Annonce
Erhverv

Uvist, hvor det skal ende med de negative renter

Vi har gennem de seneste syv år haft negative renter i Danmark i et eller andet omfang. Ingen ved, hvor længe den tilstand varer, heller ikke dagens klummeskribent. Grafik: Mikkel Damsgård Petersen
Negative renter er tilsyneladende kommet for at blive, og verdensøkonomien er ude i et ikke tidligere set eksperiment, som ikke en gang de klogeste økonomer kan forudsige resultatet af. Dagens klummeskribent, Niels Jørgen Hansen, plejer ellers at have svar på rede hånd, men her erkender han, at læsernes bud på, hvor det hele ender, kan være lige så godt som alle andres.

Det er ikke underligt, at ingen kan overskue, hvad det medfører, at et samfund har en negativ rente. For det har vi aldrig prøvet før.

Bortset fra en enkelt måned for 10 år siden, hvor Sverige havde negativ rente, en kort periode i Japan og under en mellemøstkrise i 1970’erne, hvor Schweiz forlangte renter af oliesheikerne for at modtage alle de penge, de gemte i alpelandet, har vi ingen erfaring med negativ rente. Schweizerne indførte dengang strafrenten for at begrænse efterspørgslen efter schweizerfrancen, der var blevet så dyr, at de ikke kunne sælge deres kukure og hullede oste i udlandet.

Sådan startede det også i Danmark, da vi fik negativ rente for syv år siden. Nationalbanken måtte indføre en strafrente for spekulation i, at kronen skulle stige i værdi overfor euroen.

Men siden satte Den Europæiske Centralbank (ECB) også renten ned under nul, og nu er den negative rente blevet permanent her i landet.

Man må antage at ECB’s bevæggrund var at sørge for, at euroens værdi blev holdt nede i forhold til de øvrige valutaer, så den europæiske eksport til de andre verdensdele kunne fortsætte.

Men så begyndte aktierne at falde, og nervøsiteten bredte sig. Ved at sænke renten fik man forbedret stemningen på børserne, og siden er rentesænkning kastet ud over aktiespekulanterne som karameller hver gang, de er ved at gå sukkerkolde.

Man ved ikke, hvad man ellers skal gøre og håber formentlig på, at et eller andet vil dukke op, så stemningen vender, og det hele går over igen. At man kan udskyde problemerne, til de løser sig selv.

Men hvilke problemer giver det så, hvis tiden med negative renter bliver meget langvarig? Det har vi som nævnt ingen erfaring for, så vi må nøjes med at fabulere.

Metoden til at beregne en kurs på en obligation eller et pantebrev er, at man finder nutidsværdien af alle de fremtidige betalingsstrømme. Det gør man ved, med en matematisk formel, at tilbagediskontere de terminer, långiveren modtager i de år, lånet løber med den rentesats, långiver kræver for at yde det pågældende lån.

Nutidsværdien, som er lig med kursen, er lavere, jo højere rente, långiver kræver.

Hvis renten er 0, vil nutidsværdien være lig en simpel sammenlægning af de kommende betalinger.

Samme kalkulationsprincip bliver brugt ved investering i udlejningsejendomme, og virksomheder anvender også tilbagediskontering i forbindelse med produktions- og lagerstyring.

I min klumme 18. august redegjorde jeg for, at den risikofrie markedsrente efter skat og inflation – realrenten - tenderer mod at være 0. En høj inflation modsvares altså af en høj rente og lav inflation af en lav rente. Hvis der er risiko for, at lånet ikke bliver betalt tilbage, kræver långiver en højere rente end den normale markedsrente. Men det er en risikopræmie og ikke en kompensation for inflation.

En negativ markedsrente fortæller dermed, at der er, eller markedet forventer, at der opstår, deflation – altså prisfald.

Når man tilbagediskonterer med en negativ rente, får man en nutidsværdi, som er højere end de samlede fremtidige betalinger. Man kalkulerer altså med at tabe penge på investeringen. En obligationsejer får således aldrig sine penge hjem igen, og en ejendomsinvestor er villig til med åbne øjne at give en pris for en ejendom, der er højere end den, han regner med at kunne sælge den til senere.

Og virksomhederne tjener renter på at have varerne liggende på lager, så de behøver ikke at have travlt med at få dem omsat.

Det giver kun mening, hvis investor og resten af markedet kan se frem til at priserne på andre ting også falder, at man altså i fremtiden kan købe mere for pengene end nu.

Det kan for eksempel ske ved at prisen på energi falder, fordi den bliver billigere at producere, og vi ikke efterspørger så meget. Huslejerne falder, når der bygges for meget. Man kan også forestille sig, at arbejdskraft bliver billigere på grund af den teknologiske udvikling samtidig med, at vi har mistet lysten til at forbruge så meget. Helt abstrakt tænkt kunne moms og forbrugsafgifter også blive sat ned. Kronen kan også blive opskrevet.

Men lyder det da ikke meget rart i en tid hvor vi skal reducere CO2’udslippet og begrænse forureningen?

Jo, såmænd gør det da det. Hvis ikke det samtidig medfører – eller er udtryk for – at vi også får recession, altså at værdien af den samlede produktion falder. For så bliver vi fattigere, og der bliver færre penge til velfærd.

Man kan da håbe, at deflation og recession ikke følges ad denne gang. Der er ingen tvivl om, at centralbankernes store udpumpninger af penge, de såkaldte Quantitative Easings (QE) har til formål at skabe aktivitet og lidt inflation. Belært af mellemkrigsårenes store kriser har ECB en målsætning om at fastholde en inflation på to procent om året, svarende til hvad vistnok Roosevelt kaldte ”den milde inflations velsignelse”.

Økonomer river sig selv i håret for at prøve at finde ud af, hvorfor ECB’s og de øvrige centralbankers ihærdige indsats imidlertid ikke har fået det ønskede resultat.

En af de måske vigtigste ting, som nationaløkonomerne helt har overset i deres regnemodeller, er den demografiske udvikling, befolkningsudviklingen.

Særligt i anden verdenskrigs taberlande er der opstået en selvforagtende modvilje mod at få børn.

Det betyder, at befolkningstallet falder, og at der bliver forholdsmæssigt flere ældre. Der spares mere op og forbruges mindre.

En frisk analyse fra det tyske arbejdsministerium konkluderer, at Tysklands forsøg på at kompensere ved indvandring fra Mellemøsten blot har forværret problemet. Det har nemlig medført en ”ungebyrde”, der er lige så stor som ”ældrebyrden”. Rapportens løsningsforslag er, at gammeltyskerne må udskyde pensionsalderen, og at flere kvinder skal på arbejdsmarkedet.

Når regeringer og centralbanker forsøger helt at hindre kriser i stedet for at nøjes med at lindre dem, bliver der ikke ryddet op løbende, og kortsigtede løsninger skjuler de underliggende problemer, mens mere eller mindre absurde og meningsløse dagsordner optager vælgerbefolkningen.

Stadig flere regler skaber og bevarer monopoler, og rigelig pengeforsyning holder ineffektive og forgældede virksomheder i live, men konjunkturbølger kan ikke forhindres i længden.

I forsøget på alligevel at gøre det skal vi nok forvente, at opsparing vil blive pålagt en endnu mere negativ rente, og så vil ejendomme og værdipapirer stige endnu en tak, fordi de jo så kan falde endnu mere bagefter - uden at give tab.

Hvor det hele ender, kan økonomer ikke forklare, så læserens eget bud kan såmænd være lige så godt som alle andres.

Annonce

Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen, 65 år og bor i Ringe. Direktør og bestyrelsesmedlem, i sommermånederne langturssejler med en særlig passion for Frankrig.
Baggrund: Vekselerer, HD (A). Flere stillinger i bankverdenen, inden han stiftede og blev direktør for Hansen & Nøttrup A/S 1989-2011.

Direktør i sit eget selskab NJ Hansen Holding ApS samt en række investeringsselskaber.

Boligdommer ved Retten i Odense, eksterne bestyrelsesposter i erhvervsvirksomheder og medforfatter af Coasterudvalgets rapport "En fremtid for coasteren".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Efterforskning af overgreb på fireårig standset: Socialrådgiver med accent stod for eneste afhøring

112

Lige nu: Brand i Kverneland i Kerteminde

Annonce