Annonce
Assens

Unge udvikler Assens: Det gamle rådhus skal tatoveres

Mohammed Ibrahim skriver raptekster, der blander dansk og engelsk. Måske ender de med at udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Fantasien blev sluppet løs i Det Røde Pakhus på molen i Assens, da en flok studerende fra FGU Fyn idéudviklede og skitserede, hvordan de vil udsmykke den gamle rådhusbygning på havnen i Assens.

Assens: Der blev tegnet og tænkt kreative tanker på molen i Assens tirsdag. Tanker, der forhåbentligt ender ud i kunst, der skal udsmykkes på den gamle rådhusbygning på havnen i Assens.

Det er en flok studerende fra FGU Fyn, der gennem kunstprojektet Attitude skal udvikle kunst, som viser de unges symboler og signaler i byrummet. I Assens altså på det gamle rådhus.

Charlotte Bagger Brandt, der er stifter af Råderum og projektleder på Attitude, fortæller, at workshoppen handler om 'at tatovere bygningen med visuelle symboler'.

- Det er egentlig bare en leg med farver og former, og det handler for os om at gå i proces med de unge og på den måde finde ud af, hvilke visuelle symboler de kan lave, siger hun.

- De unge har været gode til at arbejde spontant og finde deres egne metoder.

Annonce

Råderum og Attitude

Råderum er et mobilt kontor for samtidskunst, der sammen med billedkunstner Christian Elovara Dinesen står bag kunstprojektet Attitude.

Attitude involverer studerende fra den forberedende grunduddannelse på Fyn (FGU Fyn), der i byerne Odense, Ringe og Assens skal skabe visuelle, unge markører i byens rum, som skal fungere som fremtidige mødesteder for unge i de tre byer.

I Assens bliver kunstudstillingen afsløret sidst i november, men først skal kunstværkerne produceres på FGU.

Projektet er blevet til med støtte fra Kulturregion Fyns ungepulje og er et samarbejde med Områdefornyelse Bolbro – Odense Kommune, FGU Syd- og Midtfyn, Faaborg-Midtfyn Kommunes By- og Egnsstrategisk Sekretariat og Plan & Kultur i Assens Kommune.

Spræd glæde

En af de unge deltagere er 18-årige Simon Kure Godskesen, der har meldt sig selv til at idéudvikle på, hvordan man kan bruge det store ur på facaden. Et ur der i øvrigt mangler sine visere.

- Det er spændende at se, om jeg kan lave noget med uret. Det er ikke noget, jeg har prøvet før, men jeg synes, at jeg er ret god til at tænke anderledes, siger han.

Foran ham ligger et papir med nogle af hans idéer til, hvordan man kan inkorporere uret i kunst. Den ene tegning viser et ur, der gør klar til at give et kram, mens der står "Spred glæde" nedenunder.

- Det var lige det budskab, jeg tænkte på, da jeg lavede tegningen, fortæller han.

Bag projektet Attitude står også den 37-årige billedkunstner Christian Elovara Dinesen, der glæder sig over, at de unge bliver involveret i byudviklingen.

- Det er betydningsfuldt, at vi får de unge ind omkring beslutningsprocesserne i forhold til at udvikle byrummet.

- Vores primære mål er, at de unge er repræsenteret, og at vi hører fra de unge selv, i stedet for bare at gætte på hvad de unge tænker og vil have, siger han.

Ikke bare fuckfingre

Christian Elovara Dinesen mener, at de unge gemmer på en poetisk side, men at det handler om at finde den.

- Det bliver ikke nødvendigvis bare fuckfingre, når de får frit spil til at udsmykke sådan en bygning. De unge har også dybere tanker, og det er dem, vi vil have frem. Det kan være, de skitserer en solnedgang eller nogle mælkebøtter eller lignende, siger han.

- På den måde ender vi med at sætte klistermærker af identitet på bygningen.

Han mener samtidig, at de unge måske er en smule naive, fordi de ikke lader sig begrænse fra start. De springer ud i det.

- De ser ikke de samme problemer i forhold til, hvad der kan lade sig gøre. De stiller nogle andre spørgsmål, der er mere umiddelbare end voksne ville gøre, siger Christian Elovara Dinesen.

Billedkunstneren Christian Elovara Dinesen guider de unge, og hjælper med idéudvikling af de unges idéer. Foto: Kim Rune

Kan blive til mere

Også 17-årige Mohammed Ibrahim udfolder sin kreativitet i Det Røde Pakhus. Han drømmer om at blive rapper og optræde i både ind- og udland, og det er da også raptekster, han arbejder med i pakhuset.

- Jeg skriver om min hverdag, og om ting jeg oplever og hører om. Jeg synes, det er fint, hvis de vil udstille mine tekster, siger han.

Christian Elovara Dinesen håber, at projektet kan være med til at sætte noget mere i gang.

- Vi ved ikke, hvor det ender, men nu prøver vi at rulle det i gang, og så kan vi kun håbe, at der kommer noget godt ud af det. Det er jo så blandt andet min opgave at sikre en vis kvalitet og tage et ansvar, siger han.

- Bygningen har et visuelt behov, for lige nu er det bare et kønsløst, neutralt lærred. Den skal fortælle en historie. Og så håber vi jo, at vi kan komme og lave noget mere i byen en anden gang.

Simon Kure Godskesen (tv) har mange idéer til, hvordan man kan bruge det store ur i kunsten. Foto: Kim Rune
Studerende på kunst-workshop. De laver kunst, der skal udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Simon Kure Godskesen (tv) og Charlotte Bagger Brandt idéudvikler på Simons skitser. Foto: Kim Rune
Studerende på kunst-workshop. De laver kunst, der skal udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Studerende på kunst-workshop. De laver kunst, der skal udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Studerende på kunst-workshop. De laver kunst, der skal udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Studerende på kunst-workshop. De laver kunst, der skal udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Studerende på kunst-workshop. De laver kunst, der skal udsmykke det gamle rådhus i Assens. Foto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

April 1960: Rugby på Fyn

Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce