Annonce
Fyn

Trist, men afklaret: Pernille Bendixen forlader Folketinget

Det var en trist, men afklaret Pernille Bendixen, der dagen efter valget måtte erkende, at hun mister sin plads i Folketinget. Foto: Michael Bager
Med en halvering af antallet af mandater, måtte Dansk Folkeparti sige farvel til Pernille Bendixen, der nu skal på jagt efter et nyt job uden for Christiansborg. Hun vender ikke tilbage til jobbet som dagplejemor.

En kort sekund håbede Pernille Bendixen på, at hun kunne få nok personlige stemmer til at erhverve et af de to fynske mandater, som Dansk Folkeparti fik ved folketingsvalget. Men det blev Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl, der løb med de to mandater. Et udfald, som Pernille Bendixen var ærgerlig over, men også forberedt på.

- Vi ved, at det er vilkårene ved det her job - det er kun til låns. Vi er alle tre gået tilbage i personlige stemmer. Men alt taget i betragtning, synes jeg, at det er et pænt valg, jeg har haft. Jeg er i hvert fald godt tilfreds, sagde hun.

Selv om partiet er gået fra fire til to mandater, er Pernille Bendixen overbevist om, at de to mandater fortsat vil sørge for at kæmpe for de fynske mærkesager i Folketinget. Derudover håber hun også på, at partiet kommer stærkt igen og løbende vender tilliden tilbage hos vælgerne.

Annonce
Pernille Bendixen måtte se sig slået af Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl, der fik flest personlige stemmer. Foto: Michael Bager

Praktiske gøremål og afslapning

Hvad hverdagen fremover skal fyldes ud med, er endnu ikke fastlagt. Men først og fremmest skal Pernille Bendixen holde ferie, inden hun tager stilling til, hvad der skal ske.

- Jeg skal slappe af, løbe nogle ture og i hundeskoven med min venindes hund. Og så skal jeg have ordnet en masse praktiske ting i forhold til min folketingslejlighed, og så skal kontoret i Folketinget ryddes.

Inden Pernille Bendixen kom i Folketinget, arbejdede hun som dagplejemor, men det er ikke et erhverv, som hun regner med at vende tilbage til.

- Jeg bor i en ret lille lejlighed, så det fungerer ikke med små dagplejebørn. Ellers var det helt sikkert det, jeg ville arbejde med igen. Men nu må vi se, hvad der sker - jeg har ikke taget noget valg om, hvad der skal ske endnu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce