Annonce
Odense

Tre forklaringer: Derfor er fællesskaber så vigtige

Hans Henrik Knoop: - Hvis vi ikke tilhører et fællesskab, er vi bange - og i skolen vil elever derfor have svært ved at lære noget, fordi de oplever det som om, at der er fare på færde. Privatfoto
Lektor Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitet forsker i elevernes fællesskaber og trivsel i skolen. Her fortæller han, hvorfor fællesskaber er så vigtige og potentielt farlige for os.

Hvorfor er der så stor fokus på fællesskaber i øjeblikket? Lektor Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitet gør os klogere her:

Annonce

1: Fællesskaber er livsvigtige

Vi er fra naturens side udviklet til at påskønne fællesskaber.

- Menneskebarnet har den længste barndom af alle dyrearter med den længste afhængighed af voksne. Hvis man i stenalderen ikke tilhørte et fællesskab - hvis de voksne ikke passede en - så overlevede man ikke, og derfor reagerer vi meget stærkt på selv de mindste tegn på fælles social udstødelse. Selv om det ikke længere er livsfarligt her i vores velfærdssamfund, har vi stadig en biologi, der gør, at vi reagerer voldsomt, hvis vi står udenfor. Så vi er alle optimeret til at søge, påskønne og være i fællesskaber, forklarer Hans Henrik Knoop.

2: Afgørende for læring

Den oplevelse får selvsagt stor betydning for børn skolegang og læring.

- Hvis vi ikke tilhører et fællesskab, er vi bange - og i skolen vil elever derfor have svært ved at lære noget, fordi de oplever det som om, at der er fare på færde. Potentielt social udstødelse er farlig for os, så hvis kammeraterne ikke kan lide dig, eller du er ved at blive mobbet, er det typisk det eneste, der fylder. Derfor er det vigtigt, at en skole kan håndtere det og arbejder med fællesskabet, siger Hans Henrik Knoop.

Man kan også have et godt forhold til en eller flere af sine lærere, men forskerne afdækkede for et par år siden, at omkring 25.000 elever i folkeskolen hverken havde kontakt med voksne eller kammerater, som de kunne bruge til noget. De havde derfor mere ondt i maven og i hovedet, de var mere mistrøstige og mindre optimistiske, og de klarede sig dårligere fagligt.

3: Frihed og fællesskab hænger sammen

Det er ikke kun fællesskaber, som er vigtige for vores trivsel - det er frihed også, forklarer Hans Henrik Knoop:

- Folk tænker det typisk som modsætninger, men hvis man kigger på det forskningsmæssigt og sundhedsmæssigt, ser man, at ingen fungerer uden fællesskaber og heller ikke uden frihed.

- Du kan sige, at et godt fællesskab er kendetegnet ved, at det fremmer individets frihed. If You Love Somebody Set Them Free, som Sting synger. Fællesskaber uden frihed opleves som totalitære og er ikke sjove at være en del af. Men det går også den anden vej - god frihed er kendetegnet ved at være ansvarlig. At man bruger sin frihed til ikke mindst at tage vare på fællesskabet fremfor at være kynisk og egoistisk. Og med det in mente er der kun godt at sige om at styrke fællesskaberne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce