Annonce
Odense

Studerende raser: Ingen feedback er uacceptabelt

Anders Hermann Riget er pædagogstuderende på UCL, og han fortæller at kun halvdelen af hans opgaver bliver læst af underviserne. Det bekymrer ham.

De pædagogstuderende er dybt utilfredse med, at underviserne på pædagoguddannelsen i Odense ikke læser deres opgaver.

Uacceptabelt og ubegribeligt.

Fyens Stiftstidende kunne torsdag fortælle, at flere pædagogstuderende oplever, at deres undervisere ikke læser deres opgaver.

På Fyens.dk råber endnu flere studerende nu op i kommentarsporet. De nikker genkendende til den manglende feedback fra undervisere og ønsker bedre kvalitet.

"Senest har min årgang oplevet, at vi ikke har fået anden feedback end vores karakter til vores skriftlige eksamen. Det vil sige, at de elever, som ikke bestod, ikke aner, hvorfor de dumpede, og de, som bestod den, ikke aner, hvor de bedste passager i deres arbejde ligger," skriver Stefanie Hansen.

Annonce
- Lærerne siger, at de gerne vil give mere feedback, men at de ikke har tid til det. De siger, at hvis de skal læse flere opgaver, så har de ikke tid til undervisning, fortæller Anders Hermann Riget, pædagogstuderende på University College Lillebælt.

Er fem ud af 36 godt nok?

Vicedirektør på University College Lillebælt, Niels Grønbæk Nielsen, mener, at det er i orden, at underviserne kun læser halvdelen af opgaverne, da der kan være forskel på opgaverne, forklarer han.

Den godtager de studerende ikke.

"Det er uacceptabelt at udbyde en såkaldt "uddannelse" af middelmådig karakter, hvor der ikke engang kan forventes feedback på opgaver, og hvor der opleves undervisning helt ned til 5 timer om ugen. At man kan være så ligeglad med udbyttet af uddannelsen og den såkaldte "kvalitet", man byder disse, er simpelthen ubegribeligt," skriver Louise Lisbjerg Thomsen.

En anden studerende bakker Louise Lisbjerg Thomsen op.

"5 ud af mine 36 afleveringer er blevet læst af en underviser - er det virkelig acceptabelt Niels Grønbæk Nielsen," skriver Rakel Rabølle Severin.

Kvaliteten er bare ikke god nok

I januar skrev Fyens Stiftstidende, at Akkrediteringsrådet vurderede, at kvalitetssikringen på UCL er "uklar", "utilstrækkelig" og har "flere væsentlige mangler".

Christian Kjær er en af de studerende, der mener, at kvaliteten ikke er i orden:

"UCL har på første semester af den nye pædagoguddannelse med al tydelighed vist, at de ikke er i stand til at køre sådan en uddannelse. Jeg er klar over, det handler om penge - men så må der jo være en voksen, der træder i karakter og gør noget ved det i stedet for bare at lukke øjnene og lade os sejle rundt i en kold sø," skriver Christian Kjær.

University College Lillebælt åbnede i 2007.

Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce