Annonce
forside

Svendborgenser: Er en patients liv ikke en undskyldning værd?

Synspunkt: Fornylig har man kunnet læse i Fyns Amts Avis, at avisen officielt undskylder overfor de asyldrenge fra Langeland, der er blevet uretmæssigt anklaget.

En handling, der førte til, at også Langelands Kommune fulgte op med en officiel undskyldning overfor de unge mennesker. Og lige i kølvandet på det kom en undskyldning fra Henrik Nielsen, viceborgmester i Svendborg Kommune, da hans hukommelse viste sig at være i modstrid med Socialdemokraternes.

Så langt, så godt. En undskyldning fra hjertet, som bliver afsendt og modtaget i rette ånd, er en smuk gerning, som fører til lettelse og afklaring for begge involverede parter, og som ofte fører til, at ugerningen kan blive parkeret et sted, hvor den bliver tålelig at leve med.

I de samme uger blev en retssag i Svendborg afsluttet. Den omhandlede en diabetiker, som under indlæggelse på sygehuset ikke modtager den rette behandling.

Patienten går i koma, hvor han ligger i en måned, hvorefter han afgår ved døden. Forsømmelsen skyldes en så ordinær ting, som at hans blodsukker ikke blev målt, selv om det var kendt sag, at han var diabetiker. Retssagen gik ud på at finde ud af, hvor ansvaret lå.

Den ansvarlige læge hævder, at ordren om at måle blodsukker blev givet, den vagthavende sygeplejerske erindrer ikke at have modtaget beskeden. Påstand mod påstand. Der kunne således ikke placeres et ansvar, og det hele løb ud i sandet.

Det er også interessant at bemærke, at sagen blev taget op af politiet, fordi en overlæge på sygehuset gjorde opmærksom på, at grov forsømmelse havde fundet sted.

Artiklen i FAA var skrevet meget følelsesmæssigt ud fra den ansvarlige læges synspunkt, og jeg skal ikke underkende, hvor svært det må være for hende. Men de pårørende var også til stede. Den efterladte hustru og to voksne døtre.

De har også gennemlevet en utrolig svær tid her snart fire år efter deres far og ægtefælle gik bort. En tid, hvor man måske er kommet til at acceptere dødsfaldet og har fået en måde at leve med det på. Og så skal man trækkes igennem to lange retsdage med måneders mellemrum, og til sidst være vidne til, at ingen påtager sig et ansvar.

Jeg ved, at det ligger familien meget på sinde, at dette ikke kommer til at gentage sig, og derfor er de i kontakt med Diabetesforeningen og FAM på sygehuset.

Jeg er ven af familien, og jeg sidder personligt tilbage med undren og spørgsmål. Hvor er sygehusets øverste ledelse, hvor er Sundhedsvæsenet? Hvorfor er der ingen, der har henvendt sig til familien og sagt, at man var ked af, at dette kunne ske, og at man føler med familien, og at man vil gøre alt for at det ikke sker igen?

Et ansvar kan ikke placeres, det må vi acceptere, men helt ignorere hustruen og de to døtre finder jeg kritisabelt.

Og det fører til, at vi andre, som måske bliver indlagt, kan tænke på, at går det godt, så er det fint, men dør vi under indlæggelsen på grund af en forsømmelse, er der ingen, der bagefter henvender sig til vores pårørende.

Det finder jeg utrygt, uansvarligt og ikke værdigt for vores land.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

April 1960: Gadegennembrud i Nørregade

Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Fyn

Sådan har corona ramt Fyn: Få overblikket over de nyeste tal fra myndighederne

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Nordfyn

Den sidste vinder i avisens kampagne er fundet: Lone har købt havegrej og dagligvarer i Otterup

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce