Udlevede drømmen om at bo på landet: Lykken findes under glastaget

Når Per Højgaard triller ind på gårdspladsen og slukker bilmotoren, er der helt stille. Kun fuglesang og vindens rislen i træerne kan høres.

- Det er fantastisk. Det gør noget ved sjælen, siger Per Højgaard, der er 51 år og administrerende direktør i den danske afdeling for et større campingvognsmærke.

I fritiden er han aktiv musiker og spiller ofte koncerter med sit Gasolin’-coverband, Gasoglim. Det betyder, at han har brug for ro i hovedet, når han er hjemme, og det får han på landstedet lidt uden for Tørring i Østjylland, som han deler med hustruen Nille Højgaard. Hun er også 51 år og arbejder deltid i garnbutikken Garn i skovhytten i Vejle.

Da de mødte hinanden, boede hun i Egtved og han i Horsens, og de første år, de boede sammen, var det i hans parcelhus i Horsens. Men Nille Højgaard faldt aldrig rigtig til blandt ligusterhække og øl over hækken.

- Jeg havde aldrig boet i parcelhus før. Jeg har altid boet på landet eller i lejlighed i København. Huset var fint, og vi havde en lækker have, men jeg følte mig aldrig hjemme i området. Jeg kunne ikke identificere med mig det, siger hun.

De besluttede sig derfor for at flytte på landet. En drøm, Per Højgaard altid havde haft, men ikke tidligere havde turdet forfølge. Han var bange for, at det var for upraktisk at bo på landet, når man havde børn, men han længtes ofte tilbage til sin barndoms somre på bedsteforældrenes gård og savnede den ro, det gav i hovedet, når han sad og betragtede landsvalerne suse rundt, mens bedsteforældrene sov middagslur.

- Jeg ærgrer mig gul og blå over, at jeg ikke har gjort det noget før. At jeg ikke gjorde op med normerne og sagde, at selvfølgelig kan man bo på landet, selv om man har børn. Vi kører i forvejen vores børn til fodbold og ridning, og det gør ikke den store forskel at skule køre 10 kilometer længere. Vi er simpelthen nogle magedyr, siger Per Højgaard.

Parret har tilsammen fem børn, der alle er flyttet hjemmefra.

I 2018 fandt de det stråtækte landsted lidt uden for Tørring. Det var egentlig et område, de havde svoret, de aldrig ville bo i, men da de først så stedet, var de solgt. De har siden fundet ud af, at egnen rummer meget spændende natur, og her får de den stilhed, de begge to har brug for.

- Det er på mange måder et åndehul. Både fordi man får den friske luft, og fordi der er så meget plads, at man kan være her uden at sidde lårene af hinanden, siger Per Højgaard.

Grunden var oprindeligt 4500 kvadratmeter, og de har siden tilkøbt 2000 ekstra kvadratmeter, der får lov at vokse relativt vildt. De kalder det skovhaven, og sidste sommer fik de opført en lille glaspavillon under trækronerne. Her har de placeret en dobbeltseng og ikke ret meget andet, for meningen er, at de kan overnatte i skovhytten og vågne til solopgang og duvende grønne blade. Der er heller ikke strøm og wi-fi-forbindelse i skovhytten. Det er slet ikke nødvendigt.

- Jeg havde i mange år plaget om noget, vi kunne sove i ude i skoven. Jeg foreslog, at vi skulle have et shelter, men ingen af os er sheltertyper. Jeg faldt i stedet over møbelfabrikken Klim Furniture i Nordjylland, der laver designermøbler. De laver også den her, som egentlig er en tepavillon, der står på de dyre hoteller rundtomkring i landet. Jeg viste den til Nille og foreslog, at vi satte en seng ind i sådan en, fortæller Per Højgaard.

Sidste år nåede de at sove 10 gange i skovhytten, men de regner med, at de kommer til at sove der mindst 20-30 gange i år. Og meget gerne mere.

Der er etableret et bålsted og små trampestier i skovhaven, men meningen er, at den skal stå relativt uberørt, så de kan følge dyrelivet, der tæller lige fra insekter til spætter, fasaner, egern og dådyr.

I den del af haven, der ligger tættest på huset, har parret endnu et orangeri, som de har indrettet med genbrugsmøbler, som de gerne kører rundt i det meste af landet og henter. Der er installeret brændeovn i det store orangeri, og det betyder, at det praktisk talt kan bruges året rundt, selv om det er lavet af glas.

- Vi bruger det som en ekstra stue. Brændeovnen skal bare have lidt knald på, når det er koldt. Vi sad faktisk hernede og spiste nytårsaften, fortæller Per Højgaard, og hustruen tilføjer, at de har planer om at gøre det igen i år.

Seneste anskaffelse er et antikt, fransk vindruedrivhus, der står på terrassen tættest på huset. Som med så mange af parrets andre påfund var det Per Højgaard, der fandt det på internettet og blev grebet af tanken om at kunne dyrke sine egne tomater.

- Der er kun en her i huset, der spiser grøntsager, og det er mig. Og jeg har det fint med at købe de 10 tomater, jeg spiser om ugen, siger Nille Højgaard, der dog, som så mange gange før, lod sig smitte af sin mands begejstring.

Der er sket mange anskaffelser, siden parret overtog huset for fire år siden. Ikke mindst i haven, som de har fået indrettet, så den langt hen ad vejen kan passe sig selv. Den må nemlig aldrig blive en sur pligt. Robotplæneklipperen trimmer græsset, og de fleste bede er omlagt til højbede, så der ikke er en masse, der skal luges. De første år, de boede i huset, var Nille Højgaard grædefærdig, fordi hun syntes, haven voksede hende over hovedet. Modsat sin mand lagde hun mærke til ukrudtet og alle de ting, der manglede at blive gjort.

- Vi har postet mange penge i stedet, for det er nu, vi skal gøre det, hvis vi skal få glæde af det, i stedet for at vente 20-30 år, til vi skal til at sælge, siger Per Højgaard.

- Filosofien er at leve, mens vi bor her, tilføjer hustruen.

Parret føler selv, at det er et lille kongerige, de har skabt, og de omtaler det gerne som ”Orangeriget”, der er en lille vittig leg med ordet ”orangeri”. Per Højgaard, der er flittig amatørfotograf, tager mange billeder af livet i haven og deler dem på instagramprofilen, der også bærer navnet Orangeriget.

De har dog lovet hinanden, at i år ikke kommer til at byde på de store projekter og nyanskaffelser. Det har især Nille Højgaard brug for.

- Vi er egentlig ens, men vi er også grundlæggende forskellige. Per får hele tiden ideer og er en iværksætter. Jeg er sådan en, der rydder op og gør ting færdige, så jeg kan nogle gange godt blive lidt forpustet, for når vi er færdige med noget, går vi straks i gang med det næste. Jeg har brug for at nyde og for at sætte mig ned og mærke. Per mærker, mens han er i gang, men det gør jeg ikke, for mig er det knoklearbejde, fortæller hun.

Hun føler sig meget privilegeret over, at de har mulighed for at udleve deres bolig- og havedrømme, og den luksus mener hun, man skal huske at sætte pris på.

- Man skal sætte sig ned og nyde det, man har. Det kan godt blive lidt nemt at blive ved med at bygge på, men man skal også huske være i det, siger Nille Højgaard.