Annonce
Debat

Systemet har slået den eksistentielle samtale ihjel og skabt et afstumpet system

Jørgen Breindahl

For mig er det eksistentielle alt det i tilværelsen af både materiel og immateriel art, der har stor betydning for den enkelte og bidrager til personlig erkendelse. Og derigennem til at forløse energi, livsmod, glæde, sorg, forventning, engagement og mening. Det eksistentielle må ikke forblive uforløst. Vi kender det alle på forskellig måde. F.eks. at gå fra lægen med oplevelsen af ikke at have fået sagt det, jeg havde brug for at sige. Jeg fik kun talt om en receptfornyelse i forhold til min hovedpine, og fik ikke givet ordentlig udtryk for, at det, der virkelig presser sig på og giver mig søvnløse nætter, er, at min datter er begyndt at skære i sig selv.

Det sociale arbejde er fyldt med eksistentielle temaer. Og det er i det eksistentielle felt, at den nye energi ligger. Mit anliggende med at skrive artiklen her er at forsøge at bidrage med en analyse af, om og i bekræftende fald hvorfor den eksistentielle samtale i socialt arbejde og i forvaltningsarbejde er trængt i baggrunden i de sidste 15-20 år. Og hvad der kan gøres ved det. Jeg er en af dem, der har været med næsten lige fra starten fra første kommunalreform i 1970 frem til 2014. Jeg vil forsøge med nogle få refleksioner at bidrage til en mulig forklaring på, hvad der er sket. Min erfaring bygger på ansættelse i hele perioden fra 1972 til 2014 i forvaltningen i en mindre og senere i en større dansk kommune.

Tilbage i 1972 var der forsorgsloven og børneforsorgsloven, revalideringsloven, mødrehjælpsloven m.fl. Så kom bistandsloven den 1. april 1976. Det blev for alvor helhedssynet, der kom i centrum. Der var nu kun én indgang hos kommunen til at få hjælp til at løse sociale vanskeligheder. De statslige institutioner: Mødrehjælpen og Revalideringscentrene var nedlagt. Min erfaring blev, at bistandsloven i det store og hele fungerede efter hensigten i de mindre kommuner - i hvert fald i en årrække. Her forsøgte socialrådgiverne og øvrige sagsbehandlere at spænde over "hele feltet". Lige fra rådgivning og vejledning til kontanthjælp, revalidering, familiestøtte, hjælp og støtte til børn og unge og til handicappede m.v. Det var en ordentlig mundfuld. Men det bidrog på mange måder til at anlægge et helhedssyn i forhold til mennesker og familier.

Så kom den lille socialreform i 1998, hvor bistandsloven blev afløst af aktivloven, serviceloven og retssikkerhedsloven. Specialiseringen var nu en definitiv kendsgerning i alle kommuner. Og i 2001 fik landet for første gang en beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V). Ved oprettelsen af beskæftigelsesministeriet skete der noget centralt. Kontanthjælp og socialt arbejde blev adskilt. Opgaven for sagsbehandlerne i jobcentrene blev at få så mange kontanthjælpsmodtagere som muligt - og helst alle - i arbejde. Det var ifølge beskæftigelsesministeren besværliggjort af, at socialrådgivere i alt for høj grad fokuserede på de arbejdsløses problemer. Jeg tænker: Selvfølgelig skal mennesker ikke udsættes for social omklamring. Men der er jo et spring fra omklamring og til fuldstændig at se bort fra borgernes reelle sociale og helbredsmæssige vanskeligheder.

Det er min påstand, at der er sket en udvikling, som har medført et simplificeret - og nogle gange direkte afstumpet - menneskesyn. Det er sket i et samspil mellem de store administrative enheder, øget specialisering og deraf følgende manglende helhedssyn, ledelse uden personlige socialfaglige erfaringer, mange skiftende sagsbehandlere, et stigende politisk krav om effektivitet og styring og den voldsomme digitale udvikling. Dertil kommer politikernes forståelige behov for at skabe retssikkerhed for borgerne - bl.a. i kølvandet af de mange dybt problematiske børnesager (Tønder, Brønderslev m.v.). Det har medført mange firkantede juridiske regler, som igen har medført øget fokus på kommunernes overholdelse af disse regler. Og mindre fokus på den socialfaglige og indholdsmæssige helhedstænkning og forståelse. F.eks. vil det vel i dag være en næsten umulig tanke at forestille sig, at en ansøgning om en støttepædagog til Peter på fire år i et dagtilbud kunne føre til - ud fra en samlet familieanalyse - at far Brian i stedet fik et godt revalideringstilbud. Som kunne give en ny konstruktiv familiedynamik, også for Peter.

Mennesker - måske særligt de svageste - er blevet til maskiner med en lang række delkomponenter, der kan indstilles, justeres, flyttes og rationaliseres. Sagsbehandlernes undringsevne og samtalekultur med borgerne er blevet afløst af afhøring og af spørgsmål-svar-projekter. Men klienter er mennesker og ikke maskiner. Mennesker består af fysik, kemi og psyke. Men også af noget, der er langt større. Vi kalder det eksistens og ånd.

Hvad kendetegner da en god socialrådgiver og en god social sagsbehandler? Hvad er det, der har fascineret mig selv ved faget i 40 år? I koncentreret form vil jeg sige: Der er en faglig del med jura, økonomi, sociologi, metodik m.v.. Og så er der er en menneskelig del. For bag enhver social underretning, enhver kontanthjælpsmodtager m.v. er der et menneske, en familie, flere mennesker. En kontekst. Den gode sagsbehandler kan kombinere det faglige og det menneskelige. Derfor har det mest spændende og fagligt udfordrende for mig som socialrådgiver været, når jeg i dialog med borgere, tværfaglige samarbejdspartnere, familier og netværk nåede til vadestedet - til det, jeg vil kalde den eksistentielle samtale. Hvor det måske - måske kun i et glimt - står lysende klart for borgeren, hvad der er humlen i pågældendes liv. Hvad det er, der skal arbejdes med for at det bliver et godt, eller i hvert fald et bedre liv. Når et menneske føler sig hørt...helt ind til det, der gør ondt...og gør godt på én gang, så kan der begynde at ske noget nyt.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce