Trine droppede bøgerne, fulgte sit hjerte og blev Danmarks første kvindelige tømrermester: - Jeg kan godt lide at udfordre folk i de kasser, de tænker i

Otterup: Trine Callesen har aldrig været bange for at skille sig ud.

- Det har været en fast bestanddel af mit liv, både på privatfronten, hvor jeg har dannet par med kvinder, og i arbejdslivet, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg kan godt lide at udfordre folk i de kasser, de tænker i, fortæller den 48-årige tømrermester, der så vidt vides er den eneste af sin slags i landet, eller i hvert fald en af ganske få.

- Det har aldrig generet mig at være en kvinde i et mandefag. Det generer mig kun, hvis folk har en forudindtaget holdning om, at der er noget, jeg ikke kan, fordi jeg er kvinde. Men folk plejer at synes, det er sjovt og spændende, og det er også god gratis reklame for mig, for der er ingen, der er i tvivl om, hvem jeg er, siger hun.

Det var ellers langt fra oplagt, at Trine skulle ende i det mandsdominerede tømrerfag. Oprindeligt troede hun, at hun skulle have en klassisk akademisk uddannelse, og efter studentereksamen søgte hun ind på først etnografi og derefter antropologi.

- Men jeg gik død i det akademiske, husker hun.

På det tidspunkt havde Trine en kæreste i Amsterdam, og da kæresten skulle flytte til New York, flyttede Trine med hende. Ad omveje endte hun i staten Vermont, og her fik Trine noget af en åbenbaring.

- Den stat forelskede jeg mig bare i fuldstændig. De havde en dejlig praktisk tilgang til tingene. Jeg begyndte at gå til hånde hos en lokal tømrer, og det gjorde mig så glad. Det var dejligt at være udenfor. Det gav bare en anden tilfredsstillelse, forklarer hun.

Hjemvendt fra USA valgte Trine derfor at droppe alle tanker om en universitetsuddannelse og i stedet gå i voksenlære som tømrer midt i 30'erne.

- Jeg er jo ellers vokset op med den indstilling, at erhvervsuddannelser var for dem, der ikke var kloge nok til universitetet, så det var en verden, jeg slet ikke kendte til. Det var lidt af et skridt at tage, men jeg var ikke i tvivl om, at det skulle jeg bare, husker hun.

Det stod dog ret hurtigt klart for Trine, som var gravid, da hun blev udlært, at livet som ansat tømrer ikke kunne forenes med at være mor.

- Jeg brød mig overhovedet ikke om at arbejde som svend. Arbejdstiderne hang slet ikke sammen, for jeg kunne hverken hente eller bringe Mathilde (Trines datter, red.). Så jeg var der et år eller halvandet, før jeg besluttede at starte som selvstændig, forklarer hun.

Også i sin tilgang til livet som selvstændig skiller Trine Callesen sig ud. Hvor mange knokler langt over de 37 timer hver uge, når de har deres egen virksomhed, så har tømrermesteren en anden tilgang.

- Jeg kommunikerer med kunderne og fortæller dem, at jeg arbejder ikke som andre selvstændige. Jeg kommer først, når Mathilde er afleveret i skolen, og jeg er hjemme igen mellem 15 og 16. Det har folk heldigvis kun respekt for, siger hun og tilføjer:

- Som selvstændig har man jo pludselig noget fleksibilitet, så det har været helt perfekt. Jeg tror slet ikke, at det ville have kunnet lade sig gøre som svend at have både barn og hus og hund. Så kan jeg tjene penge, når hun engang ikke gider at være så meget hjemme mere, smiler hun.

Det er nu omkring syv år siden, Trine Callesen blev selvstændig tømrer, og hendes rejse har blandt andre imponeret hendes forældre. Så meget, at far Hans Lærke har indstillet hende til at modtage en kasse jubilæumsøl fra Fyens Stiftstidende, fordi han mener, at hun er indbegrebet af en hverdagshelt.

- Det er jo lidt sejt, det hun har gjort. Jeg synes, at hun kæmper godt og får det hele til at nå sammen, og det, synes jeg, er godt gået, forklarer han og fremhæver sin stolthed over, at datteren dels har fulgt sit hjerte og skiftet kurs, dels at hun på egen hånd klarer at holde styr på både hus, hund og den nu 10-årige datter Mathilde.

Den 48-årig tømrer er naturligvis glad for både ros og øl.

- Det er jeg da bare megastolt over og glad for, at de synes, at jeg gør det godt, siger hun og sender straks ros retur til forældrene.

- Min far har hjulpet mig, siden jeg startede, med at gå til hånde. Han har altid haft den fine titel af hold ved-montør. Og når jeg er alene med min datter, hus, hund og arbejde, så er det bare vigtigt, at jeg også har dem, siger hun.