Annonce
Fyn

Uenighed om straffen: Anklager og forsvarer milevidt fra hinanden i sag om sexovergreb på dement kvinde

En 42-årig mand blev tirsdag dømt for seksuel udnyttelse af en dement, 91-årig kvinde på et plejehjem i Odense. Han må dog vente på sin straf, fordi der er tvivl om hans mentale tilstand. Ender det med almindelig fængselsstraf, er der stor uenighed mellem anklager og forsvarer om straffens længde. Foto: Michael Bager
Der blev tirsdag sat et halvt punktum i sagen om en 42-årig mands seksuelle overgreb på en 91-årig dement plejehjemsbeboer i Odense. Manden blev fundet skyldig, men straffen blev ikke fastsat. Og her var der stor uenighed mellem sagens parter.

Selvom en 42-årig mand tirsdag blev fundet skyldig i at have udnyttet en 91-årig kvindes demens til at have sex med hende flere gange på et odenseansk plejehjem, må han vente på sin straf.

Undervejs i sagen fortalte manden ud af det blå, at han havde hørt stemmer og stadig gjorde det indimellem. Til stor overraskelse for domsmandsretten, anklageren og endda mandens forsvarer.

Retten måtte tage hensyn til den dømte, som nu skal deltage i en personundersøgelse, hvor der stilles en lang række spørgsmål til hans personlige forhold, og måske også en mentalundersøgelse, hvor en psykiater kan fastslå, om manden eksempelvis lider af skizofreni.

Er det tilfældet, vil han med al sandsynlighed blive idømt en anden sanktion end fængselsstraf i form af en dom til psykiatrisk behandling - eventuelt med tvungen indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Annonce

Lang ventetid

På grund af den uventede udvikling i sagen, tog retten tirsdag kun stilling til, om manden var skyldig eller ej. Straffen blev udskudt til et andet retsmøde.

Alligevel kom anklager og forsvarer ind på, hvad de anser for en rimelig straf, hvis manden viser sig at være egnet til almindelig afsoning i et fængsel.

For ifølge anklager Maria Blomsterberg kunne der være omkring et halvt års ventetid på en mentalundersøgelse, og derfor mente forsvarer Andreas Bruun ikke, det var rimeligt, at manden fortsat skulle sidde varetægtsfængslet.

Den 42-årige har siddet fængslet siden starten af juli, og fordi forsvareren talte for en fængselsstraf på højst seks måneder, mente han, det var ude af proportioner at beholde ham i varetægtsfængsling.

- Hvis han fik en straf på seks måneder, ville han have udstået straffen med varetægtsfængsling i fire måneder, sagde forsvareren med henvisning til, at man normalt kan blive prøveløsladt, når man har afsonet to tredjedele af straffen.

Anklageren afslørede, at hun havde forventet at gå efter en fængselsstraf på halvandet til to år. Hun var opsat på, at han fortsat skulle være varetægtsfængslet.

- Med den bevisførelse og skyldskendelse, vi har haft i dag, vil det stride mod retsfølelsen, hvis man kan møde ham på gaden, argumenterede Maria Blomsterberg.

Løsladt af retten

Retten var dog enig med forsvareren og besluttede at sætte den dømte på fri fod indtil hans mentale tilstand er afklaret.

- Løsladelsen sker ud fra et proportionalitetshensyn, forklarede retsformand N. Feilberg Jørgensen.

Den 42-årige blev fundet skyldig i tre gange at have udnyttet den demente kvindes tilstand til at skaffe sig samleje med hende, ligesom han to gange udnyttede den 91-åriges demens til at få oralsex. Han nægtede sig under sagen skyldig og forklarede, at der var tale om et gensidigt kærlighedsforhold.

Den 91-åriges bistandsadvokat kræver på vegne af kvinden 70.000 kroner i erstatning fra den 42-årig mand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nødblus satte redningsaktion i gang

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce