Annonce
Indland

Tre gode råd: Sådan hjælper du bedst en nær, der er ramt af hjernerystelse

Ronni Lykke Bødker er landformand i Hjernerystelsesforeningen.

Det kan som pårørende være svært at vide, hvordan man bedst hjælper en nær, der døjer med senfølger af en hjernerystelse. Her er tre gode råd.

Hjernerystelsesforeningens landsformand, Ronni Lykke Bødker, giver her tre konkrete anvisninger på, hvordan man som pårørende bedst hjælper en person, der har fået en hjernerystelse, og som stadig har følger af den.

1. Tålmodighed og forståelse

- Tålmodighed og forståelse, eller det jeg også vil kalde accept, er en rigtig vigtig ting. Det er usynlige symptomer, så det er svært at se, hvordan den ramte egentlig har det. Hvis en ramt den ene dag er frisk nok til at tage med til familiefest, kan man ikke regne med, at det samme gælder dagen efter. Så det handler om at acceptere, når den ramte ikke kan mere.

2. Sæt dig ind i hjernerystelser

- Det er vigtigt, at man som pårørende forsøger at sætte sig ind i, hvad en hjernerystelse er og læser op på, hvilke symptomer der kan være. Det kan man gøre sammen med den ramte og i fællesskab prøve at finde ud af, hvad det er, der kan være udfordringen nu. Det er også med til at give en bedre mulighed for accept som førnævnt. For hvis du ikke ved, hvad det er, der er sket, er det også sværere at acceptere.

3. Hjælp med struktur

- Det handler om at hjælpe til med at strukturere hverdagen for den ramte. Hvis man er en familie, handler det blandt andet om at snakke om rollefordeling. Før var det måske mor og far, men nu er far ramt, og så må mor tage lidt mere af det huslige. Derudover handler det også om at hjælpe med at sige: Du skal ikke gå til den her koncert, for det hjælper dig ikke. Det er måske rigtig træls, men det er bedst sådan.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce