Annonce
Debat

Unge fritidsjobbere kender ikke regler på arbejdsmarkedet. Skal jeg selv skaffe afløser, hvis jeg er syg?

Her er en quiz:

1: En 15-årig pige sidder mutters alene langt ude i en vejkant og passer en jordbærbod med ansvar for kundekontakt, salg og pengekasse. Må hun det?

2: En 17-årig dreng, der dyrker vægtløftning, har fritidsjob i et supermarked, først og fremmest på lageret. Hvor tunge ting må han løfte, og hvor meget må han skubbe rundt med?

3: En 14-årig pige har fået sommerjob i postafdelingen i SuperBrugsen. Hendes eneste opgave er at holde styr på og flytte rundt på pakkerne til afsendelse og afhentning. Må hun det?

4: En 16-årig dreng har job i en fast food-kæde, også uden for ferietiden. Har han en sygedag, skal han selv skaffe en afløser, og han får ingen løn, mens han er syg. Kan det være rigtigt?

Svarene må vente lidt, mens du tænker over, hvor svært det er at holde styr på de mange love, regler og aftaler, der findes på arbejdsmarkedet. Men arbejdsgiverne har pligt til at kende og overholde reglerne. Og selv om nogle regler er besværlige i en travl hverdag, er der næsten altid en god grund til, at de findes. Fordi reglerne ikke altid bliver overholdt, er der også gode grunde til, at Jobpatruljen findes.

Det er 40 år siden, det daværende LO - nu en del af FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation - oprettede Jobpatruljen, som siden 1979 hver sommer er rykket ud for at møde de 13-17-årige på deres fritidsjob og tale om løn, arbejdsforhold og rettigheder. For 40 år siden var der mange fritidsjob i gartnerier. Det arbejde er i vidt omfang overtaget af udlændinge. I 2019 handler det om købmænd og supermarkeder, caféer og restauranter, bagerforretninger og sommerlande.

I dag har fagforeningerne HK og 3F ansvaret for Jobpatruljen. Resultatet af kampagnen 2019 kender vi ikke endnu. Men i 2018 talte Jobpatruljen med 3.015 unge, fordelt i det ganske danske sommerland. Kun 8,2 pct. af fritidsjobberne havde ansættelsesforhold, hvor alle love og regler blev overholdt. Det vil sige, at 91,8 pct. oplevede problemer i deres ansættelsesforhold. I mange tilfælde småproblemer, i andre tilfælde grove overtrædelser af regler.

Det er ikke så ofte timelønnen, der er problemet. Det handler mere om manglende pauser, for lange arbejdsdage, for tunge løft (27,5 pct.), manglende løn under sygdom (50 pct.). At 5,5 pct. af de unge blev ramt af arbejdsskader, må også anses for at være et væsentligt problem. Her er det vel på tide at besvare spørgsmålene i indledningen:

1: Nej, hun må ikke være alene, der skal være en voksen til stede, 2: Man må løfte op til 12 kilo ad gangen og skubbe rundt med op til 250 kilo på en pallevogn, uanset hvor veltrænet man er, 3: Nej, mange af pakkerne er for tunge og 4: Selvfølgelig ikke.

Og lad os lige holde fast ved spørgsmål 4. Adskillige unge, vi møder ude på arbejdsmarkedet, finder det rimeligt, at de selv skal finde en afløser, hvis de bliver syge. Og de kan ikke forstå, at arbejdsgiveren skal betale løn til en, der ligger syg derhjemme. Men på den måde adskiller arbejdsmarkedet for fritidsjob sig heldigvis ikke fra arbejdsmarkedet for voksne: Er man ansat på kontrakt i mere end otte timer om ugen i butik, på et lager med kundekontakt eller på et kontor, har man ret til løn under sygdom. Og man har ALDRIG pligt til selv at skaffe en afløser, hvis man er syg. Heller ikke selv om man synes, det er synd for chefen.

Desværre var der en generation, der i ret stor udstrækning ”glemte” at melde sig ind i de rigtige fagforeninger. Og de 13-17-årige er børn af den generation. De har ikke derhjemme ved middagsbordet hørt om overenskomster og Den Danske Model, og de har da slet ikke lært noget om det i skolen, hvor den slags emner stort set er forsvundet. Derfor er der behov for, at Jobpatruljen rykker ud sommer efter sommer med håbet om, at der bliver lidt færre sager end året før. Med håbet om, at de unge lytter og tager deres erfaringer med over i det arbejdsmarked, de rammer efter endt uddannelse om nogle år. Og med håbet om, at de unge og deres forældre vil kontakte de relevante fagforeninger, hvis de er i tvivl om, at alt går rigtigt til. Kontante svar og gode råd er gratis.

PS: Svaret på spørgsmålet i overskriften var altså et klart nej. Men 17 % af de unge skulle selv skaffe en afløser i tilfælde af sygdom.

Annonce
Stinne Jacobsen, Sussie Brizarr, Hanne Suhr Thorstein, Brian Tollak Nielsen og Kathrine Møller
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Annonce