Annonce
Danmark

Ufaglærte halter bagefter: Mindst tilbøjelige til at tilegne sig nye kompetencer

Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix
En ny undersøgelse fra fagforeningen Djøf viser, at det i højere grad er akademikerne end ufaglærte, der modtager kompetenceudvikling på deres arbejdsplads på trods af, at de ufaglærte er den gruppe, der oplever størst usikkerhed i forhold til at have de nødvendige kompetencer på arbejdsmarkedet. Det er en samfundsopgave, som skal ses efter i sømmene, hvis man spørger formanden for Djøf.

Kompetenceudvikling: Når det kommer til at tilegne sig nye eller udvikle sine kompetencer på sin arbejdsplads, halter de ufaglærte langt efter akademikerne.

På arbejdsmarkedet er de ufaglærte den gruppe, der oplever størst usikkerhed i forhold til at have de nødvendige kompetencer på deres arbejdsplads, men det er også den gruppe, der i laveste grad får kompetenceudvikling. Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af Megafon for akademikernes fagforening, Djøf, blandt 2065 lønmodtagere i både den offentlige og private sektor.

Ud af de 29 procent af lønmodtagerne, der ikke har deltaget i kompetenceudvikling det seneste år, er 41 procent ufaglærte, mens det kun er 21 procent af akademikerne, der ikke har deltaget i udvikling af kompetencer inden for et år.

Og det er en statistik, der ærgrer fagforeningens formand, Henning Thiesen.

- Jeg ved ikke, om det er overraskende, at det er de ufaglærte, der ikke føler, at de har de rette kompetencer, når de nu er ufaglærte, men det er helt sikkert et wakeupcall, at undersøgelsen viser, at de ufaglærte er dårligst kørende, når det kommer til efteruddannelse. Der er ingen tvivl om, at det er i samfundets interesse, at vi uanset baggrund får den nødvendige efteruddannelse.

Annonce

Fire nedslag i undersøgelsen

1 Halvdelen af de adspurgte vurderer, at kompetenceudvikling er vigtig for deres jobsikkerhed. Derudover er hver tiende i høj eller meget høj grad bekymret for sin fremtid på arbejdsmarkedet.

2 Kun 48 procent af de ufaglærte mener, at de har de rette kompetencer, der kræves på arbejdsmarkedet om fem år.

3 29 procent af arbejdstagerne har ikke deltaget i kompetenceudvikling inden for det seneste år. Blandt de ufaglærte er der tale om 41 procent, mens det blandt akademikerne kun er 21 procent, der ikke har deltaget i nogen form for kompetenceudvikling.

4 Knap hver tredje oplever i mindre grad eller slet ikke, at deres kompetenceudvikling bliver tilstrækkeligt prioriteret af deres arbejdsgiver.

Kilde: Djøf

En samfundsopgave

Selv om Henning Thiesen mener, at den enkelte har ansvar for at modtage efteruddannelse og kompetenceudvikling, er det ikke udelukkende den ufaglærtes ansvar.

- Det er samfundsopgave at sikre befolkningen livslang læring. Og derfor ligger ansvaret både ved den enkelte, men i høj grad også hos arbejdsgiveren, da det er i alles interesse, at virksomhedens medarbejdere har de rette kompetencer.

Frygten for, at ikke at kunne følge med på fremtidens arbejdsmarked kommer i høj grad også til udtryk i undersøgelsen. Kun lige knap halvdelen af de ufaglærte i undersøgelsen mener, at de har de rette kompetencer der kræves på arbejdsmarkedet om fem år.

- Med den udvikling vi ser på arbejdsmarkedet for tiden, er det en reel bekymring. Lige meget hvor vi kigger hen, skal man have nogle færdigheder, som kræver en form for efteruddannelse eller kompetenceudvikling, lyder det fra formanden.

Skab bedre overblik

Ifølge undersøgelsen er de ufaglærte den gruppe på arbejdsmarkedet, som er mindst tilbøjelig til at gennemføre kompetenceudvikling. Og derfor mener Henning Thiesen også, at man fremover skal skabe et bedre overblik over, hvilke typer efteruddannelser, man kan tilbyde ufaglærte, så der er større chance for, at de gennemfører en efteruddannelse.

Ifølge Djøf tilbydes der i dag over 4000 forskellige typer af efteruddannelser.

- Der er ingen tvivl om, at det ville give alle et bedre overblik over efteruddannelserne og kompetenceudviklingerne, hvis der var bedre kommunikation blandt udbyderne af efteruddannelser og dem, der modtager kompetenceudviklingen.

- Vi skal sørge for, at udbyderne af efteruddannelse hele tiden tilpasser sig et arbejdsmarked med skiftende behov, så også de ufaglærte vælger at gennemføre en efteruddannelse.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget i Megafons panel af Megafon for fagforeningen Djøf i perioden 25. oktober til 29. oktober 2019.

Der indgår 2065 besvarelser i analysen, og undersøgelsen er foretaget blandt danskere i job - i både den private og den offentlige sektor.

Svarpersonerne i undersøgelsen er i aldersgruppen 25-65 år.

Kilder: Djøf og Megafon

Formanden for Djøf, Hennig Thiesen, mener ikke udelukkende, at det er den enkeltes ansvar at man får efteruddannelse og kompetenceudvikling på sin arbejdsplads. Foto: Michael Daugaard.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce