Annonce
Middelfart

Tillidsmand: Det handler om borgernes sikkerhed

Både udstyr og mandskab er under pres i Trekantbrand, fastslår tillidsmand Martin Langemose fra Fredericia. Han håber, at politikerne lytter og undlader at fastholde besparelser i 2021-22. Arkivfoto: Torben Glyum
Allerede i maj bad tillidsfolkene ved TrekantBrand politikerne om at overveje at droppe en besparelse på to procent årligt. De har endnu ikke lyttet, men skåret 1,7 mio. kroner. Nu prøver tillidsfolkene igen og peger blandt andet på hensynet til borgernes sikkerhed.

Trekantområdet: Når højderedderne rykker ud fra hovedstationen i Fredericia, sker det med udstyret pakket i en gammel varevogn. Vandvognen i Fredericia er en udtjent tankbil fra Hedensted, som kører på de sidste reserver. Stigevognen har rundet 20 år, og sprøjten kunne trænge til fornyelse.

- Vores materiel er ved at være udtjent, og med de nedskæringer, som politikerne lægger op til i både 2021 og 2022, så er det svært at se, hvordan der bliver råd til at forny det, siger tillidsmand for brandfolkene i Fredericia Martin Langemose.

Udslidt materiel er sammen med nedskæringer på mandskabet med til at gøre det tungere at holde fanen højt end tidligere, og i sidste ende kan det svække beredskabet i en grad, der kan ramme borgerne.

- Hvis vi kommer ud i en situation, hvor vi ikke kan løfte opgaven på grund af besparelser, så er jeg sikker på, at politikerne vil beklage, at de ikke lyttede, siger Martin Langemose.

Annonce
Hvis vi kommer ud i en situation, hvor vi ikke kan løfte opgaven på grund af besparelser, så er jeg sikker på, at politikerne vil beklage, at de ikke lyttede.
Tillidsmand for brandfolkene på stationen i Fredericia Martin Langemose

Oven i spareforslag

For de ansatte i Fredericia kommer den nye sparerunde oven i usikkerhed over kommunale spareforslag. Det blev opgivet, men nu står de overfor nye sparekrav.

- Det er frustrerende, og man kan frygte, at nogle får nok. Det er allerede i dag svært at skaffe deltidsbrandfolk, og det bliver næppe lettere, hvis situationen ikke ændrer sig, siger Martin Langemose.

Sparekravet i 2020 har allerede betydet nedskæringer. Der er kappet et led af organisationsdiagrammet, så fire ledere er blevet til tre med ansvar for hvert sit område.

- Der var for mange ledere i den første organisation i det nye selskab, men det blev ændret, da vi fik ny direktør. Han skabte en god organisation, men nu er man på grund af sparekravet nødt til at ændre den igen. Det betyder, at vi aldrig rigtigt har fået ro til at skabe det effektive fælles brandvæsen, som vi kunne, siger Martin Langemose.

Risikerer sygemeldinger

Den nye organisation betyder, at færre ledere skal påtage sig mange flere opgaver. Martin Langemose frygter, at det pres kan blive for stort.

- Hvis folk bryder sammen over for mange opgaver, så bliver det endnu sværere, og det kan vel ikke være målet, at folk skal blive syge af at passe deres job, siger Martin Langemose.

Han håber derfor, at politikerne virkelig lytter denne gang.

- Vi har fra medarbejdersiden skrevet et brev til dem, som de forhåbentligt vil tage alvorligt, siger Martin Langemose.

- Men kommunerne har netop været gennem budgetrunder, hvor det viste sig, at flere kommuner er under pres?

- Jeg er klar over, at det ser tungt ud mange steder, men vi beder om, at man ikke fastholder, at der skal spares, når vi rammer 2021 og 2022, siger han.

Pengene burde findes

Besparelsen på to procent blev kommunerne pålagt af Folketinget i forbindelse med krav om effektivisering af de kommunale beredskaber. De skulle fusioneres til færre beredskaber, og gevinsten udmøntes i besparelser.

- Men regeringen har jo sendt flere penge til kommunerne, så det burde være muligt for de seks kommuner tilsammen at undgå at spare på beredskabet i de kommende år. For kommunerne er det ikke mange penge, men for vores regnskab på 80 millioner kroner er det alvorligt, siger Martin Langemose.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce