Annonce
Danmark

Uafhængig rådgiver: Sådan æder banken en stor del af din opsparing

Karsten Engmann Jensen er uddannet økonom i Nationalbanken og kendt som DR's økonomiske ekspert i programmer som DR Penge og Forbrugertesten. PR-foto
Hvis du ikke selv tager ansvar for din opsparing, tager banken dine penge. Sådan lyder det fra den uafhængige finansielle rådgiver Karsten Engmann Jensen. Han vurderer, at danskerne ofte mister flere hundrede tusinde kroner på at lade bankerne investere deres penge. Forbrugerrådet Tænk advarer også om, at det kan blive en dyr fornøjelse at investere opsparingen gennem banken.

Danskerne er rigere end nogensinde før. Men en stor del af danskernes stigende formuer bliver ædt op af bankerne. Det er budskabet fra økonom og stifter af rådgivningsvirksomheden Pengeministeriet, Karsten Engmann Jensen. Han mener, at bankerne har lavet en forretningsmodel, hvor de tjener kassen på at investere danskernes opsparinger på en måde, der gavner dem selv bedst muligt.

- Bankerne tjener mere på din investering, end du selv gør. Banken forklarer dig, at den tager en større procentsats, fordi den har professionelle folk til at skaffe dig et godt afkast. Men det afkast kommer tit til at gå op i et godt afkast til banken i stedet for til kunden. Jeg synes, det er noget svineri, at bankerne tjener penge på måder, hvor folk ikke har mulighed for at gennemskue, hvad det egentlig koster, siger han.

Forbrugerrådet Tænk advarede i starten af januar også danskerne mod at investere deres opsparing gennem bankerne.

- Bankens rådgivning virker gratis, fordi du ikke får en regning, når du har talt med rådgiveren. Men du betaler for rådgivningen alligevel. Banken investerer nemlig dine penge, så banken selv tjener mest muligt på det. Og det koster dig dyrt, står der på forbrugerorganisationens hjemmeside, der i stedet anbefaler, at danskerne selv står for deres investeringer eller tager fat i en uafhængig økonomisk rådgiver.

Annonce
Det kan være for stor en mundfuld selv at investere i aktier og fristende at lade banken passe investeringerne. Men det er værd at se sig godt for. Gebyrer, kurtage og andre betalingerne til banken kan løbe op. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

- Det er en pengemaskine

Når danskerne vælger at investere deres opsparing i investeringsforeninger igennem deres bank, tager banken sig ofte betalt med 1,5 procent af formuen hvert år. Hvis danskerne i stedet valgte en almindelig, billig investeringsforening ville den gøre det for en tredjedel af prisen, altså 0,5 procent. Forskellen i procent lyder ikke af meget, men det kan betyde en forskel på flere hundrede tusinde kroner, forklarer Karsten Engmann Jensen.

- Hvis du investerer 500.000, vil det alene efter fem år have kostet dig over 25.000 kroner, at banken tager den ekstra procent.

Forbrugerrådet Tænk skriver, at den ene procent ekstra i omkostninger på en pensionsopsparing i et livsforløb, vil betyde, at man skal blive fire år længere på arbejdsmarkedet, før gebyrerne er betalt af.

Men den årlige procent er ikke den eneste måde, bankerne tjener penge på danskernes investeringer på, lyder det fra forbrugerøkonomen.

- Jeg havde en kunde den anden dag med en formue på 500.000. Hun betalte 10.000 kroner årligt til banken for, at de administrerede hendes investeringer. Hvad hun ikke kunne se var, at banken gennem et år havde handlet 16 gange med hendes værdipapirer. Det var handler, der aldrig tjente sig hjem, men kun øgede bankens indtjening på hende, fordi de tager et transaktionsgebyr hver gang, de handler, siger Karsten Engmann Jensen og fortsætter:

- Banken bytter også rundt på investeringsfondene. Hvis to investeringsfonde eksempelvis koster 10 kroner, skifter de den ene ud med den anden. Men den fond, der sælges kan du kun få 9,75 kroner for, og den du skal købe koster 10,25 kroner. Når de har lavet den handel, har du kun 9,85 tilbage. Jeg kan ikke se, det tjener kunden på nogen måde at lave mange af den slags handler. Det er en pengemaskine. Jeg er økonom, og jeg kan ikke se idéen i det, siger han.

Værdipapirer for en halv million

Men du har selv skabt en forretning, hvor du tjener penge på at rådgive danskerne om, hvilke investeringsforeninger, de skal vælge. Hvis du havde forbrugernes interesser for øje, hvorfor lægger du det så ikke bare gratis ud?

- Det gør vi også. Hver uge skriver vi om ugens case på LinkedIn og Facebook. Det er en anvisning, så folk kan gøre det selv. Men det er selvfølgelig klart, at vi også gør det med reklame for øje, siger Karsten Engmann Jensen.

I gennemsnit har hver dansker ifølge Nationalbanken værdipapirer for knap en halv million kroner. Men ifølge Karsten Engmann Jensen er for få danskere opmærksomme på, hvad de betaler, når de vælger at investere gennem bankerne.

- Bankerne giver kunderne gratis biografbilletter og gratis dankort. Kunderne tror, banken vil dem det godt, og at de sparer penge. Men banken ved godt, at den sparer kunden for 350 kroner, men over de næste fem år kan tjene 10.000 kroner på kunden bare ved en lille investering. Banken får kunderne til at kigge et andet sted hen, end der hvor det er farligt, siger han og fortsætter:

- Andre gebyrer er mindre vigtige. Den store røver er, når banken får lov til at tage penge af din formue, så banken kommer til at tjene meget mere, end hvis den tog penge for, at kunderne havde et dankort.

- Vi lever af tilfredse kunder

Avisen Danmark har forelagt bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, kritikken. Her påpeger Birgitte Søgaard Holm, direktør for investering og opsparing, at danskerne har haft pæne afkast på deres investeringer siden 2007. Samtidig opfordrer hun kunderne til at tage en snak med deres bank:

- Vi lever af tilfredse kunder i den finansielle sektor og lægger vægt på individuel og kvalificeret rådgivning. I dag er der en høj grad af gennemsigtighed for kunderne, som blandt andet årligt får en opgørelse over alle de omkostninger, de betaler, opdelt på blandt andet formidlingsprovision. Derfor vil jeg gerne opfordre bankkunderne til at gå ned og snakke med deres bank og rådgiver om, hvad de får for deres penge. Og så skal man huske på, at hvis man som kunde er utilfreds med produktet, er man altid velkommen til at skifte udbyder, skriver Birgitte Søgaard Holm i et skriftligt svar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce