Annonce
Rejser

Thailand: Søgang under sengen i regnskoven

Den eneste adgang til Phuphawaree Floating Resort er ad søvejen. Al færdsel foregår i den longtailbåd, man har til rådighed under sit ophold i nationalparken. Foto: Kirsten Vestergaard
I nationalparken Khao Sok i Thailand får man med egen guide og longtailbåd den frodige, tropiske natur helt tæt på.

Pludselig sætter det i med et regnskyl. Der er skruet op for den helt store vandhane, og vores lille flydende hytte gynger. Lige så pludseligt stopper troperegnen igen tre kvarter senere, og vi gør klar til den aftalte tur på søen i aftenskumringen. Vi har sat næsen op efter at se gibbonaber og farvestrålende fugle. En enkelt tiger ville selvfølgelig heller ikke være af vejen.

Vi er en times flyvning og det samme i bil syd for Bangkok. En chauffør har hentet os i lufthavnen i Surat Thani og kørt os til søbredden, hvorfra de karakteristiske longtailbåde bringer besøgende ud i Khao Sok, Thailands største nationalpark og efter sigende verdens ældste tropiske regnskov.

Vores guide og en longtailbåd vil være til vores rådighed de næste tre dage.

Fra søbredden spredes bådene hurtigt ud over Khao Soks 739 kvadratkilometer, og snart har man fornemmelsen af at være de eneste i den overvældende natur. De næste 40 minutter er der vind i håret frem mod vores flydende hotel, Phuphawaree Floating Resort.

Sikke en kontrast til Bangkoks mylder og hektiske foretagsomhed bare en lille formiddag væk.

Annonce

Om Khao Sok

Nationalparken ligger på fastlandet i det sydlige Thailand. Parken dækker et område på 739 kvadratkilometer, og den består af tropisk regnskov, stejle kalkstensklipper, vandfald, en stort, oversvømmet område med 30 grader varmt badevand plus mange sjældne dyr og planter.

Vi boede to nætter i flydende hytter på Phuphawaree Floating Resort i Khao Sok. Se mere om resortet på www.khaosoklake.com.

Privat guide

Før aftensmaden stikker skipperen på vores longtailbåd det lange piskeris i vandet og starter motoren. Af sted går det på vores første safari i Khao Sok med guiden siddende helt ude i spidsen af båden. Jungle, næsten lodrette klippe- og bjergformationer i kalksten og sø dækker et areal, som er en god del større end Bornholm. På det dybeste sted har vi 100 meter vand under båden. Skønheden er monumental, og for dem, der har sejlet i Halong-bugten i Vietnam, vil en sammenligning give mening. Blot er der langt færre turister her.

Vi sejler stille mod nord længere ind i Khao Sok. Mr. M, som vores guide turistvenligt nøjes med at kalde sig, har et øje på hver finger.

Hans begejstring for dyrelivet i junglen smitter af, da det første "fund" dukker op - den sjældne fugl tukanen, som udmærker sig ved at have verdens længste næb. Tukanen lever i par, og et øjeblik efter dukker magen op i en trætop. Med det lange næb kan de få fat på bær og frugter på grene, som ikke er tykke nok til at bære den store fugl.

Vi møder ingen andre både, selv om Khao Sok har flere resorter spredt i området. De ligger med lang afstand i vige bag små øer, og mens vi sejler og vandrer i regnskoven, ser vi kun sjældent andre mennesker.

- Vi skal huske, at her er vi i dyrenes hjem. Det er dem, det handler om her, siger mr. M. Vi indretter os efter dem.

Konen bures inde

Lidt længere inde i endnu en mageløs smuk bugt kommer højdepunktet på denne dags lille safari. I det højeste træ får mr. M øje på den sjældne næsehornsfugl. Selvom den sidder højt, er han ikke i tvivl om, at det er en han. Hunnerne lægger nemlig deres æg i et hul i et træ, hvorefter hannen lukker hullet med strå og mudder. Indespærringen handler om at beskytte familien, og hannen tilbringer dagen med at flyve mad hen til træet til hunnen og ungerne. Straks føden, som udelukkende består af frugt, er leveret, lukkes hullet til igen. - Blandt Thailands 127 nationalparker har kun 5 af dem de rette levevilkår for næsehornsfuglen, og vi er heldige, at vi så den i dag, siger mr. M.

Tilbage i den lille flydende by er der kommet strøm i kontakterne, så loftsviften kan komme på arbejde. Man kan også - af gammel vane - oplade sin telefon, men der er kun lejlighedsvis signal.

Vejen dertil

Vores ophold i Khao Sok var en færdig pakke med fly fra Bangkok, afhentning i lufthavnen i Surat Thani, to overnatninger i flydende superior-hytte, måltider, vores egen meget naturkyndige guide, en hike i regnskoven, tre sejlture tidlig morgen og sen eftermiddag for at se dyr. Pris: 4200 kroner.
Der findes flere prisniveauer på overnatning og oplevelser i de færdigpakkede ture.

Hvis man arrangerer turen selv, kan man flyve fra Bangkok til Surat Thani med Air Asia. En enkeltbillet med 20 kilo bagage fås fra cirka 200 kroner. Derfra kan man tage en bus eller minivan til parkens velkomstcenter.

Man kan også køre i bus hele vejen fra Bangkok til Khao Sok. Det tager 11 timer og koster cirka 250 kroner.

Man kan købe transport og ophold i parken på www.khaosok.com.

Vejen til Bangkok:

Thai Airways og Norwegian flyver fra København direkte til Bangkok. Med et enkelt stop undervejs er der mange andre muligheder. Fra Billund Lufthavn for eksempel: KLM, Air France, British Airways. Fra København for eksempel: Finnair, Emirates, Qatar Airways, Lufthansa. Priserne svinger afhængigt af sæson og hvor lang tid i forvejen, man køber billet. Sidste år var laveste pris for en returbillet København-Bangkok (direkte flyvning) under 2500 kroner inklusive skatter og afgifter, men ikke nødvendigvis med bagage inkluderet.

.

Gratis underholdning

Fra terrassen på vores flydende hjem går en badetrappe ned i søen Cheow Larn, hvor man kan bade ubekymret i det 30 grader rene, grønne vand. Eneste forstyrrelse er de farvestrålende fisk, som skifter kurs, så snart man stikker tåen i. Langs terrassekanten ligger en kajak til fri afbenyttelse fortøjet. Hvis man synes, det kniber med underholdningen dér langt ude i naturen, kan en stund på terrassen, hvor man betragter andre besøgendes ofte forgæves forsøg på at entre kajakken uden at ryge i baljen, anbefales.

Til aftensmaden har mr. M sørget for en kæmpe dybstegt fisk med sprøde grøntsager og kylling i karry. For første gang i Thailand får vi her hver aften en omelet sammen med de varme retter. Maden svinges på bordet uden lange introduktioner og andre dikkedarer, og ved det mindste vink kommer der nye forsyninger.

Restauranten er flydende ligesom hytterne, og som de fleste steder i Thailand består den bare af et tag, som beskytter mod tropesolen og regnskyl. En flok glade unge mennesker, som indimellem giver den gas med en gang thai-pop, driver stedet, hvor intet er fancy, men stemningen er i top.

Om rejsen

Journalisten var inviteret af Jysk Rejsebureau, som sørgede for fly og ophold i Khao Sok.

Ingen myg og farlige dyr

Vi sover med skydedøren åben ud til terrassen på to store madrasser på gulvet. Det kan man sagtens, for her er ingen myg. Vi var skeptiske, da mr. M fortalte det ved ankomsten, men han har ret. Nul myg. Forklaringen er angiveligt, at der er et mineral i vandet, som holder myggene væk.

Sikke en udsigt, når man slår øjnene op, mens solen er på vej på himlen.

Hurtigt på benene for dag to gælder det en hike i regnskoven.

- Jeg er lidt bekymret for jer, havde mr. M godt nok sagt, da vi mødtes dagen før, og han kunne konstatere, at vi har passeret den første ungdom.

Vores båd sejler os ud af vigen og videre nordpå til en bugt, hvor vi går i land på en lille stump strand. Her møder vi muren sådan helt bogstaveligt. Foran os rejser sig en stejl klippeskråning med en tæt væg af regnskov. Palmer, lianer, buske, træer, sten og vandløb. Opad, opad, ingen sti at gå på.

- Nå, nå, tænker vi. Det her er godt nok eksotisk. Og så gælder det ellers om at gribe fat i lianer og hinanden og hale sig op.

- Her er vi på naturens og dyrenes præmisser, lyder det igen fra mr. M.

Natur for alle pengene, kan man roligt sige, mens vi baner os vej opad. Vi går i et midlertidigt udtørret vandfald, hvor der er plads til at sætte fødderne. Lianerne er gode at gribe fat i, for de har ingen blade. De indeholder vand, som de lokale drikker. Elefanterne foretrækker vand fra de kæmpemæssige bambus, som kan vokse 5-10 meter på en uge. Dem møder vi nu ingen af – elefanterne. Og godt det samme. Heldigvis heller ingen kongekobraer og pytonslanger, som også har deres hjem i regnskoven.

- I behøver ikke være bange, siger M med sit hvide smil. Slangerne kan ikke lide mennesker. Jeg ville ikke tage jer med herud, hvis der var nogen risiko.

Godt så. Hans viden om dyrene og skoven gør, at vi tror ham.

Vi ville egentlig gerne smage vandet fra bambussen, men det får vi ikke lov til.

- Her er det naturen, der bestemmer, understreger M endnu en gang. Jeg hugger ikke en bambus ned, bare fordi det kunne være sjovt at smage.

Det skvulper under sengen i de flydende hytter. Man kan trygt sove med glasskydedøren åben og uden risiko for myg nyde den fantastiske solopgang, når man slår øjnene op. Foto: Kirsten Vestergaard

Abemad

Efter et par timer er det tid at vende næsen nedad igen. Undervejs lærer vi i M's naturskole at holde fingrene fra de giftige planter, hvor bladene er så skarpe som knive. Vi støder på kæmpesvampe og det dyrebare, bøjelige rattan-træ, som er velegnet til møbler, fordi termitterne ikke kan lide det. Og vi hører om de kameraer, som forskere har hængt op i junglen for at registrere tigrenes liv. Det bliver det tætteste, vi kommer på det store kattedyr.

De er der ellers alle sammen – elefanter, tigre, sorte bjørne, sjældne fugle og aber. De store dyr viser sig kun sjældent, men tidligt næste morgen sejler vi ud i disen og ser og hører gibbonaberne spise morgenmad i toppen af træerne. Det går livligt for sig, de har vist ikke lært megen bordskik på de kanter.

Da vi op ad formiddagen forlader Khao Sok for at rejse videre sydpå i Thailand, bliver vores båd fulgt på vej af et par farvestrålende tukaner, som vipper med vingerne højt over vores hoveder.

Klippeformationerne af kalksten rejser sig lodret i den store sø i Khao Sok. De hvide klipper i bunden af søen giver vandet en klar grøn farve. Foto: Kitcha Chanthapha
Guiden, som for nemheds skyld kalder sig M, holder udkig efter dyrene og fortæller entusiastisk om livet i regnskoven. Han er til vores rådighed alle tre dage i Khao Sok. Foto: Kirsten Vestergaard
Klippeformationerne af kalksten rejser sig lodret i den store sø i Khao Sok. De hvide klipper i bunden af søen giver vandet en klar grøn farve. Foto: Kitcha Chanthapha
Ved hver af de flydende hytter på Phuphawaree Floating Resort ligger en kajak til fri afbenyttelse ved siden af en badetrappe til den 30 grader varme, klare sø. Foto: Kirsten Vestergaard
Man ser flest dyr hen imod aften eller tidlig morgen. Her er det spættefuglen tukan med verdens længste næb i forhold til kroppens størrelse. Næbet er effektivt, når fuglen skal række langt efter frugt og bær, og ny forskning viser, at det samtidig fungerer som en slags klimaanlæg.Foto: Kitcha Chanthapha
Skipperen på vores longtailbåd er klar til at sejle ud, når som helst vi har lyst til en tur ud i nationalparken. Han har ikke andre opgaver i de tre dage, vi er i Khao Sok.Foto: Kirsten Vestergaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce