Superlativer - bruger vi dem forkert?

Er ordet god et superlativ? Det mener en læser fra Nyborg, at det ikke er.

Læseren Birthe Panum skriver:

- Det har altid generet mig, når man i tv har sagt, at nu måtte man have superlativerne frem og derefter nævner ord som god, sjov, pæn, rar osv., altså ikke et eneste superlativ.

- Senest så jeg denne sætning i avisen: “Som modtager har jeg mødt et menneske, hvor superlativer som glad, smilende, mere end dygtig, positiv over for pårørende og meget interesseret (...)“

- Er det virkelig blevet sådan, at ordet superlativ er blevet synonymt med noget positivt?

Svar: Ja. Desværre. Vi har her et af mange eksempler på, at når danskerne har begået en fejl tilstrækkeligt mange gange, bliver fejlen ophøjet til ordbogsgodkendt dansk.

Denne brug af ordet superlativ er endda så gammel, at jeg ikke kan finde tilbage til en ordbog, der underkender den. Selv Ordbog over det danske Sprog fra 1944 nævner, at ordet superlativ har to betydninger.

Den grammatiske betydning er, at et superlativ er den højeste, også kaldet tredje grad af et tillægsord, altså ord som bedst, sjovest, pænest og rarest. Superlativus betyder på latin netop højeste.

Men ordbøgerne medtager også den overførte betydning, at et superlativ er et udtryk, der tilkendegiver ros eller begejstring.

Og hvordan bruger denne avis så udtrykket? Det har jeg undersøgt i avisens digitale arkiv.

Avisen skrev tidligere i år: ”A.L. hiver også ud i skuffen med superlativer for at karakterisere sin yngre kollega. - Maria er en utrolig sød kollega.”

Ordet sød kaldes her for et superlativ. I grammatisk forstand er ordet sødest et superlativ.

Og et eksempel fra 2020: ”Det har ikke skortet på superlativer som ”Fyns sommerby nummer et”, når aktører i turist- og handelslivet har vurderet Middelfarts turistsommer 2020.”

Her indgår ikke engang et tillægsord i sætningen. Ordet superlativ har altså fået en ret bred betydning, som vi nok må lære at leve med, ligesom vi må leve med så mange andre hævdvundne ”fejl”.

Der er plads til endnu en læserreaktion. Efter artiklen forleden om den sønderjyske og tyske hilsen mojn/moin skriver Erland Mortensen fra Dalum:

- Kære sprogdoktor. Vi har igen med stor interesse læst sprogsiden, hvis indhold vi stort set altid kan tilslutte os.

- Indtil sidste år havde min kone og jeg også den opfattelse, at ”mojn” havde noget med morgen at gøre. Sidste år modtog vi imidlertid fra Modersmål-Selskabet en bog med titlen ”Sprog på grænsen”/”Sproch o æ græns” med bl.a. en artikel af Heiko Gauert, hvorfra jeg citerer:

”Og så undrer de sig som regel over, hvorfor nordtyskeren ikke som ethvert retskaffent menneske kun hilser med godmorgen om morgenen, men også om eftermiddagen, om aftenen og måske oven i købet om natten. Sagen er, at ”Mojn!”, der er udbredt i hele Nordtyskland, Nederlandene og i det sydlige Danmark, slet ikke har noget at gøre med morgenen. Det stammer derimod fra det gamle ord moi for "god, smuk, behagelig". Anvendt i hilseformler er det derfor velegnet døgnet rundt: Ik wünsch di en moien Morgen, en moien Middag, en moien Avend, en moie Nacht! Den sympatiske hilsen er altså ikke noget bevis for en simpel måde at tale på, men kun den korte formel for en høflig hilsen: Moien eller talt Moin og på højtysk Guten (God).”

Svar: Tak for din mail. Jeg kender godt teorien om moi (god), men den har sagkundskaben skudt ned mange gange. Ordbøgerne, både nye og ældre, er enige om, at mojn er dannet af det tyske Morgen.

Har du et spørgsmål om det danske sprog, kan du maile til: sprog@fyens.dk