Annonce
forside

Værftsbissens minder: Nogle snuppede sig en halv time på øjet

Tidligere Lindø-svejser og journalist Hans Rye, Munkebo er medforfatter til en bog med 25 personlige fortællinger om værftsbisser. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

En af de aktive i værfts-museet er tidligere svejser og journalist Hans Rye.

"Hellere værftsbisse end bondekarl" hedder bogen, som Hans Rye trækker frem af lokalarkivets bibliotek. Værket, som han er medforfatter til, rummer en række fortællinger om værfts-bisser med mindst 25 års virke på Lindø. Personlige beretninger fra medarbejdere med titler som kranfører, kabeltrækker og svejser.

Hans Rye har selv stået overfor valget værftsbisse eller bondekarl? I dag er han pensionist, aktiv i lokalarkivet og inkarneret munkebajser. Altså indbygger i Munkebo. Et års tid efter Hans Rye startede på Lindø i 1974 flyttede han ind i et af de 900 huse, som A. P. Møller lod opføre til værftets ansatte. Her bor han endnu med flot kik til både Samsø og portalkranen på værftet Fayard. -

Annonce
- Nogle leverede arbejde til punkt og prikke - og andre snuppede sig en halv time på øjet, fortæller Hans Rye om sin tidligere arbejdsplads, Lindø-værftet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

- Jeg fik et chok

Efter ti år på Lindø nåede Hans Rye til den slutning, at det ikke var som svejser, han skulle tjene til føden resten af sit liv. Han blev i 1984 fyret sammen med 800 andre og uddannede sig derefter til journalist. I en årrække har Hans Rye virket på de lokale medier, bl. a. denne avis. Men Lindø-tiden står stadig skarpt i erindringen:

- Jeg stammer fra landet og fik nærmest et chok, da jeg kom ind på den store arbejdsplads. Efter landbruget havde jeg lyst til et job på en stor industriplads. Og det skal jeg love for, at jeg fik prøvet, fortæller Hans Rye.

- Jeg stammer fra landet og fik nærmest et chok, da jeg kom ind på den store arbejdsplads, fortæller tidligere Lindø-svejser og journalist Hans Rye . Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Over 6000 ansatte

Årene i første halvdel af 1970'erne var Lindøs storhedstid med over 6000 ansatte. Busser hentede arbejdskraft helt på Sydfyn og Langeland. Hans Rye kom ind og blev tillært svejser:

- Mange startede som kabeltrækkere. Efter nogle måneder kunne man komme på tolv ugers svejsekursus under beddingerne. Jeg svejsede sektioner sammen i hal-området og senere i dokken. Jeg har også været med til at bygge på moduler til Nordsøen. Det var højt kvalificeret svejsning. Vi skulle have vores arbejdsnummer i, når vi havde lavet en svejsning på 30 centimeter, fortæller Hans Rye.

Svingende arbejdsmoral

Arbejdsmoralen blandt de tusinder af værftsbisser spændte over hele registret:

- Nogle gik utrolig meget op i deres job og leverede til punkt og prikke. Andre snød og sprang over hegnet for at undgå at bestille noget, og nogle kunne også nå at få sig en halv time på øjet, når de var på arbejde. Jeg spurgte sommetider mig selv om, hvor de nybyggede skibe dog kom fra? Nogle gange lå de nærmest i kø for at komme ud af Gabet, siger Hans Rye.

- Jo, det var kæmpe, kæmpe-stort. De store nybygninger lå kun nogle forholdsvis få uger i dokken. Jeg tror, at rekorden var 48 arbejdsdage. Så snart de kunne flyde, blev de sat ud og der blev straks startet på den næste, fortæller Hans Rye.

Mange strejker

Svejseklubben på Lindø var Danmarks største med 1200 medlemmer. Strejker forekom ofte:

- Engang blev en makker fyret, fordi han sparkede til hjelmen på en formand. I arrigskab fyrede ledelsen så en anden end den skyldige. Så strejkede vi i to-tre dage, husker Hans Rye.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kemisagen: Odense Kommune har været absurd langmodig

Det er overraskende og opsigtsvækkende, at der stadig ikke findes en plan for, hvordan de efterladte kemikalier fra den krakkede virksomhed Printline i det nordøstlige Odense vil blive bortskaffet. Overraskende, fordi problemet har været kendt i årevis. Opsigtsvækkende, fordi kommunen har udvist en helt absurd langmodighed med ejeren af den industribygning, hvori kemikalierne opbevares. Realiteten er, at der siden 2016 – nu skriver vi som bekendt 2020 – har stået tonsvis af kemikalier i en erhvervsejendom beliggende tæt ved et boligkvarter i Seden. Til overflod er der, som avisen beskriver i dag, øjensynligt ikke udsigt til, at kemikalierne kommer væk foreløbig. Det bør Odense Kommune ærlig talt håndtere bedre. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er Odense Kommunes skyld, at kemikalierne står, hvor de står. Ansvaret er først og fremmest Printlines, for man burde, da konkursen nærmede sig, have afsat midler fra virksomhedens side til at få bortskaffet kemikalierne. Det havde ethvert moralsk ansvarligt firma gjort. Det gjorde Printline bare ikke. Og det gjorde Seden Ejendomsinvest, der ejer den pågældende industribygning, heller ikke. Det er ryggesløst. Der er overhovedet ingen tvivl om, at det direkte ansvar for, at kemikalierne ryddes på forsvarlig vis, hviler på de to private virksomheder. Odense Kommune har imidlertid et ansvar for borgerne i området, og derfor er det på sin plads, at kommunen påtager sig opgaven med at få ryddet grunden for de mange ton kemikalier, herunder stærke koncentrationer af salpetersyre og svovlsyre. Også selv om kommunen ikke mener, at "der er en overhængende miljørisiko ved opbevaringen af kemikalierne", sådan som en kontorchef i Odense Kommune forklarer i dagens avis. Regningen må man efterfølgende få kradset ind fra de ansvarlige virksomheder. Sagen bør give myndighederne anledning til at gennemtænke, hvordan man skærper kravene til virksomheder, der anvender eller opbevarer kemikalier. For sådanne virksomheder skal drives ansvarligt. Også i Seden.

Sport

Fynboer fejrede sporten: Se de 10 bedste billeder fra Årets Sportsnavn

Fyn

2822 husstande uden strøm

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];