Annonce
forside

Til Eftertanke: Solidt arbejde eller gode forbindelser

Alex Ahrendtsen (DF) har vakt vild panik i københavnske kredse med sit udspil om en ny tilskudsstruktur for de danske museer. Kernen er, at han vil tage penge fra de store københavnske museer og give til resten af landet.

Generelt mener jeg ikke, at man skal tage penge fra nogen for at give til andre (det gælder nationalt som lokalt, at man skal pleje både "fyrtårne" og bredde). Alligevel er indsparket velkomment. For hvor mange politikere tager ellers den del af kulturpolitikken, der handler om kulturarven, seriøst? Jeg kan kun komme på et par stykker (for eksempel den konservative Pernille Weiss), mens kulturminister Mette Bock egentlig kun har talt om "at lave om" uden visioner for fremtiden. Så jeg vil citere Johan Hage fra "Historiske Huse": "Tag imod Alex Ahrendtsen med åbne arme, fordi han interesserer sig for vores historiske bygninger - fra herregårde til husmandssteder."

Så kan man komme med modspil og alternativer.

Der har godt nok været en del indlæg i pressen om museerne og deres tilskud. Men de er stort set alle skrevet af museumsledere, der har villet pleje deres egen lille Hassan med de skæve ben.

Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By i Århus har naturligvis talt for tilskud efter antal besøgende, og chefen for Odense Bys Museer har naturligvis talt for, at Odenses museer fik lige så mange penge som dem i København og Århus. Kunstmuseumsledere har talt for kunsten som stående over alt andet - mens andre har talt varmt for museer, der giver "oplevelser".

Som formand for Langelands Museum kunne jeg jo så her bruge pladsen til at tale for ekstra tilskud til museer i udkanten, specielt på øer, med flere specialer og mange bygninger. Men det vil jeg ikke; tværtimod vil jeg beklage den mangel på fællesskab og kollegial solidaritet, som i dag præger museumsområdet som så mange andre områder (tænk bare på, hvordan skoler og gymnasier konkurrerer om elever).

Da jeg var i museumsverdenen i 1970'erne og frem, var fællesskabet præget af stor åbenhed og gensidig tillid. Naturligvis var der problemer med nogle af kunstmuseerne, der syntes de var meget finere end alle andre. Men ellers mødtes vi og delte ideer og projekter på kryds og tværs af landet, udviklede fælles forskningsprojekter eller dannede "puljer", der prøvede at fordele indsamlingen af genstande mellem museerne.

I dag må museerne spille mere og mere med lukkede kort, dels fordi de i stadig højere grad er tvunget til at søge de samme fonde, dels fordi der er en stigende frygt for, at andre museer stjæler ideerne og projekterne, ja, endda navnet. Det gør også, at museer tit søger samarbejder i andre verdener for eksempel universiteter og forskningsinstitutioner frem for i andre museer.

Dermed fortoner det ønskemål, vi engang havde om at koordinere de danske museers indsamling og bevaring, sig i tågen. Selv om registrering, magasinering og bevaring af genstande i dag er dyrere end nogensinde før, er der ingen incitamenter til for alvor at koordinere, hvem der samler på boligkultur, dragt og mode, industriprodukter, butiksindretning, fastfood og subkulturer. Vi har specialmuseer for en del, men utroligt meget falder mellem to stole eller ligger i tre lag på én stol. Og kulturministeriet, som ellers har punket museerne til at bruge de centrale registre, har sjoflet koordineringen og gider for eksempel ikke mere se museernes arbejdsplaner.

I de kommende måneder kommer vi til at opleve det store hundeslagsmål, hvor alle museer, museumsbestyrelser og lokalpolitikere vil slås mod alle. Hvad der kommer ud af det, ved ingen. Jeg håber bare, at der bliver nogle faste tilskudsregler, som alle kan forstå og følge. Med effektivt armslængdeprincip og fri for "politisk korrekte" kriterier. For den nuværende situation, hvor der årligt skæres to procent af alle museers budget, samtidig med at særlige kæledægger får tilskud - snart trængende steder, snart luftkasteller med politiske forbindelser - undergraver troen på, at det, der betaler sig, er vedvarende og solid, bevidst og velplanlagt indsats med højt fagligt niveau og gennemslagskraft i befolkningen.

Måske er jeg naiv. Erfaringen fra anlæg af motorveje og nedlægning af kaserner, placering af politiskoler og sygehuse synes at vise, at der intet er ændret siden kampen om jernbanestrækningerne for 125 år siden. At flittige skridt på bonede gulve er vigtigere end ærlig og kvalificeret indsats. Men hvorfor ligger Danmark så højt placeret på listen over ikke-korrupte nationer?

Annonce

Erfaringen fra anlæg af motorveje og nedlægning af kaserner, placering af politiskoler og sygehuse synes at vise, at der intet er ændret siden kampen om jernbanestrækningerne for 125 år siden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Ulovligt ifølge revisor: Konkursramt advokatfirma lånte penge i velgørenhedsfond

Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Annonce