Annonce
Sydfyn

Tre måneder efter åbningen: Restaurant i Svendborg er gået konkurs

Humøret fejlede ikke noget hos Lene Aagaard (tv.) og Ditte Poulsen, da Greeneats åbnede for godt tre måneder siden. Men nu er spisestedet på Jessens Mole gået konkurs. Arkivfoto: Michael Thorbjørnsen
Restauranten Greeneats på havnen i Svendborg er gået nedenom og hjem blot tre måneder efter åbningen.

Svendborg: Der var blus på kedlerne, men ilden aftog kraftigt - og forleden døde flammerne så helt ud, da selskabet bag kun godt tre måneder efter åbningen blev taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Svendborg.

Og historien om spisestedet Greeneats er også fortællingen om en redningsaktion, der aldrig blev til noget.

Greeneats slog dørene op i det tidligere røgeri på Jessens Mole i Svendborg 4. juli, og ifølge indehaver Lene Aagaard var starten bestemt godkendt.

- Det gik godt. Forbavsende godt, faktisk, men så blev det dårligt vejr, og turisterne forsvandt, siger hun og konstaterer, at det dermed gik ned ad bakke.

- Og det kom aldrig i gang igen. Der var simpelthen for lav omsætning og for høje lønomkostninger, og 1. oktober lukkede vi caféen, siger hun og oplyser, at en fagforening siden begærede selskabet konkurs på vegne af nogle medarbejdere, som ikke har fået løn.

Annonce

Konceptet holder

Kort før åbningen fortalte hun her i spalterne, at Greeneats, som navnet antyder, skulle have fokus på plantebaseret kost. Dog også med noget til dem, der sætter større pris på en stor, saftig burger.

Og selv om det nu er slut, mener hun alligevel ikke, at idéen fejlede noget.

- Vi har kun fået ros, og anmeldelserne har været gode, så jeg er ikke i tvivl om, at konceptet var godt nok, siger Lene Aagaard, som mener, at problemet var et andet.

- Jeg tror ikke, der er kunder nok i Svendborg, og placeringen var heller ikke god. Der er ikke folk nok i den ende af havnen, siger hun.

Redningsplan

Det er ellers ikke, fordi Lene Abildgaard ikke har forsøgt at redde stumperne.

Hun fortæller, at hun fik skruet en redningsplan sammen, som indebar, at restauranten skulle være mobil i den forstand, at den skulle drives i en såkaldt foodtruck.

Det ville spare både husleje og lønudgifter, var hendes logik, men idéen fik aldrig hjul.

- Jeg skulle bruge penge til at dække underskuddet og betale personalet og til en lille udbetaling på trucken. Men det lykkedes ikke at få banken med, og så måtte jeg kaste håndklædet i ringen, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce