Annonce
Odense

Udvalgsformand: Statens krav forhindrer patienthotel på Nyt OUH

De statslige milliarder til byggeriet af Nyt OUH må ikke bruges til opførelse af patienthotel. Det forklarer Karsten Uno Petersen (S), som er formand for anlægs- og innovationsudvalget i Region Syddanmark.
Karsten Uno Petersen (S), formand for anlægs- og innovationsudvalget i Region Syddanmark svarer på, hvorfor der ikke er planlagt patienthotel i forbindelse med Nyt OUH. Årsagen er en stram ramme for brug af statens penge på sygehusbyggeri. Det gamle patienthotel drives videre, fem kilometer fra det nye supersygehus.

- Karsten Uno Petersen, hvad er grunden til, I ikke bygger et patienthotel på Nyt OUH?

- Det nye sygehus bygger vi for kvalitetsfondsmidler, det vil sige de midler, staten stiller til rådighed, og de har nogle ganske skarpe betingelser for, hvad vi må gøre med de midler. Hvis vi ville bygge noget derinde (et patienthotel), ville staten trække deres penge. Vi må kun bygge det projekt, som er godkendt, så længe der er kvalitetsfondsmidler i det. Så derfor har vi ikke nævnt ordet ”patienthotel”. Vi bygger et sygehus med de faciliteter, der nu skal være i sådan et sygehus, og så må vi se, når vi kommer på den anden side af bevillingen, om vi kan finde penge til et patienthotel, hvis det skal opføres. Vi har ikke taget stilling til, om vi skal opføre det eller ej, fordi vi har ikke taget stilling til, hvad der sker med det gamle OUH endnu. Der ligger jo den meget flotte bygning med patienthotellet. Den vil komme til at fungere et stykke tid som patienthotel stadigvæk, men hvad der videre skal ske, ved vi ikke endnu. Vi har rigeligt at gøre med at få byggeriet til at fungere.

- Var det fordi I ikke kunne få godkendt bevillingen?

- Ja, det (et patienthotel) er ikke en del af Nyt OUH, og staten har dikteret rigtig mange detaljer om størrelse af rummene, at det er enkeltsenge og antallet af kvadratmeter, og så er der simpelthen ikke plads til et patienthotel, hvis vi skal have et velfungerende supersygehus.

- Var det en beslutning, I traf fra start, at I ikke ville have patienthotel?

- Nej nej, det er en beslutning, som baserer sig på, at staten har stillet de meget konkrete krav til, hvad et supersygehus skal indeholde, og det indeholder ikke et patienthotel.

Hvor vil I skaffe penge fra, hvis I selv skal bygge det?

- Vi har vores anlægsmidler, men dem har vi for eksempel brugt nu til at opgradere sygehusene i Esbjerg, Vejle og delvist i Kolding. Men vi har jo anlægsmidler, så vi er ikke så nervøse, når vi kommer på den anden side af kvalitetsfondsmidlernes brug.

- Hvorfor er I ikke nervøse?

- Fordi vi stadigvæk har penge. Men vi har ikke disponeret dem, og der er sikkert mange ønsker. Der vil vi selvfølgelig se på mange ting, og der er jeg ikke i tvivl om, at der formentlig også kommer et ønske om et patienthotel.

- Hvordan placerer du dig selv i forhold til det? Er det noget, du vil synes om?

- Det er jeg nødt til at se i sammenhæng med alle de andre ønsker, men jeg synes, at idéen om et patienthotel er rigtigt god. Jeg ved, at det er rigtig gavnligt for de folk, der er der. Om det er en stor ulempe, at det (hotellet og hospitalet) ligger så langt fra hinanden (der bliver fem kilometer fra det nuværende patienthotel til Nyt OUH, red.), det må vi vurdere på. Vi får nogle erfaringer med det.

- Vil I drive det nuværende patienthotel videre eller bygge et nyt ved Nyt OUH?

- Vi vil drive det nuværende videre, når vi tager det nye i brug. Men hvis det viser sig, at det er rigtig, rigtig uhensigtsmæssigt, så må vi se, om vi kan finde midlerne. Plads er der nok af.

- Så spørgsmålet er, om det bliver for træls at køre de fem kilometer…

- Ja, simpelthen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce