Annonce
Underholdning

Tidsånden fra 1994 holder også i 2020

Betty Engholm og amerikanske Ron Fondaw har i 1990 lavet denne stentøjsskulptur sammen. Foto: Peter Leth-Larsen
Både keramikken og idéen for keramikmuseet i Middelfart holder 25 år efter begyndelsen. Det markeres med udstilling, der hylder keramikken og fællesskabet.

To ting ting er faldet på plads, efter at jeg har set udstillingen "Clay Today" på Keramikmuseum Clay i Middelfart.

Den første kan godt være en anelse prekær: selv om jeg har haft svært ved at forlige sig med det engelske museumsnavn, der har afløst den smukke stedsbetegnelse Grimmerhus, kommer denne udstilling med en plausibel og acceptabel forklaring på årsagen til navneskiftet. Pludselig giver navneskiftet mening. Kunstnergruppen bag udstillingen, der bærer samme navn, var nemlig den direkte årsag til, at museet så dagens lys.

Skulle andre (også) have glemt den historie er udstillingen en god mulighed for at få fortællingen ind under huden igen. Samtidig kommer man rent værkmæssigt i sync med den tidsånd, der var herskende, da den danske del af kunstnersammenslutningen "Clay Today" under et symposium (konference) besluttede sig for at arbejde for at etablere et fast dansk udstillingssted til keramikken. Det er med andre ord en udstilling, der ud over kærligheden til keramikken hylder fællesskabet. Mange af værkerne er fremstillet i fællesskab.

Annonce

Clay Today 25 år

I 1994 tog kunstnergruppen Clay Today initiativ til at etablere Clay Keramikmuseum, som vi kender det i dag.

De fem kunstnere i gruppen er Betty Engholm, Nina Hole, Niels Huang, Birgit Krogh og Peter Tybjerg.

Udstillingen sætter fokus på værker af de fem kunstnere og en række amerikanske kolleger, som de mødte under et symposium på Tommerup Keramiske Værksted.

Vises til 3. maj 2020.

Navnet holder

Den anden ting, der i forbindelses med udstillingen falder på plads, er, hvor tidløst keramikerne fra "Clay Today" faktisk arbejdede dengang for 25 år siden.

Skåle, krukker og fantasifulde skulpturer, der ved første øjekast giver et tydeligt vink tilbage fra 1970'ernes brune stentøjsoverflader, glimrer stadig af aktualitet med deres legende konstruktioner og indbyggede spørgsmål til verden. Det sker for eksempel i Betty Engholms store stentøjskugler med revner, hvor maddikerne tilsyneladende er begyndt at vælte ud. "Klodens forurening" hedder værkerne, der kunne være billedet på en kampagne for de 17 verdensmål i 2020. Og ikke fra 1994 som de faktisk er.

Selv om dagsordenen for 25 år siden var anderledes, virker den stillige og afdæmpede udstilling præcist udvalgt til et moderne publikum. Det er ikke bare rigtigt men også dygtigt set.

Værkerne holder

Betty Engholms stoflighed og humoristiske bearbejdning af keramikken udgør nogle af de tankevækkende markører på udstillingen, der heldigvis også har flere bud på Peter Tybjergs reliefmønstrede og glaserede krukker.

Tybjerg var bannerfører for museets tilblivelse og stedets første leder, og hans krukker virker formentlig mere kendte for de fleste end andre dele af udstillingen. Både fordi de er opstillet flere steder (på Fyn), og fordi deres evige friskhed afslører, at tiden tikker på en mere barmhjertig måde for kunsten end for os, der bruger den.

"Gudinde" af Nina Hole er et andet af udstillingens særligt vellykkede værker, men også tvetydigheden i kunstnerens bygningskonstruktioner og synkeklare skibe er et besøg værd. De sidstnævnte minder om hvalskeletter, mens Birgit Kroghs menneskemængder, der både hænger som enkle vægudsmykninger og rejser sig som papirlette figuriner, giver et helt andet bud på, hvad man kan bruge materialet til. Her bliver leret til en form for fastfrosset animationsfilm, mens Niels Huangs matematiske pyramideforme har en helt andet renhed.

Uanset hvor man kaster blikket hen, bliver man mindet om, at keramik sjældent er en enkeltmandspræstation. Udstillingen ærer først og fremmest den samlede gruppe, hvis visioner og kunst-kærlighed, Middelfart-museet har alt at takke for.

Peter Tybjergs genkendelige krukker med reliefmønstre, der til dagligt står på blandt andre Assens Rådhus, tårner sig på på udstillingen. Foto: Peter Let-Larsen
Nina Hole har flere huse og skibe med på udstillingen, men også figurer. Foto: Peter Leth-Larsen
Amerikanske Donald Reitz står for dette "maskefad", der kan ses på Clay Tday-udstillingen. Foto: Peter Leth-Larsen
Kunstnerne, der var sammen om Clay Today-symposiet i 1994, var fælles om at frembringe denne skulptur, der hedder Clay Today-stelen. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

OUH i corona-beredskab: - Vi bruger flest ressourcer på frygt og bekymring

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Danmark

Endnu en dansker er coronasmittet efter tur til Norditalien

Annonce