Annonce
Danmark

Thulesen Dahl fylder 50 år i dag: Fra rockstjerne til kontornusser

Kristian Thulesen Dahl. Arkivfoto: Martin Ravn
En af dansk politiks helt store runder i dag et skarpt hjørne. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fylder 50. Han er lige nu det klareste eksempel på, at det går op og ned i showbizz. For fire år siden roterede dansk politik om ham, nu står han over for at skulle genopbygge sit parti.

Med alderen og erfaringen kommer der for de fleste en bedre evne til at bevare det kølige overblik selv i pressede situationer.

Men ikke for Kristian Thulesen Dahl. Han har øjensynlig altid haft denne egenskab.

DF-formanden er kendt for sin nærmest stoiske ro, og det er kun meget få mennesker, der har oplevet ham give følelserne frit spil. Kristian Thulesen Dahl insisterer på at være i kontrol, og han afslører sjældent sine inderste tanker. Man kender ham, men så alligevel ikke rigtigt.

Kontrasten til Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, er skærende. Kristian Thulesen Dahl ville kunne blive en glimrende politisk analytiker. Ofte når han udtaler sig til medierne, formulerer han sine pointer som små minianalyser.

Med en klinikers nøgterne sprog fortæller han, hvorfor han siger, hvad han siger, eller hvorfor han placerer sit parti, hvor han placerer det. Pia Kjærsgaard var anderledes. Hun fortalte, hvad hun mente. Hun talte i følelser og værdier. Analyserne gemte hun væk til de interne strategimøder.

Der var derfor også en del spænding om, hvordan Kristian Thulesen Dahl ville klare at gå fra nummer to til nummer ét, da Pia Kjærsgaard i 2012 stoppede som formand for Dansk Folkeparti. Var Kristian Thulesen Dahl levende nok? Var han værdipolitisk lige så skarp?

Tulle – som han bliver kaldt af både venner og fjender – var hverken eller. Han var sin egen, og det forstod han, at han måtte være for at få succes. Han faldt ikke i den klassiske fælde med ubevidst at efterabe sin forgænger. Han trådte ud af Pia Kjærsgaards skygge, men holdt fast i sin stil.

Og vælgerne belønnede ham for det. I årene efter brød Dansk Folkeparti igennem det hidtidige glasloft på 12 til 13 procent i vælgeropbakning, som partiet indtil nu havde kæmpet med. Pia Kjærsgaard var mere markant end Kristian Thulesen Dahl, det gav synlighed, men det splittede også vælgerne. Enten elskede man den tidligere hjemmehjælper, eller også gjorde man ikke.

Kristian Thulesen Dahl var lettere for flere at holde af. Svigermors drøm. Altid høflig, velfriseret og med styr på tingene. Historien om Kristian Thulesen Dahl foran Finansministeriets glasdør med en bunke ringbind under armen med et utal af post-it-sedler stikkende ud er efterhånden blevet fortalt så mange gange, at det er blevet en kliche.

Under Kristian Thulesen Dahls lederskab steg Dansk Folkeparti således stille og roligt i meningsmålingerne kulminerende ved valget i 2015, hvor partiet fik 21,1 procent af stemmerne og blev det største parti i blå blok.

Kristian Thulesen Dahl fejrede på valgaftenen sejren med at bryde ud i sang til tonerne af Liverpool-hymnen ”You’ll Never Walk Alone”. Selv den bedste autotune kunne ikke have reddet den legendariske sang fra Kristian Thulesen Dahls musikalske talent, men hvad gjorde det, når man havde skrevet sig ind i historiebøgerne.

Kristian Thulesen Dahl kunne gå på vandet, og hypen om ham var massiv. Flere begyndte at spekulere i, om DF-formanden på sigt kunne kandidere til statsministerposten.

Men den ekstraordinære valgsejr blev aldrig konverteret til indflydelse. I hvert fald ikke, hvis indflydelse skal måles i, hvad man får igennem af egen politik. Det dysfunktionelle forhold mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forpestede samarbejdet i blå blok og drev med tiden Kristian Thulesen Dahl i armene på Mette Frederiksen.

Dansk Folkepartis magt blev reduceret til sammen med Socialdemokratiet at sige nej og blokere for Liberal Alliances forslag om skattelettelser.

Konsekvensen af dette spil kender vi i dag. Dansk Folkeparti blev mere end halveret og endte på 8,7 procent. Kristian Thulesen Dahl var pludselig valgets store taber, efter at han havde været dansk politiks ukronede rockstjerne i fire år.

Fra ikke at have kunnet sætte en fod forkert var næsten alting galt. Dynamikken havde med et slag vendt sig 180 grader. Svigermors drøm lignede pludselig mere en kedelig kontornusser.

Og selv om Kristian Thulesen Dahl for fire år siden sang om, at ingen skal vandre alene i Dansk Folkeparti, så må dagens fødselar tage en stor del af ansvaret for situationen på sine skuldre. Dansk Folkeparti er et topstyret parti, og det betyder, at man som formand sidder mere alene med nederlaget.

Den kommende periode vil afsløre, om det lykkes for Kristian Thulesen Dahl at få genopbygget sit parti, men lige meget hvad, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Kristian Thulesen Dahls politiske karriere toppede, før han kunne fejre sin 50-års fødselsdag. Uden at det vel og mærke betyder, at de kommende år ikke kan byde på successer og indflydelse til Dansk Folkeparti og dets formand.

Annonce
Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Annonce