Annonce
Livsstil

Tommy Kenter - Komme, hvad der komme vil - bare der er rødbede til

Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tommy Kenter debuterede som skuespiller på Det Ny Teater, da han var ni år. I dag - 60 år senere - er han tilbage på Det Ny Teater, hvor han siger farvel til teaterlivet med sin sidste store rolle i forestillingen "Spillemand på en tagryg". Han har ikke været på Det Ny Teater i de 60 år, der er gået, men til gengæld har han været så mange andre steder - i den evige jagt på humor med en tragisk klangbund. For hvis man kan ramme netop den balance, kan publikum som regel huske, hvad de grinede af. Det siger erfaringen ham - selv om den melankolske komiker i bund og grund ikke mener, han kan bruge erfaringen til noget som helst - lige med undtagelse af én ting: Han ved, hvordan han forbereder sig.

Han sammenligner sig selv med en bokser, der er i træningslejr i et andet land. Han begyndte forberedelserne et halvt år før alle de andre på holdet og bevæger sig meget nødigt langt væk fra Det Ny Teater og sit hjem i Nærum nord for København. Han træner, har tabt seks-otte kilo indtil videre og har ændret sin kost, så han konsekvent holder sig fra gluten, alkohol, rødt oksekød, sukker og mælkeproteinet cassein. Han terper teksten hver formiddag og hver aften og ser ikke længere film i fjernsynet. Selv TV-Avisen er røget. Og han siger nej til alle sociale sammenkomster og har i stedet gået til sang hos operasangeren Louise Fribo.

- Jeg havde ingen vished for, om min stemme ville knække efter halvanden måneds tid, for jeg har aldrig sunget så meget i så lang tid. Det var ikke, fordi jeg var nervøs for, om jeg kunne synge det. Det var, fordi jeg var nervøs for, om jeg kunne synge længe nok, og det kræver en helt anden teknik, end jeg hidtil har benyttet mig af.

- Jeg har nu overhovedet ikke benyttet mig af nogen teknik, funderer 69-årige Tommy Kenter og begynder at grine.

Han sidder i Det Ny Teaters kongesalon efter dagens prøver på sceneforestillingen "Spillemand på en tagryg", som har ham i hovedrollen frem til 15. december.

Tommy Kenter er godt klar over, at det denne gang er et større arbejde, end han normalt lægger i det - fordi han har den alder, han har, som han siger.

Det var han også fuldt ud bevidst om, da han takkede ja til at afslutte teaterlivet i rollen som mælkemanden Tevye. For musicalen, som nogle kalder forestillingen, rummer alt det, som Tommy Kenter i sin 60-årige karriere som skuespiller altid har bestræbt sig på at finde frem til: nemlig den rette balance mellem humor og alvor.

- Jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle gøre det her, ville det være sidste gang, jeg trykkede den af på den her måde. Efter denne rolle vil jeg hellere være skuespiller på en anden måde, en mere rolig måde. Men jeg kunne bare mærke, at det skulle slutte med denne rolle. For her var den pludselig. Her var hele grunden til, at jeg blev skuespiller, og det måtte jeg have med, inden jeg holder op med teaterrollerne, forklarer han.

Annonce

Tommy Kenter

Født 15. april 1950 (69 år). Skuespiller, sanger og komiker.

Har vundet en Bodil og en Robert for bedste mandlige hovedrolle (1991) for "Lad isbjørnene danse", og vandt Bodil for bedste mandalige birolle i både "Fukssvansen" (2002) og "Marie Krøyer" (2013).

Bor i Nærum med sin kæreste gennem fire år, Janne Hjorth.

Er aktuel fra 26. september til 15. december i hovedrollen som Tevye i musicalforestillingen "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater i København.

Har datteren Sarah Kenter med sin ekskone, skuespilleren Ann-Mari Max Hansen - der spiller Tevyes kone i stykket - og to børnebørn.

Er i marts 2020 igen aktuel på Det Ny Teater, denne gang med det, han selv kalder senior-standup i sit eget show Kentex med undertitlen: "Hvorfor dog stå og råbe folk ned i hovedet".

Hvis jeg var en rig mand

Tommy Kenter kendte ikke stykket "Spillemand på en tagryg" i forvejen, hvis man da ser bort fra Erik Paaskes glansnummer, dengang han levede og spillede rollen som Tevye:

- "Hvis jeg var en rig mand, og babadabadabadabadum".

Han nynner sangen og erkender, at han efter at have set en skøn filmatisering stadig var lidt lummer ved at sige ja til rollen dengang, fordi han var i tvivl, om han kunne udfylde det kæmpestore stykke arbejde, der ville ligge i den. Det blev en tur til London med teaterdirektør Niels-Bo Valbro fra Det Ny Teater, der afgjorde det.

- Vi så en version instrueret af eliteinstruktøren Trevor Nunn, og der må jeg sige: Da røg jeg på røven. Nok bliver man bevæget af at se filmen, men det er noget helt andet at se den live. 10 minutter inde i anden akt fik de mig. Tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på mig, og jeg fik en stor klump i halsen. Jeg var fuldstændig solgt samtidig med, at det var så ambivalent, at jeg sad skræmt fra vid og sans og så, hvad den mand lavede dernede på scenen, som var tiltænkt mig. Jeg tænkte: "Gud fri mig vel." Men så tænkte jeg: "Okay. Hvis jeg på et eller andet tidspunkt kan få en hel masse andre mennesker til at få den følelse, som jeg har lige nu, så er det sgu nok ulejligheden værd." Det er jo trods alt derfor, vi er blevet skuespillere. Det er jo for at give folk en meget intens oplevelse. For at påvirke dem på en eller anden ordentlig måde, forklarer han.

Novellerne, der ligger til grund for "Spillemand på en tagryg" handler om en mælkemand og hans jødiske familie i en lille landsby i det sydvestlige Rusland omkring år 1905, få år før zaren bliver væltet, og lige inden zaren systematisk begyndte at jage jødiske familier bort. Tommy Kenter kalder det teater til tiden.

- For det er er så snedigt gjort af forfatteren, at vi får sådan en sympati for disse mennesker, inden vi ser, hvad de bliver udsat for. Når vi i fjernsynet ser horder af mennesker, der kommer ad de danske motorveje på flugt, føler vi nok et eller andet, men ikke så meget, for vi ved jo ikke, hvem de er. Her er det så satans, at når det sker, så kender du hver enkelt, og så gør det ondt. Det er derfor, det først og fremmest er teater til tiden, fordi det desværre ikke er helt uaktuelt. Der er desværre stadig folk, der bliver fordrevet fra det sted, de hører til. Dengang var det kun jøderne, men nu er det kraftedeme alle mulige andre også, konstaterer Tommy Kenter nøgternt.

Yin og yang

Denne tragiske klangbund kombineret med en udtalt humor er netop den rette måde at servere fortællingen på, så det sætter sine spor, også efter tæppet er faldet. Det er i hvert fald Tommy Kenters klare overbevisning, og det han altid har søgt for at få det fulde udbytte.

Ifølge Tommy Kenter bliver det, der er sjovt, ofte meget sjovere, hvis det sker på baggrund af noget dybt tragisk. Og det alvorlige og det bevægende bliver tilsvarende meget mere bevægende, hvis det også er morsomt.

- Det er to faktorer, som, når de går sammen, forstærker hinanden. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men det er ligesom yin og yang. Hvis det kun er sørgeligt og bevægende, tænker man, at det er eddermame billetmærket alvor, og så sidder man og får lidt tankeflugt. Og hvis det kun er pjat og skæg og ren Linie 3, så griner man, men kan ikke huske bagefter, hvad man grinede af.

- Jeg kan godt lide, at folk bagefter kan huske, hvad de grinede af, og det gør de som regel, når humoren udspringer af noget tragisk. Og det er det, det her stykke indeholder. Begge dele, og det er det, som jeg i mange, mange år i min karriere har prøvet at arbejde med.

Hans stemme har en rar, blød klang, der stiger og falder i styrke, og som ville gøre de fleste andre, der ligesom ham selv bærer titlen "morfar", grønne af misundelse. En god fortællestemme. Den fylder teatrets kongesalon med de guldindrammede spejle på væggene, lysekroner i loftet og pænt ombetrukne antikviteter omkring det ovale mahognibord. Akustikken lader ordene stige til vejrs som små luftballoner, inden de overlader scenen til de næste.

Og han har ordene i sin magt - og snor i dem alle. I 60 år har Tommy Kenter brugt sin stemme til at fortælle historier, og han kan dem forfra og bagfra.

Han fortæller om den afdøde danske forfatter Finn Søeborg, der i 50'erne, 60'erne og 70'erne skrev med samme dualisme mellem det alvorlige og det humoristiske, som Tommy Kenter selv er så optaget og fascineret af, og hvis noveller han tager rundt og optræder med.

- Da Finn Søeborg var ung, blev han udråbt til humorist. Det havde han egentlig ikke selv bestræbt sig på, men det var så tilfældigvis morsomt, det han skrev. Og så spurgte alle folk ham: "Nå, hvad så Søeborg, hvad er så humor?" Og han blev altid angst, når de spurgte ham, for det kunne han ikke rigtig forklare. Så svarede han: "Jeg tror, humor er den egenskab, man ikke er i besiddelse af, når man skal forklare, hvad det er." Da han så blev en gammel mand, og jeg fik lov til at interviewe ham i et transmitteret talkshow på Cafe Liva, spurgte jeg ham så igen: "Finn, nu er du blevet en ældre herre. Har du fået en anden definition på humor, end da du var yngre?" "Ja, det har jeg nok," svarede han så. "Jeg tror, den ægte humor er den humor, der fremkalder den latter, som kommer gråden i forkøbet."

Tommy Kenter lader citatet få sin plads i den efterfølgende tavshed, inden han uddyber sin pointe:

- Det var sådan, han skrev. Og det er det, jeg har bestræbt mig på, når jeg har kreeret mine egne ting - at ramme den balance. Jeg kan mærke, at jeg har det bedst over for publikum, hvis de to ting er til stede.

Den perfekte søndag: At ligge i sengen - og gå i nul

Lige nu er den perfekte søndag for mig bare at få lov til at blive i min seng. At få lov til at sove, lige så længe jeg kan - og få lov til at blive liggende. Måske gå en tur i Dyrehaven. Og så slippe den der tekst. Fordi jeg er så aktiv resten af ugen, er den perfekte søndag for mig at ligge og glo ud ad vinduet og prøve at slippe den der koncentration, man er i. Det er den perfekte søndag for mig. At gå i nul. Jeg skal ikke ud og spille badminton. Det kan jeg fandme godt love dig. Intet. Eventuelt se en film. Det kunne der måske godt lige blive plads til tidligt på aftenen. Men helst ligge i sengen. På andre tidspunkter havde jeg nok sagt noget andet, men lige nu er det sådan, jeg har det.

Den forpulede tekst

Folk spørger tit, om Tommy Kenter ikke har glæde af alle de erfaringer, han har gjort sig? Men nej, Tommy Kenter synes ikke, han har nogen som helst glæde af sine erfaringer som skuespiller. For alting ændrer sig altid en uge efter.

- Jeg kan ikke bruge mine erfaringer til en skid - lige med undtagelse af én ting: Morten Grunwald sagde engang til mig: "Preparation is everything." Jeg ved, hvordan man forbereder sig. Det kan jeg bruge mine erfaringer til, og det gør, at jeg ikke bliver så nervøs. Hvis man har forberedt sig ordentligt, bliver man ikke nervøs, når man skal ind på scenen. Hvis det har haltet lidt med forberedelserne, er du et nervevrag, når du går ind. Og så er du pludselig sårbar, når du får dårlige anmeldelser. For så ved du, at du ikke har gjort dit bedste, og så slår det hårdt, ikk'. Men hvis man ved, at man har gjort sit bedste, så gør det ikke noget, hvis anmelderne skriver noget dårligt. For så er du urørlig.

Tommy Kenter sætter sig ret op i stolen og lader begge hænder ligge på bordpladen foran sig. Hans hvide skjorte er knappet op i halsen, så den står let åben. Og så begynder han at fortælle om den forpulede tekst, han skal lære udenad.

- Men det er ikke nok at kunne huske den udenad. Det kræver, at du siger det så mange gange, at den til sidst går ind i dine motoriske nervesystemer, så du overhovedet ikke bruger din hjerne til at hidkalde dig teksten. Du bruger kun hjernen til at lave kunst så at sige.

Og han fortæller om sin kæreste, Janne Hjorth, der er så sød og har siddet med ham hver formiddag og hørt ham i replikkerne.

- Hvis jeg sidder alene med så gevaldigt et tekstmateriale, er jeg på i fem minutter, og så får jeg tankeflugt. Så tænker jeg på alt muligt andet i 5-10 minutter, og så er jeg på igen. Og så tager det for lang tid. Så når man det ikke. Jeg har aldrig kunnet sidde alene, heller ikke da jeg var yngre, erkender Tommy Kenter, som normalt har betalt et andet menneske en timeløn for at sidde med ham og sige replikkerne, ofte en teaterskoleelev, der gerne ville tjene nogle ekstra penge.

Tommy Kenter har gået caminoen. Det gjorde han i 2009 i slutningen af sine 50'ere i én af karrierens pauser. Nogle af pauserne har været planlagte. Andre har været ufrivillige, men sådan er freelanceskuespillerens lod, pointerer Tommy Kenter. - Jeg kender jo aldrig min årsindtægt, fordi jeg netop arbejder freelance. Nogle gange tjener man styrtende med penge, andre gange tjener man ikke en skid. Derfor er der selvfølgelig afbræk. Mine pauser har altid haft forskellige udgangspunkter, fortæller Tommy Kenter. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Mentor og ven

Da Tommy Kenter selv kom ud fra teaterskolen i 1973, havde han tre ønskeroller. Den ene var Lennie i Steinbecks "Mus og mænd", den anden var at blive stjerne i Cirkusrevyen, og det tredje var at spille Keld Petersens rolle i "Den grønne elevator".

De to første fik han opfyldt temmelig tidligt i sin karriere på grund af Volmer Sørensen, som dels havde Cirkusrevyen og gjorde Tommy Kenter til en stjerne, dels havde Amagerscenen, hvor han spillede "Mus og mænd".

- Der skulle gå mange år, før jeg fik "Den grønne elevator" som skalp i bæltet. Det var med Bodil Jørgensen for kun fem år siden. Men det viste sig jo hen ad vejen, at det ikke var de roller, der blev mine toppunkter, da jeg endelig kom i gang. Det var en ganske ung mand, der lige var kommet ud fra teaterskolen og hverken vidste tud eller røv og bare havde de tre ambitioner, siger Tommy Kenter og ryster på hovedet.

Nej, den melankolske komikers toppunkter er i dag nogle andre og har mestendels at gøre med Morten Grunwald.

- Han var min store mentor, og uden ham havde min karriere ikke formet sig sådan, som den er kommet til at forme sig. Han tog fat i mig, da jeg var i starten af mine 20'ere, og i begyndelsen var det rent professionelt, men vi blev meget meget nære venner hele livet - lige indtil han afgik ved døden for et års tid siden. Uden ham ... Han var den, der ...

Tommy Kenter leder pludselig efter ordene, men finder rutineret og roligt samtlige snore til luftballonerne, han har sendt til vejrs.

- Jeg lavede meget pjat og fjant i fjernsynet, og det var det, folk så dengang. De så jo fjernsyn, men gik ikke i teatret, så der var ikke nogen, der vidste, at jeg kunne lave teater. Men det havde Morten Grunwald øje for - og derfor gav han mig udfordringer, hvor jeg kunne dyrke de mere seriøse og alvorlige sider. Det gjorde han blandt andet ved at præsentere mig for Samuel Beckett. Det var Lars Knutzon, jeg spillede med hver gang, og det er også ham, der er min bedste ven i dag. Vi spillede "Mens vi venter på Godot", og vi spillede "Slutspil", og så spillede jeg selv "Krapps sidste bånd", som var et enmands-stykke. Det må nok siges at være noget af det, jeg er meget glad for.

- Og så har Peter Langdal, sceneinstruktør og tidligere teaterchef, selvfølgelig også givet mig nogle flotte udfordringer: soldat Svejk, Mefisto i "Faust" - og "King Lear" for at det ikke skal være løgn. Men det sidste var nu i mange anmelderes øjne bestemt ikke lykkedes.

Tommy Kenter er kendt som skuespiller, sanger og komiker. Sidstnævnte titel er han også glad for, for det er jo, som han selv siger, fantastisk at få folk til at le. - Jeg har en medfødt evne til at vende alle situationer om, så de bliver morsomme. Og det er jeg da kun taknemmelig for, at jeg er født med, og at jeg ovenikøbet kan få lov til at bruge det i mit arbejde. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Kongen og grisehandleren

Solens sidste stråler har sit spotlight skarpt rettet på Tommy Kenter, indtil lyset lidt efter lidt bløder op og bliver rundere og mildere for til sidst at forsvinde helt fra vindueskarmen. Tommy Kenter ser op. Han har ikke altid været urørlig over for dårlige anmeldelser, som har det med at følge med livet i rampelyset.

- Hvis jeg ikke har haft rent mel i posen, bliver man jo knust. Man bliver flov ad helvede til. Man bliver flov over, at nogen har opdaget det. At man ikke har forberedt sig ordentligt, og at det ikke er særlig godt. Og man går og tænker: "Det opdager de nok ikke." Men gu fanden gør de så. Men det er ikke sket så mange gange, for jeg har altid forberedt mig ordentligt. Men det er da sket. Det skete med "King Lear" for eksempel, men det var nu ikke min skyld, forklarer Tommy Kenter og fortæller om to dagbladsanmeldere, der syntes, at Peter Langdal med "King Lear" i 2016 havde begået mord på Shakespeare ved at skrive hans vers om til prosareplikker, og at han havde instrueret Tommy Kenter helt forkert.

- Det rørte mig sådan set, for jeg havde talt med så mange publikummere hver aften og havde bemærket, at publikum pludselig forstod den forestilling, fordi vi ikke stod og talte på de der højtravende vers. Og det var en stor glæde at mærke, at vi kommunikerede med publikum på en meget mere lige måde. Det er jo publikum, vi står over for hver aften. Det er ikke anmelderne, pointerer han.

Tommy Kenter har faktisk aldrig fortrudt noget i sin karriere. Som freelanceskuespiller engagerer man sig et godt stykke tid ud i fremtiden, og vanvittigt ofte kommer man ifølge Tommy Kenter ud for, at man bliver nødt til at takke nej til en rolle, fordi man allerede har lavet en anden aftale.

- Så må man bide det i sig og sige satans også. Men jeg har aldrig fortrudt noget. Jo, jeg har fortrudt én ting, kommer Tommy Kenter pludselig i tanke om.

Peter Langdal lavede en musical sammen med Bent Fabricius Bjerre ud af "Matador"-serien, som blev opført i Operahuset. Det blev noget juks, synes Tommy Kenter. Men det fortrød han sådan set ikke, for han spillede Buster Larsens rolle, grisehandleren, og han havde et meget nært forhold til Buster Larsen, da han var dreng.

- Så blev det noget juks, og det var ikke særlig spændende at gå ind og spille det. Det, jeg fortryder, er, at der kom så mange publikummere, at de ville genopsætte musicalen næste sæson. Og jeg kom desværre til at sige ja. Hold kæft, det var et helvede. Det fortryder jeg. Genopsætningen fortrød jeg. Da kunne man se, at jeg ikke gjorde det af de rigtige årsager. Jeg gjorde det ikke, fordi det var nødvendigt og vigtigt og skægt. Jeg gjorde det, fordi jeg syntes, det var fedt at spille Buster Larsens rolle, og det er ikke det rigtige udgangspunkt, understreger Tommy Kenter.

I forestillingen "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater spiller Tommy Kenter over for sin ekskone Ann-Mari Max Hansen: - Jeg har sagt til instruktøren Daniel Bohr, at jeg nok skal love, at vi fungerer godt som mand og kone på scenen - og bedre end vi gjorde i privaten, fortæller Tommy Kenter med et smil. Her ses de under prøverne op til premieren 26. september. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Senior-standup

Det hele har dog langtfra været noget juks. Og det er også blevet belønnet - ikke med dårlige anmeldelser, men med priser ved navn Bodil og Robert. Og jo, de er da meget skægge at have stående, hvis du spørger Tommy Kenter. Men den pris, han er allermest stolt af, er prisen, han fik af Dirch Passer i 1979, året før han døde.

- Den pris, jeg er mest stolt af, er den for årets revykunstner. Den hedder "Årets Dirch", og jeg er den eneste, der har fået den af Dirch Passer. Den bliver uddelt endnu, men nu er det Billedbladet, de får den af. Det var Dirch Passer, der startede det. Han tog rundt og så alle årets revyer, og så fandt han den revyskuespiller, som han syntes, var bedst det år. Så fik man "Årets Dirch" i Tivolis Koncertsal, hvor han selv uddelte den. Det var en meget smuk medaljon i bronze, som Erik Verner, den vidunderlige tegner fra Berlingske Tidende, havde lavet i ler og bagefter fik støbt i bronze - med Dirch Passers profil. En tung sag. Den er jeg mere stolt af end de der Bodil'er, siger Tommy Kenter og smiler.

Men ellers vil han ikke sige, at han generelt er stolt af det, han har bedrevet på scenen her set i bakspejlet. Tommy Kenter har gjort det, fordi det simpelthen ikke kunne være anderledes. Det er bare faldet sådan ud. Naturligt.

- Jeg er da glad for, at jeg kunne leve af det og trives med det, for det er sjældent, man får penge for sin hobby. Gu er jeg da ej stolt. Sådan ser jeg det ikke indefra. Man prøver bare at løse den der skide opgave, og så må andre derude sige, om det er noget, man kan være stolt af, konkluderer han.

I slutningen af marts næste år besøger Tommy Kenter Det Ny Teater igen. Denne gang med sit eget Kentex-show med undertitlen: Hvorfor dog stå og råbe folk ned i hovedet.

- Jeg kalder det senior-standup, hvor jeg dels synger og spiller klaver - dels fortæller på en lidt sjov facon, hvad det er i min opvækst, der gør, at jeg har valgt sådan et sindssygt erhverv som det her og ikke kan finde andre veje. Det tager to timer at forklare, hvad det er, siger han med et skævt smil, for mere vil han ikke sige - endnu.

Og det står efterhånden lysende klart, at det ikke kunne være mere forkert at kalde ham pensionist efter denne sidste teaterrolle som mælkemand i "Spillemand på en tagryg".

- Nej, det har jeg sgu ikke råd til. Jeg skal jo leve og have mad. Man kan fandme ikke leve af dansk folkepension, konstaterer han og griner.

Og jo, han vil da gerne have mere tid med sine to børnebørn, men det kan ikke nytte noget, at det kun er det.

- Det er derfor, at jeg også gerne skulle forsætte lidt endnu som skuespiller, men på lidt mere ... hvad kan man kalde det ... profitable vilkår. Lidt mindre arbejdsindsats til lidt højere gage, finder han på at sige og klukker lidt.

- Jeg ville ikke bare kunne sidde og være morfar. Jeg elsker at læse op for børnebørnene og være sammen med dem, men jeg kunne ikke bare sætte mig hjem nu. Der skal være en vis balance i det, siger han.

Modsat mælkemanden Tevye hviler balancen i livet ikke på traditioner eller indgroede vaner for Tommy Kenter. Balancen hviler på skiftende døgnrytmer.

- Jeg har dybest set ingen traditioner. Jeg er pikfrustreret. Jeg vælter rundt. Som freelanceskuespiller kommer du aldrig ud for at have nogle traditioner og vaner, for du bliver væltet rundt hele tiden. Jeg har levet som freelanceskuespiller, siden jeg var 23 år. Du har så skiftende døgnrytmer, så du kommer aldrig ind i noget mønster eller system af nogen art. Men det har passet mig glimrende. Sådan er min psyke. Jeg tror ikke, jeg kunne eksistere på anden måde.

Tommy Kenter er på vej ned ad trapperne fra Kongesalonen på Det Ny Teater i retning mod en bagdør. Han har fyraften og skal hjem til Nærums stilfærdige fuglefløjt.

Måske får han en vane eller to med tiden.

Hans eget svar på den forestilling starter med et citat af Osvald Helmuth og slutter med et grin:

- Komme, hvad der komme vil - bare der er rødbede til. Og så kan man spørge: "Hvad er rødbeden?" Det er jo forskelligt fra menneske til menneske.

Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tommy Kenter slutter skuespillerkarrieren på teaterscenen af med hovedrollen i forestillingen "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater. Ifølge Tommy Kenter indeholder netop dette stykke den perfekte balance mellem alvor og humor - en balance han har bestræbt sig på at ramme i mange, mange år. Foto: Det Ny Teater
I forestillingen "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater spiller Tommy Kenter over for sin ekskone Ann-Mari Max Hansen: - Jeg har sagt til instruktøren Daniel Bohr, at jeg nok skal love, at vi fungerer godt som mand og kone på scenen - og bedre end vi gjorde i privaten, fortæller Tommy Kenter med et smil. Foto: Det Ny Teater
I forestillingen "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater spiller Tommy Kenter over for sin ekskone Ann-Mari Max Hansen: - Jeg har sagt til instruktøren Daniel Bohr, at jeg nok skal love, at vi fungerer godt som mand og kone på scenen - og bedre end vi gjorde i privaten, fortæller Tommy Kenter med et smil. Foto: Det Ny Teater
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce