Forleden kunne man på DR læse, at "krammepolitik splitter Borgen." En borgmester havde sagt, at politikere og embedsmænd ikke bør kramme hinanden, og nu blev landspolitikerne bedt om deres mening.
Man fik næsten ondt af dem. Midt i klimaforandringer, sprøjtegifte i grundvandet og et skrantende uddannelsessystem skulle toppolitikerne forholde sig til noget så småt som kommunale hilsemåder.
Men medfølelsen har sine grænser. For det er jo de selvsamme toppolitikere, der vil bestemme, at en person skal give hånd til den lokale borgmester, hvis vedkommende vil opnå dansk statsborgerskab. Ikke noget med kram eller buk. Nej, i Danmark giver vi hånd. Hvilket på en måde er sandt. Ligesom det er sandt, at danskerne spiser med kniv og gaffel og klipper hæk før Sankt Hans.
At et håndtryk er en særlig central, dansk værdi er selvfølgelig noget vrøvl. Men endnu større er den misforståelse, at politikerne overhovedet skal bestemme, hvordan vi hilser på hinanden. I Danmark er vi frie til at gøre, som det passer os, så længe det ikke går ud over andre. Derfor blander politikerne sig uden om de små ting og tager sig af de store.
Sådan burde det i hvert fald være.