Annonce
Danmark

Tre ting der trækker nedad for partiet Fremad

Endnu et ser dagens lys i blå blok. Afhopperne fra Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har sammen skabt partiet fremad. Men projektet får det overordentlig svært. Det mener avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding. Han ser tre ting, der taler imod projektet.

1: Meget lille berettigelse

Blå blok minder til forveksling om venstrefløjen i 70’erne. En myriade af mindre partier kæmper om vælgernes gunst med overhængende fare for at slå hinanden ud og dermed påføre den borgerlige familie et katastrofalt stemmespild. Analytiker-kollega på Politiken Kristian Madsen har humoristisk døbt partierne de små blå smølfer.

Vi har således allerede Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Klaus Riskær Partiet. Spørgsmålet er, om der oven i det er plads til Partiet Fremad?

Vi ved endnu ikke meget om, hvad den politiske platform er, men groft sagt lyder partiet til at være Radikale Venstre placeret i blå blok. Det vil altså sige med en stram – men ikke symbolsk – udlændingepolitik og en klar borgerlig økonomisk linje.

Det er åbenlyst, at partiet er designet til at skulle forsøge at tiltrække vælgere fra Venstre og de gamle venner i Liberal Alliance. Måske de endda også kan hapse nogle af Radikale Venstres stemmer, hvor man må formode, at nogle af vælgerne synes, Mette Frederiksen er mere venstreorienteret, end hvad godt er.

Man kan godt løfte argumentationen for, at Fremad udfylder et udtømt hul på den politiske akse. Det var dybest set den plads, Lars Løkke Rasmussen gik efter at erobre, da han i valgkampen – og efter – forsøgte at gøre Venstre fri af Dansk Folkeparti.

Men selv hvis hullet findes, så er det ikke stort. Partiet Fremad skal med andre ord i helt ekstrem grad ramme sin målgruppe lige i numsen, hvis de skal lykkes at komme op over spærregrænsen på to procent ved det kommende valg.

Annonce
Makkerparret bag det nye borgerlige parti Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund får opmuntrende ord og et skulderklap med på vejen. Det bliver der også brug for, hvis Fremad skal have en chance. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

2: Manglende slagkraft

Det bliver med andre ord en yderst svær opgave. Det kommer til at kræve gennemslagskraft, og det er et af partiets udfordringer. Partiets to stiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er bare ikke de store billetsælgere.

Førstnævnte troværdighed hænger uløseligt fast til Liberal Alliances træklatrings-akrobatik i den forgangne valgperiode og er derudover belastet af det faktum, at Fremad er det fjerde parti, han er medlem af. Først var der Radikale Venstre, så stiftede han Borgerligt Centrum, så meldte han sig over i Liberal Alliance, og nu hedder projektet altså Fremad. Vælgerne må alt andet lige have svært ved at hitte rede i, hvad Simon Emil Ammitzbøll-Bille egentlig mener.

Christina Egelund har som folkevalgt politiker kun to partier på CV’et, men til gengæld er hun ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Hendes manglende valg til Folketinget for fem måneder siden er et tydeligt bevis på dette.

Hendes styrke er dog, at hun, da hun var politisk ordfører for Liberal Alliance, på rekordtid fik bygget et vidtforgrenet netværk op i pressen. Hendes afgang fra Liberal Alliance fik således også mere opmærksomhed, end det måske fortjente.

Ikke desto mindre er det tvivlsomt, om holdopstillingen Ammitzbøll-Bille og Egelund er stærk nok til at sikre en repræsentation i Folketinget. Rygtet har villet vide, at de to har forsøgt at få andre prominente navne med om bord, selv afviser de dog dette. Lige meget hvad, havde de haft godt af en stærkere opstilling.

3: Godt 20.000 vælgererklæringer

Den største udfordring på den korte bane for partiet Fremad er i det hele taget at blive opstillingsberettiget. Det kræver, at over 20.000 vælgere skriver under på det. Det er mange.

Ved det seneste valg lykkedes det både Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Partiet, men hvad de to sidste angik, hang det i høj grad sammen med, at man havde fundet et hul i valgloven, der gjorde øvelsen nemmere.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille ville ikke som indenrigsminister skride ind overfor dette, men den nye regering havde ingen reservationer og lukkede hullet som noget af det første, da de kom til. Det er altså blevet noget sværere at nå de forjættede +20.000 vælgererklæringer.

Skal partiet Fremad lykkes med blive opstillingsberettigede, kræver det tilstedeværelse digitalt. Følgere der deler det glade budskab, og penge til at give det et ekstra tryk. Endnu har Ammitzbøll-Bille og Egelund ikke rigtig nogen af delene.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Annonce