg er ved. Men lige nu er jeg helt ædru, så det kommer ikke på tale!

Det virker jo

Men sagen er altså, at vi har et grundliggende fint og gennemrenoveret hus, men der er en masse detaljer, som trænger til at blive taget hånd om. Og der er dukket fejl op, som skal rettes.

Og det er altså den proces, jeg har besluttet at gå i gang med. Og det er ikke så surt, som det måske lyder. Jeg har fået sliddet, bøvlet og de mange bump på vejen, som det oprindelige byggeri bød på, så meget på afstand, at jeg med overbevisning kan sige: Nu gi’r vi den sgu en skalle mere.

Så naboen aldrig mere skal spørge, hvad det der underlige hul i gulvet er godt for?

Jamen, det er suget til centralstøvsugeren - jeg har bare aldrig fået sat den der klap for hullet. Og herregud - det virker jo, og for resten synes jeg, at de originale klapper er grimme, så jeg skal have fundet på noget andet.

Det er sådan nogle opgaver, vi taler om. Støvsuger-klappen blev nu ikke lige det første projekt, men jeg lover hermed, at jeg vil finde på noget til næste uge!

3: … så er der bogreolen bygget i gasbeton, som har en lille “sætningsskade” - skal repareres, og ved samme lejlighed …

Fugt i teknikken

Den første opgave blev af en lidt mere træls, men nok så nødvendig art: Helt ude i den ene ende af huset har vi indrettet vores “teknikrum”. Det ses ikke, hvis man ikke lige ved det, men det er faktisk en helt ny tilbygning - her er vand, varme og eksempelvis internet ført ind - og på sigt skal genvex til hele huset placeres her.

Og samtidig er det oplagsplads for alt, hvad der har med maling, kemi og den slags at gøre - plus diverse havemøbler, puder, tæpper, ski - og Fruens cykel!

Og det er just problemet: Teknikrummet har i årevis været proppet med alt muligt - min kæmpe store gulvsliber står også her - og en mægtig kuglegrill, som vi aldrig bruger, men den er for god til at smide ud (hvis du kender det …) - så i praksis kan jeg ikke komme til teknikken.

Centralstøvsugeren er eksempelvis også placeret i teknikrummet, og den skal trods alt have en ny pose hvert hele eller halve år - men det ta’r en hel formiddag at kæmpe sig vej frem, fordi den er begravet i ski og cykler, og Gud ved hvad.

Og det er selvfølgelig irriterende. Men meget værre var det, at jeg i det tidlige forår, da det endnu var koldt, opdagede, at der var ekstremt fugtigt i rummet - at der ligefrem var kondens på indersiden af døren ud til det fri.

Og med al sandsynlighed er denne fugt trukket op i loftet, som udgør gulvet i soveværelset ovenover - så det er ikke noget, man skal tage let på. Det er nok en overdrivelse at sige, at fugt er årsagen til alt ondt, men der er et gran af sandhed i det.

Jeg vidste straks, hvad der måtte være galt - i det fjerneste hjørne af rummet sidder nemlig hele den komplicerede installation af rør, slanger, ventiler og pumper, som fordeler gulvvarmen til hele huset - plus varmt og koldt vand til bad og køkken. Og man behøver hverken at være vvs’er eller amanuensis i centraleuropæisk filologi for at regne ud, at der måtte være en utæthed.

4: … var det måske passende finde ud af, hvordan man fjerner denne plet af flydende stearin?

Utæt rør

Og ganske rigtigt - da jeg ved en energisk indsats havde gravet en nogenlunde passabel gang fra døren til væggen, hvor brugsvandet via diverse rør, slanger og ventiler bliver fordelt til resten af huset, mødtes jeg af et trist syn.

Vandet kommer op af gulvet via en tyk slange ude fra målerbrønden ved vejen - herfra ledes vandet via en hovedhane dels til vandvarmeren og dels til en “manifold”, som fordeler det ud til de enkelte haner.

Alt sammen fint og fornuftigt lavet - og jeg kan se, at vvs’eren har været inde over, fordi der er brugt “alupex”, og det kræver et specielt værktøj, som jeg ikke har.

Men da systemet blev skruet sammen, blev der brugt to små stumper 3/4-tommer rør, som ikke var galvaniseret - og det skal man ikke gøre: De to “nipler” var ikke bare ræverøde af rust - de var simpelthen rustet igennem, så vand dryppede ned på gulvet og ned i revnen ved væggen.

5: Og medens vi venter på svaret, var det en god ide at finde kassen med dækplader til alle kontakterne - for …

Sort og galvaniseret

Der var altså brugt to små stumper rør - nipler (rør med udvendigt gevind i begge ender) - i den kvalitet, man bare kalder “sort”. De var altså af ubehandlet jern, hvilket er udmærket, når man taler om varmerør, men en katastrofe, når det er brugsvand. Og hvorfor nu det?

Fordi vand fra vandværket indeholder ilt - og når vandet strømmer i røret, tilføres hele tiden friske forsyninger af ilt - og ilt får jern til at ruste. Rust er simpelthen iltet jern - jernoxid - og rørene ruster vel at bemærke indefra. De kan også ruste udefra, men det skyldes kondens.

I et varmeanlæg fylder man vand på én gang - efter kort tid er der ikke mere ilt tilbage i vandet, og derfor ruster varmerør ikke.

Og derfor er det helt grundliggende princip, at til varmeanlæg kan man bruge billige sorte rør - de ruster heller ikke udefra, fordi de holdes varme og dermed tørre. Til brugsvand skal man derimod helt ubetinget bruge galvaniserede rør og fittings.

Det er en mindre skandale, at der sad to små stykker sort rør i vores installation. Jeg gætter på, at det er sket, fordi vi (jeg og vvs’eren) havde travlt - det var sikkert fredag over fyraften, og der skulle sluttes vand til inden weekenden - og vvs’eren havde ikke lige flere galvaniserede nipler i bilen - og så brugte vi to sorte og aftalte, at dem skulle vi lige huske at skifte en af dagene.

Og så glemte vi det - så glemte jeg det!

Jeg husker det ikke præcist, men sådan tror jeg, at det kunne være gået for sig. Og forleden betalte jeg så regningen for fadæsen - det tog en hel dag at få skruet skidtet fra hinanden og samlet igen

6: … ikke at tale om rosetterne i loftet - de må vel være ét eller andet sted, og skulle der være …
7: … lidt tid til overs, er der hushjørnet, hvor der altid kommer en grøn plamage af alger - for ikke at tale om …
8: … de indvendige døre, som nok er blevet grundet og spartlet, men aldrig slutmalet - men …
9: … man skal jo starte et sted, og det blev altså med udskiftningen af to små stumper sort rør, som var rustet helt igennem - første opgave klaret!
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Leder For abonnenter

Bevar sjælen i byerne

Hver gang man fjerner et hus, fjerner man noget af sjælen, sagde socialdemokraten Anders W. Berthelsen til avisen tidligere på ugen, mens han travede rundt i Hunderup-kvarteret i Odense sammen med en journalist for at kigge på en række af de matrikler, hvor gamle villaer er blevet revet ned til fordel for nybyggeri. Berthelsen har ret: Der forsvinder noget af et kvarters sjæl, når man river en epoke-typisk bygning ned i et kvarter for at erstatte den med et nymodens byggeri. Derfor er det klogt, at de fynske lokalpolitikere beslutter sig for at gennemføre bevarende lokalplaner for kvarterer og bydele, hvor man ønsker at bevare et særligt arkitektonisk udtryk. Det gælder både i Hunderup-kvarteret og i andre boligområder i Odense og på Fyn. Diskussionen om at bevare bygninger drejer sig nemlig ikke blot om nedrivning af gamle villaer i det fornemme Hunderup-kvarter. Det drejer sig også om Gerthasminde og om Møllers Villaby i Odense, og det drejer sig om dusinvis af bymiljøer i Faaborg, i Assens, i Svendborg, ja, i stort set alle de fynske byer. For i langt de fleste byer, landsbyer og bydele findes der karakteristiske bygninger eller kvarterer, som er værd at bevare. Bevares: Vores byer er ikke museer. Derfor er det ikke alle udhuse, cykelskure og parcelhuse, der partout skal bevares for eftertiden, for vores byer skal være levende og kunne udvikle sig i takt med tiden og behovet. En levende by betyder imidlertid ikke, at man som boligejer skal kunne rive bygninger ned efter forgodtbefindende. Tværtimod: I en levende by udviser man respekt for byen, for historien. For dens sjæl. De nedrivninger og nybygninger, som blev nævnt i avisen tidligere på ugen, var markante eksempler på, at det er nødvendigt at skærpe bevaringskravene i Hunderup-kvarteret. Derfor vil det være klogt at gennemføre en bevarende lokalplan i rigmandskvarteret, ligesom det vil være klogt at se på bevaringsindsatsen i andre områder i Odense og i de andre fynske byer. For vi skal have sjælen med. Også i vores byer.

Annonce