Annonce
Kerteminde

Terrorsagen: - De kom kampklædte og bevæbnede, siger gårdejer

Politiaktion Foto. Birgitte Carol Heiberg
Onsdag lavede politiet i samarbejde med PET en stor anti-terroraktion rundt omkring i landet. Blandt andet på Fyn. Ejeren af ejendommen fortæller her om ransagningen.

Nordøstfyn: Politiet ransagede onsdag en gård, som har en relation til en 29-årig fynbo, der er blevet varetægtsfængslet i fire uger i en landsdækkende anti-terroraktion.

Gårdejeren siger, at politiet kom mellem klokken 13 og 14.

- De kom iklædt uniform og med våben. Jeg tænkte først, at de godt lige måtte have meldt, hvis de ville bruge grunden i forbindelse med en øvelse, men det var jo så ikke en øvelse.

- Jeg havde et par joggingbukser i hænderne, som politiet bad mig smide, og så blev jeg visiteret.

Gårdejeren fortæller, at politiet forlod stedet igen omkring klokken 20.

- Beredskabsstyrelsen undersøgte nogle flasker med væske i, som viste sig at være honning. Styrelsens folk var nogle af de sidste, der kørte.

Annonce

- Det er derfor, jeg betaler min skat

Gårdejeren siger, at politiet har gjort, hvad de skal.

- Jeg støtter velfærdssamfundet, og politiet har gjort deres arbejde. Det er derfor, jeg betaler min skat.

Han fortæller ydermere, at politiet nedjusterede til almindeligt politiet, efter at indsatsstyrken var troppet op kampklædt og bevæbnede.

- Det er jo en del af deres strategi, for de ved jo ikke, hvad de bliver mødt med.

Politiet havde en dommerkendelse, og generelt synes gårdejeren, at ransagningen er foregået på en ordentlig måde.

- Jeg fik mig en god snak med en politimand, hvor vi sad og snakkede om det sammen, som vi snakker om nu. Religion, skabelse og radikalisering.

Politiet blev da også mødt af samarbejdsvillighed fra gårdejeren.

- Jeg hjalp dem med det, jeg kunne. For eksempel havde de politihunde med, og jeg har jo også hunde. Så jeg sørgede for, at de ikke generede politihundenes arbejde. De skulle være i rummet alene.

Bekymret på ejendommen vegne

Gårdejeren virker meget fattet, men han er selvfølgelig bekymret på ejendommens vegne.

- Jeg ved jo ikke, hvad det her påvirker af forhold, og det trækker veksler på det personlige plan. Det er jo en hårfin balancegang omkring, hvad medierne skal vide, og at man også skal beskytte sin familie. For selvfølgelig vækker det interesse, og medierne har jo også krav på at vide noget.

Ejeren er klar i mælet om, hvad politiet konkret kiggede efter.

- De ledte efter sprængstof. Jeg har en sabel, som de ikke viste sønderlig interesse i, og jeg har også en kniv, som er et arvestykke fra min far, og den interesserede de sig heller ikke for.

Kunne ikke komme hjem

Gårdejeren arbejder i intervaller, og derfor havde han fri, da politiet onsdag ransagende ejendommen.

- Jeg var hjemme, men det var resten af beboerne på ejendommen ikke, og de måtte ikke komme hjem, før aktionen var slut.

Selvom en 29-årig Fynbo med relation til gården er blevet varetægtsfængslet i fire uger, vil gårdejeren ikke sidde klistret foran skærmen.

- Jeg kommer ikke til at følge minutiøst med. Det, der er relevant i forhold til mig, skal jeg nok få at vide.

Politiet tog ingenting med fra gården, da ransagningen fandt sted.

Gårdejerens identitet og den anholdtes relation til gården er redaktionen bekendt, men kan ikke bringes på grund af rettens kendelse om navneforbud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce