Annonce
Faaborg-Midtfyn

Tvangsfjernelse sled på forholdet: Nu er Nick og Britt gået hver til sit

Væggene skal males, inden Britt Vilhelmsen og hunden Tjalfe kan flytte ind. I huset er der plads til begge børn, for Britt Vilhelmsen har ikke opgiver ikke håbet om, at hun på et tidspunkt får hendes to sønner hjem. Foto: Ane Johansen
Drømmen om en kernefamilie med far, mor og børn er brast for Nick og Britt Vilhelmsen. Det er knap et halvt år siden, at deres to sønner blev tvangsfjernet, og tiden efter har tæret hårdt på familien.

Espe: - Det var ikke det, der skulle ske. Det er slet ikke sådan, det skulle være.

Ordene er Nick Vilhelmsens. Han ser tilbage på, hvordan hans familie er faldet fra hinanden på ufattelig kort tid.

For et år siden glædede han og Britt Vilhelmsen sig til at udvide deres familie. De boede på en lille, trelænget gård sammen med Britt Vilhelmsens 10-årige dreng W, to hunde og en kat. Samtidig var Britt Vilhelmsen gravid med parrets fælles søn T.

- Det var den familie, som jeg har drømt om at få, siden jeg var barn, fortæller Nick Vilhelmsen og synker en gang, inden han tilføjer:

- Men nu er alt ødelagt.

Avisen har fulgt forældreparret Nick og Britt Vilhelmsen gennem det seneste halve år. I foråret besluttede Faaborg-Midtfyn Kommune at tvangsfjerne deres to sønner W og T, hvorefter forældrene fik få timer til at sige farvel til deres børn. Siden har avisen beskrevet, hvordan forældrene i fællesskab har klaget og kæmpet for at få deres børn hjem.

Men denne gang møder avisen de to forældre hver for sig.

- Vi havde håbet, vi kunne gå igennem det her som en familie. Men det har været alt for hårdt, har Britt Vilhelmsen måtte erkende. Parret blev skilt i august. Få måneder efter børnene flyttede til hver deres plejefamilie.

Annonce

Derfor blev børnene tvangsfjernet

Avisen har fulgt Nick og Britt Vilhelmsen, siden de fik indkaldelse til Børn og Unge-udvalget. Det var det udvalg, som i maj tvangsfjernede 10-årige W og på det tidspunkt to måneder gamle T.

Forældrene har klaget til Ankestyrelsen, som dog i juli gav Faaborg-Midtfyn Kommune medhold i tvangsfjernelsen.

Begrundelsen for tvangsfjernelsen ligger i Nick Vilhelmsens psykiske lidelser. Han er diagnosticeret med svær ADHD og en dysfunktionel personlighedsforstyrrelse, som gør det svært for ham at styre sine følelser og udvise empati.

Kommunen har vurderet, at Nick Vilhelmsen har "en personlighedsstruktur og vanskeligheder, der er så omfattende, at det ikke er foreneligt med varetagelsen af omsorgen," og at en eventuel behandling vil strække sig over flere år.

Kommunen mener derfor, "at det er overvejende sandsynligt, at T (forkortet af redaktionen, red.) vil lide alvorlig overlast og skade ved ophold i hjemmet hos Britt og Nick Vilhelmsen".

Skilles som venner

Papkasser, flytterod og en gennemtrængende stilhed præger familiens gård lidt uden for Espe. Det er kun Nick Vilhelmsen, som tager imod undertegnede på gårdspladsen.

Britt Vilhelmsen befinder sig få hundrede meter derfra i færd med at gøre sit nye hus klar. Der skal spartles og males, inden hun og hunden Tjalfe kan flytte ind.

Nick og Britt Vilhelmsen skal være ude af gården inden 1. november.

- Mit værksted er fyldt med ting, som jeg skal have ryddet op i, forklarer Nick Vilhelmsen, som selv nu har fået adresse i Øster Hæsinge.

Der er ingen tvivl om, at det er tvangsfjernelsen, som har drevet Nick og Britt Vilhelmsen fra hinanden.

- Hvis du vidste, hvor meget Britt og jeg har gnavet af hinanden, fortæller Nick Vilhelmsen og lader forstå, at diskussionerne har været intense og højlydte.

- Vi har mistet vores børn, og at gå med den sorg har bare slidt os op, forklarer han.

En aften i sofaen tog parret den svære beslutning. Det var bedst at skilles, mens de stadig var venner. For børnenes skyld.

Higer efter egen familie

Forældrene har således stadig fælles samvær med seks måneder gamle T en gang om ugen.

Britt Vilhelmsen ser desuden 10-årige W ugentligt, mens Nick Vilhelmsen, fordi han ikke er biologisk far, kun ser ham en gang om måneden.

- Der er så mange ting, som jeg går glip af. T kan for eksempel selv sidde op nu. Det er svært at se sin søn vokse op ved en anden, når man selv mener, man er en god far, siger en nedtrykt Nick Vilhelmsen.

Nick Vilhelmsen kender systemet. Han blev nemlig selv tvangsfjernet som fireårig, fordi begge hans forældre var misbrugere. I første omgang blev han anbragt på en institution og siden hos en plejefamilie.

Det er Nick Vilhelmsens psykiske helbred, som er hovedårsagen til, at Faaborg-Midtfyn Kommune mener, det er bedst, at W og T bor et andet sted. Nick Vilhelmsen har svær ADHD og en dysfunktionel personlighedsstruktur, som er det formelle ord for psykopat.

Tvangsfjernelsen og skilsmissen betyder, at Nick Vilhelmsen nok aldrig får opfyldt sin drøm om sin egen kernefamilie. Man sætter ikke et barn i verden, for at det kan blive fjernet, siger han, selvom det er alligevel det, som er sket.

Nu bor Nick Vilhelmsen så i Øster Hæsinge. Sammen med katten og hunden Tyson. Han er førtidspensionist, og når han ikke skal besøge sine børn, går de fleste dage går med Counter Strike og andre computerspil, mens menuen ifølge Nick Vilhelmsen lidt for ofte står på pizza.

- Jeg tager en dag af gangen og prøver at holde mig selv oppe. Heldigvis har jeg en god kammerat, som støtter mig meget, fortæller han.

Nick Vilhelmsen tager en dag af gangen. Hans liv har ændret sig markant, og den familie, han altid har ønsket sig, er gået i opløsning. Foto: Ane Johansen

En frisk start

Britt Vilhelmsen får også hjælp fra en god ven til at komme videre. Og til at gøre det nye hjem klar til indflytning.

- Det trænger til en gang maling, men det ligger tættere på skolen, påpeger Britt Vilhelmsen, der håber, at hendes to sønner på sigt kan flytte ind hos hende.

- Det er mega hårdt at se sine børn så lidt, siger hun og kalder de ugentlige samværstimer for værdsatte timer.

Samværet foregår på MDVuns-huset i Vester Hæsinge. Det var også her, at Nick og Britt Vilhelmsen måtte overbringe 10-årige W den kedelige nyhed om skilsmissen.

- Han blev rigtig ked af det, og så blev Nick rigtig ked af det. Det var hårdt at se, og det endte med ét stort tuderi, fortæller Britt Vilhelmsen.

- Jeg fortalte ham, at uanset om jeg var alene eller ej, så vil jeg kæmpe alt, hvad jeg kan, for at få ham igen.

Hun er egentlig ret afklaret med skilsmissen. Det er bedst sådan, mener hun. Ligesom Nick Vilhelmsen i øvrigt gør.

- Det her skal være en frisk start. Nu vil jeg have fokus på børnene og vise kommunen, at jeg godt kan.

Hun henviser til, at det er Nick Vilhelmsen og hans psykiske helbred, der er Faaborg-Midtfyn Kommunes hovedbekymring, når det kommer til børnene. Hun blev erklæret uegnet som forældre primært fordi, hun ikke havde skærmet børnene ved at gå fra Nick Vilhelmsen.

- Hvorfor blev I ikke skilt noget før, så havde du jo nok haft en bedre chance for at beholde børnene?

- Det her er ikke, hvad jeg drømte om. Jeg havde håbet, at vi alle fire i dag kunne sidde på gården, forklarer hun.

Hun mener ikke, at der er nogen sandsynlighed for, at hun finder sammen med Nick Vilhelmsen igen. Heller ikke, hvis hun får børnene igen.

- Der er for meget, der er ødelagt, mener hun.

Selvom Nick og Britt Vilhelmsen ikke længere er et par, kæmper de stadig for det samme mål. Nemlig at få børnene hjem igen. I hvert fald hjem til Britt Vilhelmsen.

I midten af november skal forældrene møde i byretten. Her skal en dommer tage stilling til, om Britt Vilhelmsen allerede nu må ansøge om at få børnene hjem fremfor at skulle vente yderligere et halvt år.

Det er en dag, som Britt Vilhelmsen har store forhåbninger til, fortæller hun til avisen.

- Næste gang vi snakker sammen, så håber jeg virkelig, vi får en god slutning.

Selvom det godt kan være lidt mærkeligt pludselig at skulle bo alene, når man i mange år har boet med mand og børn, satser Britt Vilhelmsen nu på en frisk start. Foto: Ane Johansen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fængselsforbundet: - Vi kan aldrig undgå, at indsatte tager livet af sig selv

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce