Annonce
forside

Tredje gang lykkedes det: Penge og nye døre til Kunsthøjskolen på Ærø

Kunsthøjskolen på Ærø har fået penge og tilladelse til at udskifte to hoveddøre i skolens fredede hovedbygning.

En hoveddør er ikke altid bare en simpel hoveddør. Det har forstander på Kunsthøjskolen på Ærø Susan Hinnum måttet sande.

Højskolens hovedbygning samt en længe er nemlig fredet, og det stiller store krav til renovering.

Krav, der har det med at gøre alt dyrere. To gange har Susan Hinnum fået afslag på støtte til projektet. Men tredje gang var i dette tilfælde også lykkens gang.

Nu er dørene udskiftet med midler fra Kulturministeriet og Kulturstyrelsen.

- Kulturministeriet har givet 63.500 kroner, og Kulturstyrelsen har givet os 20.000 kroner. Nu er dørene skiftet, siger Susan Hinnum efter en lang proces, der også har budt på adskillige møder mellem højskolens rådgivende arkitekt og fredningsmyndighederne.

Dørene skal nemlig være så autentiske som muligt, og det har ført den lokale arkitekt ud i Ærøskøbings gader for at indsamle viden om døre fra den tid, hvor kunsthøjskolens hovedbygning blev opført.

Kunsthøjskolen har desuden selv betalt 13.000 af egen lomme til de nye døre.


Læs mere på Mitfyn.dk og i Fyns Amts Avis lørdag

Annonce
Kunsthøjskolen på Ærø har fået penge og tilladelse til at udskifte to hoveddøre i skolens fredede hovedbygning.
Kunsthøjskolen på Ærø har fået penge og tilladelse til at udskifte to hoveddøre i skolens fredede hovedbygning.
Kunsthøjskolen på Ærø har fået penge og tilladelse til at udskifte to hoveddøre i skolens fredede hovedbygning.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce