Annonce
112

Sydfynsk kajaktræf debuterede i hård vind og skumsprøjt

Omkring 30 personer var trukket i svømmevesten, da Sydfyns Havkajaksymposium blev afholdt for første gang. Foto: Jonathan Findalen.
Blæsevejr er kajakvejr, i hvert fald hvis man virkelig skal lære noget. Det var indstillingen, da 26 kajakroere stævnede ud fra Syltemae Camping i Vester Skerninge til Sydfyns første havkajaksymposium.

Vester Skerninge: Et spinkelt træ læner sig mod havet, som vinden rusker i grenene. I et nærtliggende telt har stormsikringen været forgæves. En teltstang er bukket under for vinden og får den blå teltdug til flagre i blæsevejret. I det hele taget virker vejret ikke ligefrem oplagt til at campere, men alligevel har omkring 40 gæster fundet vej til Syltemae Camping i Vester Skerninge lørdag før pinsen.

- For os havde det jo været meget værre, hvis der bare var vindstille og spejlblankt hav. Det er jo sådan noget vejr her, hvor vi virkelig lærer noget, forklarer Jonathan Findalen, der sammen med kammeraten Jeppe Dandanell står bag Sydfyns første havkajaksymposium, hvor kajakroere fra hele Danmark er mødtes for at være sammen og prøve kræfter med de sydfynske øhav.

Campingpladsen, der ligger ud til vandet og med direkte udsigt over til Skarø, lægger hus til arrangementet, der varer i pinseweekenden fra fredag frem til mandag.

- Det er ikke en festival, for det lægger jo op til, at der er musik og underholdning, og det er mere end bare et kursus, men man kan vel godt kalde det en slags træf for mennesker, der har samme interesse, et fællesskab og som deler erfaringer med hinanden, forklarer Jonathan Findalen, og han mener, at Sydfyn er med til at tiltrække kajakroerne.

- Det sydfynske øhav er fedt at ro i, for der er ikke voldsomt langt til øerne, så man kan stævne ud fra kysten og faktisk nå hen til en ø, i stedet for bare at sejle op og ned langs kysten, som man gør så mange andre steder.

Annonce
Der var blandt andet workshops i, hvordan man vægrer en ulykke, hvordan krop og båd arbejder sammen og finder balance og i grønlænderrul. Foto: Jonathan Findalen.

En ilddåb

En af dem, som har taget turen til Sydfyn, er 36-årige Ida Nielsen, der til dagligt bor i København og arbejder i fagforeningen HK.

- Jeg har længe rigtig gerne villet besøge Sydfyn, og så passede det her jo godt, fortæller hun.

Ida Nielsen har roet kajak i omkring otte år og tager ofte til træf som det sydfynske, hvor hun mødes med andre roere.

- Indtil videre har det været hyggeligt, men også lidt blæsende. Der er en del, jeg kender fra tidligere træf, så for mig er det en blanding af gensyn, men også en masse nye mennesker.

Træffets grønneste deltager er Jens Møller fra Egense, der mere eller mindre kun har prøvet at ro havkajak én gang før.

- Jeg roede havkajak for første gang på Ry Højskole sidste efterår, men det var noget lidt andet i Gudenåden i forhold til det her, hvor det blæser 12 meter i sekundet, og man ligger på helt åbent vand, forklarer den 25-årige debutant.

- Så man kan vel godt sige, at det her har været min ilddåb.

Et fast pinsetræf

Selvom Jens Møller endnu ikke er helt fortrolig med pagajen, synes det ikke at skræmme ham.

- Jeg har allerede kæntret en gang, men det tog vi stille og rolig, så jeg føler mig i hvert fald tryg og sikker. Der er nogle vildt fede instruktører, og alle dem, der har meget erfaring, deler ud og hjælper, så vi kan lære af hinanden, og det er jo det, jeg er her for. At lære, fortæller den unge roer, der, når han ikke kæntrer i kajakken, spiller klaver i bandet Patina.

Jonathan Findalen fortæller også, at instruktørerne er gode til at tilpasse deltagernes niveau, men han understreger, at der altså ikke er lagt til et begynderkursus.

Alt i alt er der 26 deltagere samt et par håndfulde instruktører og frivillige. Det er arrangørerne godt tilfredse med, og næste års efterfølger er allerede i støbeskeen.

- Folk, der er her, har meldt tilbage, at de synes, det er helt vildt fedt, og at de allerede har sat kryds i kalenderen til næste år og vil sige det videre til deres klubber, så der kan komme endnu flere folk, fortæller Jonathan Findalen, men tilføjer også, at det vil blive holdt under 50 deltagere.

- Ambitionen er, at det bliver et fast arrangement, der ligger hver pinse. Det er superdejligt her, og der kan godt være flere, men vi vil stadig gerne holde det småt og intimt.

- Det er noget lidt andet i Gudenåden i forhold til det her, hvor det blæser 12 meter i sekundet, og man ligger på helt åbent vand, fortæller 25-årige Jens Møller.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce