Annonce
Assens

Tre hurtige til Tom K: - Søndersø er en svær bane

Racerkører Tom Kristensen besøgte Strøjer Samlingen to gange i uge 48. Foto: Rasmus Vestergaard
Tom Kristensen har vundet det legendariske 24-timers løb på Le Mans rekordmange gange, men gokartbanen i Søndersø gik det aldrig godt på. Her svarer han på tre hurtige spørgsmål.

1. Hvordan er det at komme her på Strøjer Samlingen?

- Det er dejligt. Jeg har dog ikke nået at se bilerne, da det hele har handlet om arrangementet. Jeg har kendt Jørgen (Strøjer, red.) i mange år, han er et dejligt bekendtskab. Han er jo helt sin egen, og det er flot at se en med den passion for biler og den succes, som han har.

Annonce

2. Hvordan er dit forhold til Fyn?

- Fyn er fin. Jeg kørte engang gokart på banen i Søndersø, men det gik ikke særlig godt. Det er en svær bane. Jeg har også været på Ringe Festival engang, og ellers er Sydfyn jo bare et smukt område. Jeg har også nogle gode bekendte i Svendborg.

3. Er du blevet en bedre bilist af at være racerkører?

- Det har da nok hjulpet, ja, men det kan ikke rigtig sammenlignes. Man kan godt blive lidt fartblind, og så skal man huske, at man ikke er på banen. Jeg har prøvet nogle ekstreme situationer, og det har givet en viden om, hvordan en bil opfører sig, som jeg nok kan bruge. Alle burde have et udvidet glatførekursus.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce