Annonce
Underholdning

Teater vil af med avisens stjerner

Marianne Klint, der er direktør for Teater Momentum, synes, der er forskel på, hvad der står i en anmeldelse, og hvor mange stjerner anmelderen giver. Foto: Nils Svalebøg
Stjerner i anmeldelser bør være fortid, mener Marianne Klint og Niels Erling fra Teater Momentum. Teaterkritiker er enig: - Teater er mere nuanceret.

Når man læser ordet "anmeldelse", gennemsøger ens øjne straks siden for at se, hvor mange stjerner eller hjerter en forestilling har fået. Hvis symbolet kun optræder en gang, ved man, at det har været en forfærdelig oplevelse, og hvis der er seks, kan man forvente noget enestående. Det er en nem og overskuelig guide. Men ikke alle er lige begejstrede for det system.

- Jeg vil ønske, der ikke var stjerner på anmeldelserne, siger Marianne Klint, der er leder af Teater Momentum.

Hun synes, der er stor forskel på, hvorvidt stjernerne repræsenterer, hvad der egentlig står skrevet i teksten.

- Nogle gange kan man få en bedre trestjernet anmeldelse end en, der får fire stjerner. Så trækker stjernerne ned i det samlede billede, selvom teksten fortæller noget andet, siger hun.

Det samme mener Niels Erling, der er sceneinstruktør og kunstnerisk leder for Teater Momentums Volume 13 Ensemble.

- Det er ligegyldigt, om der er stjerner, eller der ikke er stjerner. Antallet af stjerner er svært at tage med videre og omsætte til andet end glæde over at have fået en flot karakter, siger han.

Annonce

Hvad synes du?

Hvad synes du? Er det godt, at avisens anmeldere giver stjerner til de teaterstykker, film, bøger etc., som anmeldes? Eller er det helt håbløst? Burde anmelderne indskrænke sig til at skrive en anmeldelse i rå tekst uden stjerner?

Send dit synspunkt til kultur@fyens.dk. Så vil vi muligvis bruge dem i en opfølgende artikel.

For mange nuancer

Anne Middelboe Christensen er teaterkritiker, anmelder hos Information og har skrevet bogen "Begejstring & Brutalitet", der er en håndbog i kulturkritik. Hendes anmeldelser i Information er uden stjerner, og hun deler Marianne Klint og Niels Erlings kritik af stjerne-skalaen.

- Inden for teater giver det mening at sætte nuancerede ord på oplevelsen, fordi det består af så mange forskellige ting, siger hun.

- Hvis en forestilling skal lykkes, skal der mange ting til for at det lykkes samlet. Teateret er jo et gesamtkunstwerk (en blanding af musik, teater og visuel kunst, red.), fordi det er afhængige af den rigtige tekst, den rigtige instruktion, scenografi, kostumer, lyd og lys skal være arrangeret på en måde, så når der er castet med de rigtige spillere, går alt op i en højere enhed.

Hun mener, at hvis en forestilling får en middelmådig karakter, altså tre og fire stjerner, kan det få færre til at læse anmeldelsen, hvorimod folk gerne vil læse, hvis noget er gået virkelig dårligt eller virkelig fantastisk. Og det går ud over diskussionen om kunsten.

- Derfor kan det føles ret ærgerligt, hvis en anmeldelse giver tre stjerner, da det spændende faktisk er, at anmelderne reflekterer over, hvad det er og ikke er ved det værk, der lykkes.

Bidrager ikke til diskussionen

Niels Erling synes, det er en skam, at stjernerne tager fokus fra det, en anmeldelse skal gøre - nemlig at forholde sig kritisk til kunsten. For han mener, at en anmeldelse kan være brugbar, selv hvis en forestilling får to stjerner, så længe den er saglig, faglig, velargumenteret og velskrevet.

- Jeg synes, at kritik er meget vigtigt. Det er et privilegium, at nogle mennesker har lyst til at diskutere ens arbejde, og vurderer det grundigt. Gode, men ikke nødvendigvis positive, anmeldelser, kan hjælpe med at skubbe til os som kunstnere, siger Niels Erling.

- Men stjernerne bidrager ikke til den diskussion. Det gør anmeldelserne, og de er vigtige, for de er med til at kvalificere den samtale, vi har om kunst, siger han.

Og den samtale er uendelig vigtig, mener han:

- Hvis man mener, at kunst er vigtigt for et samfund, så har medier en forpligtelse til at kvalificere den samtale, vi har, om kunsten. Fuldstændig ligesom, hvis man mener, at demokrati er vigtig for et samfund, så skal medierne kvalificere den samtale. Det gør os alle sammen klogere.

For Niels Erling, der er kunstnerisk leder på Teater Momentum, er stjernerne ikke det væsentlige ved en anmeldelse. Det er teksten. Foto: Sofie Højlund
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce