Annonce
Læserbrev

Terminal pleje. Jeg er målløs, som i målløs

Synspunkt: Den 5. november 2019 var vi på OUH afd J med min far. Her fik han dommen: lungecancer.

Selvfølgelig var vi kede af det, men vi var forberedte på det. Men samtidig var vi glade for den enorme støtte, omsorg, vejledning samt behandling, vi har fået af afd J på OUH. Tusind tusind tak.

Dagen efter blev min far erklæret terminal af egen læge, da han ikke ønsker yderligere behandling. O.k., tænkte jeg. Nu går det sin gang med hjælp fra Odense Kommune, så både min far og min mor kan få den sidste tid sammen og nyde hinanden i eget hjem.

Men ak nej.

Min mor står med alt selv. Jeg hjælper på bedst mulig måde. Det vil sige, at jeg har kontakten med kommunen, da begge mine forældre er ordblinde, men jeg kan desværre ikke hjælpe ham med personlig pleje osv., da jeg har muskelsvind.

Min far har nu hjælp til et bad om ugen og en sygeplejerske, der kommer hver 14. dag og doserer medicin. To gange har de været der, og begge gange har jeg måttet dosere om, da de har doseret forkert.

Far har fået et iltapperat og lidt hjælpemidler. Men han har ikke kunne få en plejeseng, da han ikke har et plejebehov (kommunens ord), men manden har siddet i sin lænestol i to måneder (fra da han blev syg) til nu, fordi han ikke kan ligge ned på grund af store smerter i ryggen og vand i lungerne. Her sover han også om natten.

I dag brugte jeg over seks timer på at få overtalt kommunen til en plejeseng til min far. Det kom kun i orden, fordi en venlig ergoterapeut fik den drejet således, at min mor skal have et ordentligt arbejdsredskab.

Min far kan kun få hjælp, hvis min mor ringer til kommunen hver gang, hun skal have hjælp. Det betyder, at min mor skal både være hustru og hjemmehjælper samtidig. Og samtidig skal de også lige nå at nyde hinanden, inden han går bort.

Min mors opgaver er:

- Vaske min far - Give ham tøj på - Hjælpe ham i kørestolen - Give ham mad - Give ham medicin - Hjælpe ham på toilet - Hjælpe ham i seng

Ting, som helt naturligt skulle komme fra kommunen, når man har en døende ægtefælle.

Hvordan skal de nyde hinanden den sidste tid? Hvad ville Odense Kommune gøre, hvis min far boede alene? Indlægge ham?

Mine forældre er fra en generation, hvor man ikke beder om hjælp, og de har klaret sig selv lige til nu. Kun vi børn har til nøds måttet hjælpe dem gennem tiden. Nu er min far så blevet syg. Og det er svært at bede om hjælp. Han har lige fået en dødsdom over hovedet og skal have tid til at have psyken med. Men i stedet bruger de deres sidste tid sammen med, at min mor skal agere hjemmehjælper for min far i stedet for at være hustru, som hun har været gennem 52 år (de havde bryllupsdag den 4/11).

I stedet kunne de have brugt den sidste tid til at mindes alle deres år sammen, sidde med hinanden i hånden, grine og græde sammen, ja, bare nyde hinanden. Hvorfor skal dette være så besværligt? Er dette en værdig måde, at dø på? Ville I selv byde jeres egne kære denne behandling?

I burde skamme jer.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce