Annonce
Debat

Utopiske klimamål og jagt på vores skattekroner er de rødes eneste interesse

Politik: Under valgkampen hørte vi så ofte ordet ”symbolpolitik” nævnt, at man skulle tro, at det er et almenkendt begreb. Ikke mindst de venstreradikale råbte det så ofte og så højt, selv efter at valgresultatet var offentliggjort, at besværgelserne vel måtte finde vej til det egentlige indhold i ”forståelsesdokumentet”.

Men lad os lige se på forhistorien. Næsten alle partier – især dem i rød blok – løb med hensyn til den åh, så elskede klimapolitik efter en lille svensk skoleforsømmende pige, der talte i så fede floskler, at selv den hellige pave i Rom var begejstret.

Hvad skete der så i forhandlingerne i rød blok inden regeringsdannelsen? Alle fagfolk pegede på, at f.eks. kravene om CO2-udledninger i Danmark skulle reduceres med 70 pct. inden 2030 var helt utopiske. Beløbet fremgår ikke i Paris-aftalerne, og skulle der endelig sættes ind på den af de røde foreslåede måde, burde man sætte ind i Polen, som ligesom de øvrige østeuropæiske lande er de største miljøsyndere. Det vil have langt mere miljømæssig effekt ligesom det vil være langt billigere.

Men nej, kvidrede bl.a. Pernille Skipper – det skal være en dansk ambition, vi skal vise verden, skal vi. Hvem sagde symbolpolitik? Er der to ting, de fire røde partier er totalt ligeglade med, så er det klimaet og andre folks penge – dvs. skatteydernes. Det blev eksponeret ganske tydeligt af folketingsmedlem Tesfaye i en valgudsendelse, hvor han brugte vendingen: ”Socialdemokraterne vil ikke smide penge ud af vinduet til skattelettelser.”

Hvis de penge, danskerne tjener, tilhører danskerne, så er det vel deres penge, og så er det kun dem, der kan ”smide dem ud af vinduet”, men bevares, socialisterne har åbenbart den holdning, at alt, hvad skatteborgerne tjener, er i princippet statens. Så ved vi det.

Da klimaet jo – i modsætning til, hvad de mest røde partier åbenbart ikke ved – er lige så grænseoverskridende som vores nye udenrigsministers seksualmoral, bør vi vel satse på et langt mere globalt og internationalt perspektiv i vor klimapolitik. Det kan derfor ikke undre, at når nu realiteterne for den nye regering nærmer sig, er man pludselig helt opgivende på området, og som klimaministeren i avisen Danmark omtrentlig siger 28. juni: ” Jeg ved ikke, hvordan jeg lige skal gribe det hele an, jeg må lige spørge departementschefen”.

Man skulle da ellers tro, at han havde haft tid nok til at tænke over tingene!

Annonce
Kell Schellerup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce