Annonce
Indland

Teaterchef kalder kollegas kritik af kvindesyn selvpromovering

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Aveny-T-chef beskylder Folketeatret for "horribel" fremstilling af kvinder. Spild af min tid, lyder svaret.

- Det er helt horribelt at sende den slags afsted i 2019 til børn og unge.

Sådan lød den skarpe kritik fra teaterdirektør Jon Stephensen fra Aveny-T på Frederiksberg, efter at han for nylig så "Skatteøen" med sin datter på Folketeatret.

Ifølge Jon Stephensen er opsætningen på Folketeatret et eksempel på, at dansk teater hænger fast i klassiske teaterforestillinger med et forstokket kvindesyn, da alle kvinderoller "enten er prostituerede eller nogle, du bare kan tage på brysterne eller klapse i røven".

Kritikken preller dog af på Kasper Wilton, der er teaterchef på Folketeatret. Han kalder Stephensens bredside usaglig og et forsøg på at promovere hans eget teater.

- Jeg har lidt svært ved at stille mig op i en Umbrella-kontekst for at promovere Jon Stephensens forestilling og sige undskyld for, at vi laver en brandgod og ambitiøs udgave af Skatteøen, siger Kasper Wilton.

- Det synes jeg simpelthen er spild af min tid. Jeg vil gerne lytte til kritik og svarer gerne, men det skal altså have et element af saglighed, tilføjer han.

Teaterchefen henviser til, at Aveny-T i denne uge har premiere på forestillingen "Klædt af". Den bygger på den såkaldte Umbrella-sag, hvor over 1000 unge blev sigtet for deling af en sexvideo med seksuelt indhold af mindreårige.

Kasper Wilton medgiver, at de kvindelige karakterer i Folketeatrets opsætning af "Skatteøen" er en mor og en prostitueret.

Han afviser dog, at opsætningen viderefører et forstokket kvindesyn.

- Menneskesynet i Skatteøen er klichéagtigt, fordi både mænd og kvinder er fremstillet som klichéer. Der er ingen forskel. Der er total lighed, og der er ikke nogen, der bliver udstillet på bekostning af andre, siger teaterchefen.

Han tvivler i øvrigt på, at Jon Stephensen overhovedet har været inde og se Skatteøen, som han hævder over for Ritzau.

- At der skulle være nogen, der bliver taget på brysterne, det forekommer slet ikke i stykket, men overdrivelse fremmer åbenbart forståelsen, siger Kasper Wilton, der ikke har meget til overs for kollegaens udlægning.

- Jon Stephensen har en mening om alt, og især hvis han kan promovere sit eget teater, siger Kasper Wilton og understreger, at alle kan gå ind og se Folketeatrets forestilling uden at blive krænket.

- Det hele er et eventyr, og det skal opleves med humor, og hvis man trækker humoren og klichéerne ud af ligningen, så ser du ikke stykket. Så ser du kun dine egne fordomme og agendaer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce