Annonce
Nyborg

Uegennyttige Trine fra bokseklubben får handicapprisen

Trine Vive i aktion på bokseholdet "Fighterne". Arkivfoto: Kasper Riggelsen
Trine Vive, som har skabt et boksehold for udviklingshæmmede, modtog tirsdag aften Handicapprisen 2019 for sin indsats.

Nyborg: Engageret. Initiativrig. Uegennyttig.

Store, fine gloser kom tirsdag aften i spil, da Trine Vive fra Skellerup modtog Handicapprisen 2019.

Her blev prismodtageren hædret for at have stiftet "Figtherne", der er hold for udviklingshæmmede i Nyborg Bokseklub. Her er hun også både holdleder og instruktør.

"Det er helt klart Trines fortjeneste, at det er blevet så stor en succes. Hun er en ildsjæl, der altid går forrest for de svage i samfundet", lød det i en af indstillingerne, og formand for Handicaprådet i Nyborg, Lars Bennedbæk, føjede flere roser til, da han på vegne af rådet overrakte blomster, en kunstgave i form af et maleri af Ole Skovsbøll og 2500 kroner.

- Det handler om det, den danske filosof K.E. Løgstrup kaldte den etiske fordring. At du hjælper et menneske, fordi du ikke kan lade være - ikke for at få noget ud af det, sagde han blandt andet om Trine Vive uegennyttige indsats.

Det var ikke en nem opgave for Handicaprådet at vælge årets prismodtager. De to øvrige nominerede til prisen har nemlig også gjort det fantastisk godt, så det var en tæt og svær afgørelse, fortæller formand Lars Bennedbæk.

Per Stapelfeldt fra Hjerteforeningen Lokalafdeling Nyborg var sin egenskab af kasserer i foreningen nomineret for at være primus motor i sociale tiltag som udflugter, fester og ikke mindst gåture den første søndag i hver måned med efterfølgende fællesspisning.

Poul Danielsen var nomineret til prisen for på femte år hver uge at undervise et hold døve i indoor-bike. Deltagerne på holdet kan på grund af deres hørehandicap ellers have svært ved at deltage i holdsport, men her kan de være med uanset form og alder - ikke mindst, fordi Louise Soon Pedersen er tilknyttet som tolk.

Ved aftenens prisfest i Aktivitetshuset i Sprotoften, Nyborg, fortalte Jacob Madsen fra Føtex om, hvad forretningen gør for at ansætte mennesker med funktionsnedsættelse, og René Nielsen holdt foredraget "Halv mand - helt menneske".

Annonce

Handicaprådet

Handicaprådets formål er blandt andet at medvirke til at fremme et samarbejde mellem Nyborg Kommune og kommunens forskellige foreninger, brugerråd og klubber, der arbejder for at forbedre vilkårene for børn, unge og voksne med nedsat funktionsevne i Nyborg Kommune.

Lars Bennedbæk, 66 år, er formand og repræsenterer sammen med Ole Skovsbøll, Birthe Rasmussen, Mitzi Faarbæk og Inge Nybo Mikaelsen foreninger, mens byrådet er repræsenteret ved Martin Stenmann, Rameesh T. Sambanther og Jørn Terndrup. Fra kommunen sidder Jens-Kimer Jørgensen og Dorthe Dahlstrup.

Maleri-gaven er malet af Ole Skovsbøll.
Formand for Handicaprådet, Lars Bennedbæk. Foto: Anette Hyllested
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce