x
Annonce
Læserbrev

Tag noget ansvar, Peter Rahbæk Juel!

Odense har landets sjettestørste ledighed af alle landets kommuner på trods af, at vi de seneste par år har været i en højkonjunktur, hvor landets gennemsnitlig ledighed har været rekordlav. I 2016 blev det besluttet fra Odense byråds side, at man havde en ambition om at få ledigheden ned på landsgennemsnittet. Dette er endnu ikke sket og ser heller ikke ud til at ske. Man har postet mere end 80 millioner af borgernes penge i beskæftigelsesprojekter, som ingen effekt har haft. Ambitioner er flotte, men handlinger taler højere end ord, og indtil videre må man konstatere; Socialdemokratiets politik har kun gjort Odense fattigere ved at fastholde den høje ledighedsprocent, samtidig med at have brugt utroligt mange penge på effektløse projekter – penge som kunne være brugt anderledes. Det var en socialdemokratisk borgmester, der anlagde Vollsmose, og det er socialdemokratisk boligpolitik, som den dag i dag har gjort, at vi kan ende med tre ghettoer i Odense.

Når vi taler om pengene i Odense, må man blot konstatere, at der overhovedet ikke er styr på kommunens økonomi. Dette blev tydeligt i efteråret, hvor det kom frem, at der var store budgetoverskridelser i samtlige forvaltninger, undtagen By- og Kulturforvaltningen – en forvaltning, som styres af en stærk Venstrekvinde. Særligt i Børne- og Ungeforvaltningen er udgifterne løbet løbsk, med en budgetoverskridelse på næsten 70 millioner kroner. Forvaltningen af Odenses økonomi må siges at trænge til en ny retning, så der igen kan blive styre på kommunens kasser. Med budgetoverskridelserne må de odenseanske borgere tage til takke med en skattestigning, som vil gøre det dyrere for borgerne at bo i Odense – vel og mærket i en by, som i forvejen har én af landets højeste kommunale skatter. Dette har også medført, at daginstitutionerne har reduceret åbningstiderne og hævet egenbetalingen. Konklusionen må være: kan man ikke holde budgetterne, så kan man bare hæve skatten. I stedet burde man få styr på økonomien og lade borgerne beholde flere af deres egne penge. Dette ønsker man ikke fra Socialdemokratiets side. Man vil gøre det dyrere at bo i Odense, give et 60 millioner årligt underskud på Letbanens etape to – en regning, som ender hos borgerne - og forsætte den dårlige forvaltning af kommunens økonomi.

Og hvem er det, der har hovedansvaret for det morads, som kommunen er kommet ud i? Selvom Peter Rahbæk Juel ikke vil stå ved det og retter ansvaret imod de forskellige forvaltninger, så må ansvaret siges at tilhøre borgmesteren. Mens Peter åbenbart ikke har tid til at få styr på kommunens økonomi og skabe et Odense med vækst og fremgang, så kan man se ud fra hans Facebookside, at han har rigelig af tid til klippe snore og tage til arrangementer, som egentlig ikke gavner andre end Peter selv. Derudover, så ønsker Peter heller ikke det brede samarbejde, hvor de rigtige løsninger findes i fællesskab. Dette sås tydeligt under budgetforhandlingerne, hvor Venstre ikke blev inviteret med. 35 millioner kroner ud af et budget på 12 milliarder kroner var der uenigheder omkring. Uenigheden var der, men ikke store nok til, at man ikke kunne lande en budgetaftale i fællesskab. Dette viser tydeligt en borgmester, som er blevet magtfuldkommen, ikke ønsker det brede samarbejde og ikke ønsker at tage ansvar for kommunens økonomi. En borgmester, som har ansvaret, men ikke handler ordentligt på det. Hvis han gjorde, så ville Odense kommune ikke være i det økonomiske rod, man er endt i, men i stedet ageret med en ordentlig økonomistyring og sikret, at det ikke er blevet dyrere at bo i Odense. Det er lettere at have ambitioner end at handle. Det er lettere at have ambitioner end at være konkret. Det er lettere at have ambitioner end at føre fornuftig politik. Indtil videre har Socialdemokratiet vist, at de kun kan have ambitioner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Coronavirussen vil forandre dansk politik

I Danmark har vi – heldigvis – en politisk tradition for, at vi rykker sammen, når det gælder. Således kunne Folketinget på tværs af partiskel i et højt tempo og uden det sædvanlige politiske fnidder vedtage de nødvendige tiltag. Hvad enten det var omfattende og nødvendige tiltag på sundhedsområdet, forbud mod større forsamlinger eller en historisk stor økonomisk kompensation til ansatte og virksomheder, der er ramt af Coronaen. Også fagbevægelsen og arbejdsgiverne har med indgåelsen af en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under rigtigt mange lønmodtagere og mange virksomheder vist, at de er parate til at tage ansvar i denne svære situation. Men det er ikke slut endnu, og der bliver brug for flere tiltag. Både for at håndtere sundhedssituationen, men også for at sikre, at de alt for mange virksomheder, der af den ene eller anden årsag ikke bliver hjulpet af de vedtagne hjælpepakker, kan få den fornødne hjælp. Når denne coronakrise er drevet over, er der behov for samarbejder på tværs af partiskel. Til den tid vil dansk politik være forandret. Vi vil stå med en kæmpe regning, som vi endnu ikke kender, og som skal samles op. Det kommer til at kræve politisk mod og vilje. Hvordan sikrer vi de rette politiske rammer, økonomisk vækst og dermed en fortsat høj beskæftigelse? Og hvordan får vi de mange tusinde mennesker, der i disse dage bliver afskediget eller sendt hjem, tilbage på arbejdsmarkedet? Der er mange spørgsmål, der kræver politisk handling og samarbejde i Folketinget. I den første tid af coronakrisen har Folketinget vist vilje til samarbejde, men hvor længe vil det vare ved? Vil vi se ydrefløjene grave sig ned, som vanen forskriver? Og hvad med regeringens parlamentariske grundlag – herunder ikke mindst Enhedslisten og SF – vil de have modet til også at træffe upopulære beslutninger? Der må gøres ofre i tiden efter, og det er ikke givet, at Arne får lov til at komme tidligere på pension, eller at vi kan afsætte ubegrænset med penge til klimaet, hvis pengene ikke er der. For mig at se er løsningen klar: Et tæt samarbejde mellem S-regeringen og Venstre om en omfattende plan, der skal få Danmark tilbage på sporet. En plan, der rækker mange år frem – også til efter næste folketingsvalg. De to partier har flertal tilsammen og har for mig at se en forpligtigelse til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at bringe Danmark sikkert videre. Coronavirussen har derfor forandret dansk politik her og nu men så sandelig også på lang sigt.

Annonce