Annonce
Nordfyn

Værestedsbruger om nedlukning: Ensomheden er det værste

Under nedlukningen har Birthe Søndergaard (th) flere gange haft telefoniske samtaler med værestedsmedarbejder Maria Christoffersen. Her sidder de ekstraordinært over for hinanden i forbindelse med avisens besøg. Foto: Dorthe Wolff
For 70-årige Birthe Søndergaard har nedlukningen af Værestedet i Otterup været så slem, at ensomheden mærkes hele tiden. En følelse, der har sendt hende direkte tilbage i alkoholmisbrug.
Annonce

Otterup: Birthe Søndergaard er en af de brugere, der i høj grad har savnet Værestedet i Otterup, der nu har været lukket ned i to måneder, men som hidtil har haft stor betydning for hende i kampen mod ensomhed og det alkoholmisbrug, hun har brugt til at dulme svære tanker med.

Birthe Søndergaard er tidligere børnehavepædagog, og de seneste 10 år af sit arbejdsliv var hun pædagog i en SFO.

- Men jeg var ikke ret meget mere end 50 år, da jeg blev syg, hvilket endte med en fyring. Jeg kunne ikke komme tilbage. Jeg var knækket.

Knækket skyldtes en række hændelser, der ramlede sammen. En datter, der blev ramt af kræft, en mand, der ville skilles og stressende omstrukturinger på arbejdet gjorde, "at filmen sprak". Hun begyndte at tage bekymringer fra arbejdsdagen med sig hjem og det nye liv, hvor hun skulle bo alene, kunne hun slet ikke finde ud af. Birthe Søndergaard blev ramt af depression, og inden længe blev vinflasken hendes trøst.

- Jeg begyndte at drikke heftigt, husker hun tilbage.

Alkoholen hjalp med at dulme ensomheden, og mørke tanker kredsende omkring, hvordan hun kunne tage sig selv af dage.

Selvom jeg har det skidt, og jeg sådan ville ønske, at der var nogle, der ville give mig en krammer, så ville jeg jo aldrig nogensinde ringe til mine børn og fortælle dem, at jeg har det dårligt. Det gør man ikke med sine børn.

Birthe Søndergaard, værestedsbruger

Annonce

Helt alene

I dag, hvor Birthe Søndergaard er rundet 70 år, har hun "et nogenlunde liv", hvor hjemmehjælpen normalvis kommer to gange om ugen og hjælper hende med at indtage antabus mod misbruget. Og hvor hun har haft stor glæde af at komme på Værestedet.

- Men det (et nogenlunde liv, red.) har jeg ikke nu, hvor jeg slet ikke kan komme ned på Værestedet. Alle de timer derhjemme, helt alene... Uha.

Birthe Søndergaard går i stå et øjeblik, inden hun fortsætter.

- Jeg har også sagt hjemmehjælpen fra, da alt det her corona dukkede op. Jeg havde besøg af mit barnebarn, der sagde, at han var bekymret for, at hans far blev syg. Derfor ringede jeg til hjemmehjælpen og sagde, at jeg isolerede mig for at undgå smittefare.

I snart to måneder har hun derfor ikke haft besøg af hjemmehjælpen.

- Og så begyndte jeg jo så at drikke vin igen, når jeg ikke fik antabus.

Annonce

To flasker om dagen

Alkoholmisbruget har hun ellers holdt under kontrol i mange år. Men nu, under coronanedlukningen, ryger der gerne et par flasker vin ned om dagen.

- Det er jo ikke sådan, at jeg bimler rundt ude i byen og er pissefuld. Det foregår helt alene hjemme hos mig selv. Jeg føler mig heller ikke sådan rablende lallende.

Det første glas ryger typisk indenbords klokken 16, og så fortsætter hun ud til først på natten. Alkoholen lægger en dæmper på følelsen af ensomhed og uro i kroppen.

- Der er ikke nogle steder, jeg kan køre hen og snakke med andre mennesker. Og der kommer ikke nogle til mig. Den der ensomhed... Det er det, der er det værste.

Birthe Søndergaards datter bor også i byen, men det er ikke meget, de to ser til hinanden.

- I starten foreslog hun, at vi kunne gå en tur i middagspausen af hendes hjemmearbejde. Det gik godt i nogle dage, hvor vi kom ud og fik noget luft. Men så ændrede hun det for at arbejde igennem i stedet. Så det blev ikke til mere.

Annonce

Slem isolation

Derfor ser Birthe Søndergaard frem til, at Værestedet åbner igen.

- Jeg trænger til at komme tilbage i det mønster, jeg har haft i at være hernede tre-fire timer om dagen. Så er der ligesom noget kvalitet i mit liv.

Det hjælper både på ensomhed og på ikke at ryge så langt ned i vinflasken.

- Her er et socialt netværk, hvor vi kender hinanden så godt alle sammen. Og vi passer på hinanden. Folkene hernede er en stor del af min tilværelse, for jeg har ikke nogen venner andre steder. Det har jeg ikke. Så det har været slemt at være så isoleret.

Værestedsmedarbejder Maria Christoffersen indskyder:

- Det har været rart lige at kunne snakke lidt sammen i telefonen, men det er ikke det samme som at sidde over for folk.

- Men det var alligevel rart at du ringede, for så var der da nogle, der kærede sig. Jeg ringer ikke ret meget sammen med børnene og børnebørnene. Sådan er det ikke.

Hvorfor gør du ikke det?

- Det ved jeg ikke. Det er nok sådan, at jeg ikke vil presse mig på i deres liv. De har jo hver især deres liv. Og selvom jeg har det skidt, og jeg sådan ville ønske, at der var nogle, der ville give mig en krammer, så ville jeg jo aldrig nogensinde ringe til mine børn og fortælle dem, at jeg har det dårligt. Det gør man ikke med sine børn. De problemer skal de ikke gå og belemres med.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Påvirket fynbo fik taget bilen

Annonce