Annonce
Debat

To forskellige kidnapninger

Den lille dreng ønskede selv at blive kidnappet, når han hørte pastor Philipsen fortælle om Mozart Lindberg. Men da det så blev alvor, var det slet ikke sjovt

I mit barndomshjem i Gram var pastor Philipsen en hyppig og velset gæst. Jeg husker pastoren fra slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne.

Ved større selskaber var der noget helt særligt ved pastor Philipsen. Da fortalte han nemlig historien om, da han blev kidnappet af vaneforbryderen Mozart Lindberg. Når han fortalte historien, stod han op og brugte et livligt kropssprog til at illustrere, hvordan han blev kneblet og bundet, og hvordan han adræt gjorde sig fri igen.

Jeg var meget lydhør og eftertænksom, når pastoren berettede, og tænkte i mit stille sind: "Bare jeg en dag kunne opleve at blive kidnappet!" Det gjorde jeg i 1974, men herom senere. Først historien fra 1938:

Begivenheden fandt sted den 26. marts 1938. Mozart Lindberg var netop blevet løsladt fra Horsens Tugthus, hvor han tilbragte det meste af sit liv. Han blev løsladt med 1500 kr. på lommen, som han havde tjent ved at arbejde i fængselet. Han havde da siddet inde i 16 år for sit andet mordforsøg.

Hans kriminelle hjerne summede med planer, medens han rejste tilsyneladende formålsløst rundt i landet. Politiet forsøgte måbende at følge hans færden. Han annoncerede efter kontordamer og chauffører uden planer om at ansætte nogen. Endelig indrykkede han et inserat, hvor han søgte fem unge mænd til ansættelse som agenter i "Det Hemmelige Internationale Politikorps". Hyrede blev de udstyret med revolvere, efter at de havde aflagt en lang og højtidelig troskabsed

I Vejen bestilte han i et tømmerfirma en kasse til vareprøver. Kassen skulle være to meter høj og to en halv meter bred. Firmaet undrede sig, da han forlangte, at der skulle være en dør og et vindue i kassen. I Holstebro lejede han en lastvogn og i Esbjerg en personvogn.

Så tog begivenhederne fart. Kassen blev fastgjort til lastvognen, og med sit lille "politikorps" kørte han til Gram. Her skulle være en velhavende præst, som han havde besluttet sig for at stjæle.

Lidt uden for byen blev lastbilen parkeret og bevogtet af de fire af betjentene. Den sidste hjælper brugte han som chauffør i personbilen. Turen gik til Gram Præstegård. Her præsenterede han sig som sagfører Rosen og bad pastor Philipsen om at komme med ud til sagfører Ravn fra Flensborg, der pludselig var blevet alvorligt syg i Brøns, og derfor ønskede han at tale med en præst.

Intetanende satte Philipsen sig ind i bilen. Da den imidlertid kørte en omvej gennem en plantage, blev han mistænksom. Bilen holdt ind, og pastoren blev tvunget ud af bilen og bedt om at underskrive en tilståelse om spionage, som skulle bruges til at presse penge af hans kone, Da pastor Philipsen nægtede at samarbejde, blev han truet på livet til at underskrive "tilståelsen". Derefter blev han anbragt i kassen, hvorefter lastbilen kørte rundt tilsyneladende helt uden plan.

Nu standsede lastbilen, og pastoren kunne høre kirkeklokkerne fra sit eget sogn. Selv om han var grundigt kneblet og bundet, lykkedes det ham at sno sig fri og trænge ud af kassen, hvorefter han stak i løb mod Gram. "Det Internationale Politikorps" optog forfølgelsen, kun for at løbe i armene på det rigtige politi, som havde fundet frem til stedet, gennem en ihærdig efterforskning.

Under disse begivenheder sad Mozart Lindberg hos pastorfruen og forhandlede løsesum. Men inden forhandlingerne var afsluttet, ankom politiet og anholdt Mozart. Kassen blev foræret til grønspejderne, som solgte den på en auktion for 45 kroner.

Nu skruer vi tiden adskillige årtier frem. Jeg blev ansat som sales supervisor i Dansk Andels Konservesfabrik i dens afdeling i East Brunswick, New Jersey, USA. Jeg boede i en idyllisk lille by, "Twin Rivers", der bestod af lutter hvide andelsboliger i en skøn natur med en snoet å, hvorover der var adskillige små hvide og svungne broer. Idyllen blev blot forstyrret af, at byen var omgærdet af et dobbelt tre meter højt elektrisk hegn og kun havde én indgang med to bevæbnede vagter og en solid bom. Her kom absolut ingen ind uden beboerpas eller en skriftlig invitation med gæstekort.

Årsagen: Idyllerup lå midt i en kriminel og miljømæssig sump. På den lokale pub stod der normalt to til tre forretningsmænd og drak ginger ale, så jeg måtte lejlighedsvis ud fra det kvalmende miljø med den kunstige å og de ens huse. Jeg prøvede at gå til den nærmeste by Highs­town, men blev stoppet af politiet, der nærmest forbød mig at færdes til fods. De kørte mig til et værtshus og spurgte, hvornår de skulle hente mig igen.

En dag var jeg taget til en lidt større by i nærheden, New Brunswick. Jeg parkerede bilen i en sidegade og gik ind på en soulbar, der ellers var forbeholdt et sort publikum. Jeg fik en del bourbon ved baren sammen med en høj smuk afroamerikansk kvinde. Hen på aftenen følte jeg mig lidt svimmel og sagde til kvinden, at jeg hellere måtte finde et hotel, da jeg var for fuld til at køre hjem.

"Nej", svarede hun, "du kan da bare sove i min lejlighed lige ovenpå baren, jeg bliver alligevel ude hele natten."

Det lød som et godt tilbud, som jeg sagde tak til. Hun fulgte mig op til lejligheden, og jeg tog alt tøjet af, lagde mig på sengen og tændte fjernsynet. Snart faldt jeg i søvn og vågnede ved mit livs mareridt: Lige over mig stod to kæmpe, kronragede, kulsorte forbrydere med hver en kniv. De gav mig et flot valg mellem at blive skåret op eller aflevere alle mine penge og kreditkort.

Jeg havde kun 10 dollar på mig, alt andet lå under førersædet i min bil. De forlangte så at få mine bilnøgler, en beskrivelse af bilen og en forklaring på, hvor den stod. Så ville den ene finde bilen og pengene og den anden holde vagt ved døren.

Jeg var desperat, usikker på om min beskrivelse af bilens placering var korrekt. Dødsensangst for, hvad der ville ske, hvis de ikke fandt bilen, rejste jeg mig forsigtig op, tog et håndklæde om livet, og styrtede ud ad døren og ned ad trapperne. Panikslagen løb jeg gennem den meterhøje sne (det var i januar) skrigende om hjælp op ad gaden med kun håndklædet og i bare tæer. Inden jeg fik fat i nogen, kom jeg til en biograf. Jeg løb ind i den fyldte sal og ned foran lærredet, hvor et højt hjææælp fra mig fik lyset tændt, og de mange tilskuere til at måbe. Filmoperatøren hentede mig op i sit rum, hvor han kunne låne mig lidt nødtørftigt tøj.

Kort efter dukkede fire rødnakkede politibetjente op. Jeg forklarede forfjamsket, hvad der var sket, og de sagde, at den pågældende lejlighed var kendt for narkotikahandel. De sivede op ad trapperne med pistolerne, og da de nåede døren råbte de: "Luk op, eller vi sprænger døren!"

Der kom lyde fra lejligheden (det tændte tv), men ingen lukkede op. Så sparkede de døren ind, samtidig med at de affyrede tre skud (de tog ingen chancer). Så skød de et par gange ind under sofaen og sengen, men ingen skreg op, så lejligheden var tom.

Jeg kom med på gården, men jeg kunne ikke genkende kvinden på nogen billeder. Det skyldtes så naturligvis, at jeg havde flirtet med en transvestit, som kort efter skrigende blev hentet af politiet. Min glæde midt i dette kaos var at jeg ikke havde kysset ham.

Min kollega hentede storgrinende den slukørede sales supervisor og kørte mig hjem. Efterspillet med sporing af bilen og trafikbøder vil jeg ikke trætte læserne med. Blot nævne, at det her så var historien om to kidnapninger.

ERLING SKOV

Horsetorvet 1, Odense C

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Middelfart

Stort træ spærrede hovedvej: Bilister hjalp med at slæbe grene og dirigere trafik

Læserbrev

Åløkkeskoven. Lad kommunen købe de Lindes grund

Synspunkt: For nylig bragte Fyens Stiftstidende et læserbrev om Åløkkekvarterets beboeres bekymring for, at ejendomsudvikleren Olav de Linde vil bygge seks blokke med lejligheder i Åløkke/Snapindskoven. Argumenterne lød blandt andet, at skovområdet er hjemsted for forskellige dyr og har stor rekreativ værdi for beboerne i området. Vi deler betragtningerne 100 procent. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at der skal fældes gammel skov i en by som Odense, der i forvejen er bagud på grønne områder, når man samtidig vil være grøn by. I øvrigt er der siden seneste læserbrev hørt rævehyl i skoven, så ræve er der også. Skoven er et sammenhængende hele med den omgivende natur. Vi er forbundne kar, da biodiversiteten i den kommunale del af skoven vil blive påvirket, hvis der bygges. Dels vil fugtigheden i skoven ændres, så de eksisterende vådområder forsvinder, og dels vil de ændrede vindforhold, vinden fra vest, påvirke de meget høje, smukke træer, som er karakteristiske for denne skov, der ligger midt i byen. For nogle år siden skulle de gamle kirsebærtræer på Ny Kongevej udskiftes. Odense Kommune havde ikke alle midlerne til det, så beboerne på vejen gik i gang med at skaffe de penge, der manglede, et joint venture med Odense Kommune, hvor hver husstand på vejen lagde 2500 kroner i kassen. På det tidspunkt kontaktede vi Olaf de Linde for at høre, om han ville støtte projektet. Olaf de Linde havde dog nok at gøre med at holde Bazaren oven vande på det tidspunkt, hvilket vi fandt helt forståeligt. Som helt almindelige borgere i Odense Kommune har vi altså alle forsøgt at gøre noget for at bevare kvarterets særkender med de blomstrende kirsebærtræer, der fører ned til Åløkke/Snapindskoven. Det er helt forståeligt, at Olav de Linde har et ønske om at bygge boliger i et attraktivt område og udnytte den del af skoven, som han ejer (den øvrige del ejes af kommunen). Det er hans forretningsområde, og han har formentlig ikke den samme kærlighed til området, som vi naboer har. Det kan man dybest set ikke klandre ham for. Der er ingen tvivl om, at kommunen, ejendomsselskabet og beboerne kan have forskellige interesser. Derfor må der findes en løsning, der kan tilgodese alle parter. Løsningen må efter vores opfattelse være, at kommunen køber den grund, som er en del af skoven, og som i dag ejes af Olav de Linde. Det vil koste kommunen en sum penge. Til gengæld kan kommunen sikre, at det eksisterende skovareal i Åløkke/Snapindskoven bevares som skov, hvilket stemmer overens med kommunens egne planer og ambitioner om at være en grøn storby. Samtidig bevares området uforandret til glæde for alle brugere. Herved får Olav de Linde en sum penge, som kan bruges på at købe en anden attraktiv grund, hvor han kan bygge de boliger, han planlægger - og taber dermed ingenting. Alternativt kan kommunen eventuelt tilbyde at bytte til en anden grund, som kommunen ejer. Der er ingen grund til, at sagen skal gå yderligere i hårdknude til ugunst for alle. Derfor vil vi opfordre By- og Kulturudvalget til at se velvilligt på vores forslag, som er en enkel, men effektiv løsning. I virkeligheden kan man sige, at man derved ruller situationen tilbage til før en del af skoven blev solgt til det daværende Roulunds fabrikker, så kommunen igen ejer hele skovområdet - og derefter kan udlægge hele området som fredskov.

Fyn For abonnenter

Frederik Barfoed: - Når det skal gå stærkt, kan vi være nødt til at parkere på fortovet

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

Annonce