Annonce
Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Lillian Thorenfeldt håber, at medarbejderne under Ældre og Handicapforvaltningen vil holde fast i at holde en julefrokost, selvom de selv skal betale hele regningen. Foto: Aalborg Akvavit
Fællestillidsrepræsentant Lillian Thorenfeldt var med i beslutningen om, at medarbejderne under Ældre- og Handicapforvaltningen selv skal betale gildet, hvis de vil til julefrokost. Hun håber, at medarbejderne vil holde fast i juletraditionen.

Besparelsen på det kommunale tilskud til julefrokosten for 4500 ansatte på ældre- og handicapområdet i Odense Kommune skal ses i lyset af en intensiv jagt på besparelser, der kan mindske et forventet merforbrug på området.

Det fortæller fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, Lillian Thorenfeldt. Hun er samtidigt næstformand for Forvaltningsudvalget, hvor hun tog beslutningen om at droppe årets tilskud til julefrokosten sammen med forvaltningsdirektør Gitte Østergaard.

- Vi drøftede det indbyrdes og besluttede, at årets julefrokoster må finde sted på egen regning. Vi har samtidigt skrevet ud, at vi meget gerne ser, at man holder fast ved julefrokosten, da det er vigtigt i forhold til sammenholdet og den sociale kapital, siger Lillian Thorenfeldt, der peger på, at der ikke er tale om en permanent afskaffelse af tilskuddet.

- Det hænger jo direkte sammen med økonomien, som den ser ud lige nu. Vi mente ikke, at vi på den ene side kunne melde ud om et stort merforbrug og på den anden side bruge en masse penge på julefrokoster. Men vi håber da, at tilskuddet vender tilbage næste år, siger hun.

Lillian Thorenfeldt arbejder selv i en af udegrupperne i hjemmesygeplejen og har igennem årene holdt julefrokoster på en lang række forskellige måder.

- I år må man så måske skrue ambitionerne lidt ned, hvis man ikke vil bruge så mange penge selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce